Trin for trin går Lillebæltsstien ned ad Slotsbanke til kysten og Suddens strandenge for herfra at fortsætte vestpå mod Hindsgavl og Louiselund. Den første etape af Lillebæltsstien, som bl.a. følger kysten rundt om Hindsgavlhalvøen, blev indviet i september 2018. Siden er der kommet flere etaper til, og det er håbet, at ruten med tiden kan udvikles til en sammenhængende kyststi hele vejen rundt om Fyn.
.

Middelfart Kommune byder på mange muligheder for at opleve naturen og landskabet. Til fods kan man benytte de talrige afmærkede vandreruter, der strækker sig fra den blot 2,6 km lange, grønne Kløversti i Middelfart til den 23 km lange første etape af Lillebæltsstien mellem Strib i nord og Gamborg i syd. Dertil kommer en række forskellige cykelruter samt mountainbikeruter i fx Staurby Skov.

En stor del af friluftslivet er knyttet til kysten. Der er gode bademuligheder, og i 2020 vajede det Blå Flag over Strib Nordstrand, stranden ved Middelfart Marina, Føns Strand, Vejlby Fed Strand og Båring Strand. Ved Føns er der desuden en havsvømmebane. Også flaske- og snorkeldykkere har mulighed for store oplevelser under vandet, hvor fx Tybrind Vig byder på mulighed for at opleve flere druknede stenalderbopladser.

Langs kysten er der opført sheltere, så fx kajakroere og andre kan overnatte på vejen rundt i kanten af Lillebælt. På Naturstyrelsens arealer i Vestermose Skov i Ejby er der desuden fri teltning.

Hovedparten af naturformidlingen er foregået på Naturcenter Hindsgavl i kommunens vestligste hjørne, som bl.a. har tilbudt undervisning og naturvejledning. Store dele af naturcenteret brændte dog i august 2020, hvilket i en periode begrænsede brugen til udearealerne.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Middelfart Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv