Ud for Flyvesandet på Agernæs har vinden godt fat i kitesurfernes farvestrålende drager, som får de små brætter til i fuld fart at skære sig gennem Bælthavets lave bølger. Smukke omgivelser og store bølger har gjort Flyvesandet populær blandt kitesurfere, som dog skal være opmærksomme på, at Nærå Strand mod vest er udlagt som vildtreservat med forbud mod brætsejlads.
.

Nordfyn byder på gode muligheder for vandre- og cykelture. Der er afmærkede vandreruter i mange af kommunens naturområder, og Bogense, Skåstrup, Søndersø og Otterup har hver fire Kløverstier. Desuden er en ny kyststi under udvikling. For de mere eventyrlystne cyklister er der anlagt MTB-spor i Langesøskovene, hvor der også kan købes licens til ridning på de mange skovstier og -veje.

Ønsker man at overnatte i naturen, er der opført sheltere flere steder. Blandt de mere specielle er de to flydende sheltere i Bogense Havn og Marina, der kun kan nås med båd, kajak eller kano. En stor del af friluftslivet er knyttet til den lange kyst. Der er gode badestrande flere steder i kommunen, og i 2020 vajede Det Blå Flag over Hasmark Strand, Hofmansgave Strand, Fuglsang Strand, Flyvesandet Strand, Bogense Søbad og Skåstrup Strand. Blandt lystfiskere er især kysterne ved Enebærodde og Flyvesandet populære.

Kommunens skoler og daginstitutioner kan benytte Naturskolen på Vigelsø samt skolestuen og den tilhørende grejbank ved Gyldensteen Strand. For offentligheden er der desuden mulighed for at komme på guidede ture med enten lokale guider eller naturvejledere til bl.a. Æbelø, Gyldensteen Strand Vildtreservat, Margård, Harritslevgård, Bogense og Vigelsø.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Nordfyns Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv