Hjermitslevgård, Brønderslev

Det ældste vi kender til Hjermitslevgard er et fundament fra 11. århundrede årene, den tidlige middelalder. Det første der er nedskrevet om Hjermetslevgaard stammer fra det 13. årh., hvor adelslægten Vognsen ejede gården som sædegård sammen med flere andre hovedgårde som Fuglsig ved Hjørring. Vognsen-slægten blev på Hjermitslevgård frem til ca. 1540, hvor gården solgtes til finansminister Enevold Kruse, der senere blev statholder i Norge.

I den første del af 1500 tallet var Hjermitslevgaard ejet af Bagge Griis, der var biskop Stygge Krumpens lensmand på Klarupgaard. Tolstruk Kirke hørte under gården og Bagge Griis, mente at han dermed kunne gøre, hvad han ville. Hans første plan var at genopføre det gamle tårn, så det blev større og mere pragtfuldt. Han begyndte derfor at rive det gamle tårn ned, men Biskop Stygge Krumpen på Børglum befalede nedbrydningen stoppet. Bagge Griis leverede aldrig stenene tilbage, men brugte dem i stedet på Hjermitslvgård, hvor de i dag ses på gårdspladsen.

I 1534 blev Hjermitslvgård nedbrændt i uoverensstemmelse mellem Bagge Griis og Skipper Clement. Efter Bagge Griis død ejede hans kone Mette Vognsen gården, indtil hun før sin død solgte Hjermitslevgård til rigsråd Enevold Kruse. Det er usikkert, om det var Enevold Kruse eller Mette Vognsen, der byggede stenhuset, men opførelsen er sket mellem 1540 og 1580. Huset er det ældste beboelseshus, der er bevaret i sin oprindelige skikkelse nordenfjords. Der findes andre bygninger, der er ældre, men kun i form af klostre eller kirker, og i dag er der færre end 10 tilbage af disse ældre bygninger i Danmark. Enevold Kruse opførte angiveligt mindst to huse i borggården i bindingsværk i to stokværk med tårne og spir. Enevold Kruses søn Jørgen arvede Hjermitslevgaard, og i hans tid erobrede svenskerne Jylland hele tre gange hvilket ødelagde grundlaget for gårdens økonomi. Under krigen 1627-29 var Hjermitslevgaard og Tolstrup sogn udlagt til underhold for den svenske stab i Vendsyssel, og oberstløjtnant Von Hatzfeldt havde hovedkvarter på Hjermitslevgaard. Efter svenskerkrigen i 1657-60, måtte Jørgen Kruse sælge Hjermitslevgaard i 1662.

Den nye ejer Otto Pogwisch tog sig ikke meget af bygningerne og lod dem forfalde, så både spir, vinduer og flere lofter manglede, da kongen overtog i 1666. Gården havde dog stadig sit oprindelige grundrids. Borggården bestod af fire fløje ligesom avlsgården bestod af fire fløje. Dertil kom teglværket fra 1650, som bestod frem til 1880'erne. Kongen, Christian V., solgte videre til Nokolaj Bennich.

I 1681 blev Hjermitslevgaard købt af Otto Skel til Birkelse, der samlede gods for at kunne oprette et stamhus. Hjermitslevgaard hørte under stamhuset Birkelse frem til 1918.

Herregården blev, som følge af lensafløsningen i 1918, solgt videre, og frem til i dag har der været mange forskellige ejere.

Hjermitslevgård ligger på et tidligere voldanlæg omgivet af marker og den nærved liggende landsby, Øster Hjermitslev. Hjermitslevgård består af tre bygninger, en østre historicistisk muret hovedbygning, en søndre bindingsværkslænge og et vestre middelalderligt stenhus. De tre bygninger ligger omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Grundet deres meget forskellige udtryk er de i den følgende beskrivelse beskrevet hver for sig.

Den murede hovedbygning er opført i en etage og fremstår i blank mur af gule sten med støbt sortmalet sokkel og muret gesims med takfrise. Taget er et nyere heltag med røde tegl, og tre nyere murede skorstenspiber i rygningen. I tagfladen findes enkelte støbejernstagvinduer samt to høje etfags gavlkviste, der rejser sig fra facaden. Gavltrekanterne er øverst udført med tinder og med jernudsmykning på spidserne. Hver gavlkvist har et vindue til tagetagen og et, der følger stueetagens vinduesrække. I den nordligste gavlkvist udgøres dette vinduesfag af en hoveddør. Døren er ældre, tofløjet og har diamantfyldinger. Trappen optil er af delvist tilhuggede kampesten. Bygningens gavle er markeret med en bred muret kant og med de samme tinder og jernudsmykninger som på facadens gavlkviste. I trekanterne findes to ældre korspostvinduer, og nordgavlen har tillige en muret fordakning over en ældre fyldingsdør med to glaspartier. Den sydlige gavl er med en lille gulmuret mellembygning sammenbygget med bindingsværkslængen. Havesiden bærer en bred trefags heltagskvist med samme udsmykninger som de øvrige gavle og med en tilbygget veranda udført i træ med udskårne rækværk på en høj, støbt sokkel. Havedøren er en dobbeltdør med tofløjede glasdøre inderst og tofløjede fyldingsdøre yderst. Bygningens øvrige vinduer er småsprossede, de fleste er korspostvinduer og enkelte er med tre fag. De fleste vinduer er ældre, dog er fire vinduer i facaden skiftet til nye termovinduer. Over alle vinduer og døre ses murede stik, og alt træværk er hvidmalet. I den sydlige del af soklen findes ældre, rundbuede støbejernsvinduer til kælderen.

Indvendigt indeholder bygningen værelser mod nord, et trapperum inden for hoveddøren, stuer en suite gennem den midterste del, mod syd soveværelser mod haven og et viktuialrum med nedgang til kælderen overfor køkkenet og badeværelset, der ligger mod gården. De fleste rum fremstår med ældre trægulve, pudsede vægge og lofter. Bygningen har mange ældre, ens fyldingsdøre. I køkken og badeværelse er overfladerne skiftet til nyere og i forstuen findes et nyt flisegulv. Loftet, med et nyere, fast undertag, står uudnyttet med et par ældre pigekamre.

Bindingsværkslængen er opført i et stokværk med styrterum. Bindingsværket, med gennemstukne bjælkeender, løsholter og dokker, er sorttjærret og de murede tavl hvidkalkede. Bygningen står på en kampestenssokkel, der tillige med sugfjelden er sorttjærret. Taget er et ældre heltag af røde tegl, og i rygningen sidder fire murede hvide skorstenspiber med sokkel og krave. To af facadens fag udgøres af revledøre, og omkring disse er næsten symmetrisk placeret ældre, torammede vinduer. Alle døre og vinduer er grønmalet.

Indvendigt følger en lang gang hele facaden, mod gårdspladsen, og giver adgang til en række små karlekamre, der alle har adgang til en skorsten. I gangen er bindingsværksvægge, bjælkeloft og teglstensgulv. Værelserne har pudsede overflader og ældre trægulve, og til alle værelser findes forskellige ældre døre. Loftet står uudnyttet, med understrøgne tegl.

Stenhuset er opført af munkesten i to etager på delvist kampestensfundament delvist tilhugget granitkvadre. Bygningen har en muret gesims, flere ældre og nyere murankre og høje murede gavlkarme, der er udført med en rundbuet tinde i spidsen. Taget er et heltag belagt med røde vingetegl. På facaden findes mod syd en ældre, tofløjet fyldingsdør med diamantfyldinger og overvindue. Vinduerne varierer i størrelse men er alle ældre og torammede. I gavlen findes endvidere en revledør til den nedre etage og i gavltrekanten to revlelemme, under rundbuede blændinger ind til loftet. Alt træværk er grønmalet.

Indvendigt er bygningen præget af forfald med nedslidte overflader. Lofterne er restaureret med adskillige nye loftbjælker, men flere steder er gulvene ødelagt, og murene har mange skader. Trapperne mellem etagerne er udført som simple stiger.

Alle bygninger er i dag ikke beboede og står tomme. Dele af stuehuset benyttes som sommerhus.

Den miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg, der dannes af både bygningerne omkring gårdspladsen og den bevarede staldlænge fra den tidligere avlsgård, uden for voldene. Voldgravene, der dog i dag fremstår uden vand, aftegner stadig det tidligere borgsted og afslutter gårdspladsen og haven.

Gårdpladsen mellem hovedbygningens fløje fremstår som et helstøbt rum med den bevarede pigstensbelægning, der fuldender det autentiske herregårdsanlæg. I kontrast til den åbne gårdplads ligger haven bag hovedbygningen fredfyldt omgivet af store høje træer.

Hjermitslevgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes indbyrdes placering og hierarki, der afspejler deres forskellige funktion, samt til den tydelige aflæselighed af bygningernes tilblivelse over længere tid.

Stenhusets mange tidligere stik er stadig synlige i murværket og vidner om mange ombygninger. Midt på bygnings facade mod gårdspladsen ses eksempelvis en tilmuret døråbning, der har ført til et tidligere trappetårn.

De kulturhistoriske værdier træder frem i spor, der afspejler de tidligere opdelinger mellem herskab og tjenestefolk, herunder køkkenets placering i forbindelse med viktualierum og pigeværelser. Hjermitslevgård havde ry for at være et sted, hvor man behandlede tjenestefolkene godt under ordentlige forhold. Dette billede aftegner sig stadig i bygningerne ved de relativt lyse pigeværelser på loftet i gavlen og gavlkvisten, samt karlekamrene i bindingsværkslængen, der alle var udstyret med egen kakkelovn.

De arkitektoniske værdier knytter sig til stuehusets velproportionerede smalle bygningskrop med de slanke gavlkviste, der fremhæves som risalitter i facaden og gør helheden let sammen med de øvrige historicistiske detaljer i murværket, der bygges op omkring en stram symmetri på alle sider.

Bindingsværksbygningens arkitektur bygger primært på en pragmatisk og traditionel byggeskik, dog er der en fin bearbejdning af bindingsværket, hvor symmetrien er holdt med en fast takt af dokker i de nederste tavl og i styrtrummet. De midterste tavl, der er friholdt for dokker fremstår som et let bånd, der underbygger bygningens længde.

Stenhuset fremstæder som en tung og homogen bygning, der udstråler en enorm tyngde ved sin proportionering og relativ enkle og sparsomme vinduessætning. De høje gavlkamme og afrundede gavltinder afslutter bygningens volumen præcist med enkle raffinerede former. I det indre skal de gennemgående rum fremhæves som en arkitektonisk værdi med dybe vinduesnicher, der afslører murenes tykkelse og de synlige kraftige loftbjælker, der understøtter bygningens alder og enkle traditionelle konstruktion.

Læs videre om

• Dorf Vandmølle og Dorf Møllegård
• Dorf Vindmølle
• Gammel Hammelmose

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen