Faktaboks

Hother A. Paludan
Født
9. oktober 1871, Rårup
Død
2. august 1956, Hellerup
Titel
Arkitekt
Virkested
Danmark

Biografi

Hother A. Paludan kom til Ålborg i 1902 som tilsynsførende hos Hack Kampmann og flyttede til byen et par år senere, da han blev ansat ved Teknisk Skole, hvortil han 1911 tegnede en større udvidelse. Det historiske engagement gav sig udtryk i virke for Aalborg Historiske Museum, Kirkesynet og ikke mindst talrige restaureringer og ombygninger af jyske kirker, hvoraf nogle i dag er diskutable, f.eks. blev den romanske kirke i Ålestrup fuldstændig ombygget i nybarok. P. satte sit præg på Ålborg og fik overdraget betydelige offentlige opgaver, men er overset i forhold til Ejnar Packness. Fællesnævner for P.s murstensarkitektur er et redeligt, harmonisk formsprog, der i mindre byggeri fulgte Bedre Byggeskik og i større blev kombineret med enkel brug af historiserende detaljer. P. opførte talrige kirker, hvor Ansgar Kirke med søjlefront er i nybarok, P.s foretrukne stilart, ligesom Aalborg Amtssygehus. Sygehuset i Hobro blev udvidet med 2-etages fløje og operationsrum med ovenlyskuppel, mens Langholt blev forhøjet med 1 etage og fik stort trappetårn.

Genealogi

Paludan, Hother August, 1871-1956, arkitekt. *9.10.1871 i Raarup, †2.8.1956 i Hell., begr. på Hell. Kgrd. Forældre: Kapellan, senere sognepræst Otto Frederik P. og Sophie Frederikke Worm. ~10.9.1905 i Valløby med Elisabeth Rode, *23.2.1875 i Klætorp, Tikøb Sogn, †10.4.1971 i Ordrup, datter af læge, senere jernbanelæge og stiftslæge på Vallø, Ludvig Ferdinand Jacobi R. og Charlotte Louise Klingberg.

Uddannelse

Tømrerlære 1886; svendestk. 1889; Tekn. Sk. 1891-94; Kunstakad. Kbh. (Hans J. Holm) 1894-1904. Ansættelser: Kond. hos Hans J. Holm ved Aalholm og Vallø godser 1894-1902; Hack Kampmann 1902.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links