.

I Herlev Kirke i den centrale østkappe i skibet findes et sjældent kalkmaleri fra ca. 1480, idet personer fra samtiden er malet ind i en hellig scene. Omkring en fremstilling af Nådestolen, flankeret af Jomfru Maria og evangelisten Johannes, knæler i bøn tv. en mand, som ud fra indskriften over ham er Matthis Jensen. Th. knæler to kvinder, der er Matthis’ to hustruer, Gyda og Kristina; begge er malet med nøglepung for at angive status. I våbenhuset er opstillet en gravsten over selv samme Matthis, hvor han omtales som kirkens værge og grundlægger.

.

Den gotiske Herlev Kirke, her set fra sydvest, var indviet til Treenigheden. I 1539 blev kirken af Christian 3. overdraget til Københavns Universitet, først i 1934 overgik den til selveje.

.

Af kommunens fem kirker er kun en fra middelalderen, mens de øvrige udspringer af kommunens hastige bebyggelsesudvikling i anden halvdel af 1900-tallet.

Kirker i den gotiske periode

Herlev Kirke er en gotisk teglstenskirke, hvis ældste del udgøres af kirkens to vestlige fag: et oprindeligt skib fra begyndelsen af 1400-tallet. Omkring 1475 blev koret afløst af et langhuskor, som udgør kirkens to østligste fag. Inden Reformationen blev desuden tilføjet våbenhus, tårn og et oprindeligt kapel på nordsiden, som nu er sakristi. Usædvanlige er minderne over kirkens bygherre, bryden Matthis Jensen i form af Isefjordsværkstedets kalkmaleri af Nådestolen, hvor han og hans hustruer, Gyda og Kristina, knæler i bøn, og familiens gravsten, hvor han kaldes kirkens grundlægger og værge.

Kirker i den efterreformatoriske periode

Herlev Kirke tilhørte siden begyndelsen af 1500-tallet og indtil 1934 Københavns Universitet. En tavle fra 1702 mindes universitetets istandsættelse af kirken, »der næsten laa i Ruiner«.

Birkholm Kirkesal fra 1957, som er tegnet af Aage Herløw, er en kapellignende bygning af røde sten med sadeltag og muret klokkestabel. Dens indre blev i 2014 moderniseret med lyse farver og ny belysning samt nyt alter, talerstol, døbefont og knæfald, tegnet af Paul Leroy og udført af kompositmaterialet Corian.

Den lidt yngre Præstebro Kirke i det østlige Herlev stod færdig i 1969.

Lindehøj Kirke i det vestlige Herlev blev i løbet af 1969 opført som delvist selvbyggeri af menighedens medlemmer efter tegninger af Holger Jensen.

Det enkle kombinerede kirke- og andagtsrum i Herlev Hospital står i 2018 foran at skulle afløses af en selvstændig bygning, Center for Fordybelse og Tro, af tegnestuen Henning Larsen. Bygningen skal efter planen rumme en lille kirke på 58 m², et muslimsk bederum og et stillerum side om side.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Herlev Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker