Faktaboks

Knud Friis
Født
12. marts 1926, Skanderup-Stilling, Skanderborg
Titel
Arkitekt, professor
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Knud Friis, og dermed arkitektfirmaet Friis & Moltke, står, trods et overvejende homogent stiludtryk uanset om det er i beton eller murværk, også for variation og fornyelse inden for dansk arkitektur. Allerede i hans eget hus' moderne, japaniserede betonform gik helhed og robusthed frem for det delikate og fint detaljerede. I Skelhøje åbner rækkehusene sig på engelsk manér i en crescentform, mens Skodsborg-bebyggelsen lukker sig fortagtigt om en indre gårdhave. Hvor Hotel Lakolk blev starten, indførte Scanticon i Skåde mest konsekvent den internationale brutalisme på dansk grund og blev tidens mest avancerede kursusbyggeri i Europa. Rå beton, massiv tyngde og græsklædte tage kendetegner den krumme, terrasserede længe, hvis indre præges af store konstruktioner og eksponerede tekniske installationer. Det blev indledningen til et årelangt samarbejde med Scanticonkoncernen. Planløsningen var angivet i Odder Rådhus, der blev mønster for en række offentlige administrationsbygninger gennem 1970erne, enten som her i vinklet form eller i U-form, hvor et publikumsområde eller en vandrehal sammenkæder de øvrige funktioner, der er åbne for udbygning. Diverse skolebyggerier, f.eks. Skanderborg Amts Gymnasium gentog temaet med klasselokaliterne gruppevis knyttet sammen om fællesarealerne. Andre skoler, f.eks. Silkeborg Amtsgymnasium, fik karakteristiske pultopbygninger for lysindfald, udviklet efter arkitektfirmaets standardiserede skolebyggesystem. I Idrætshallen i Ikast, der nærmest graver sig ned i terrænet, blev en syntese af arkitektur og landskab nået, mens Øer Ferieby inddrog vandet i arkitekturen og trods forbilledet, Port Grimaud, viser noget helt nyt og spændende på det maritime område ved ganske enkle midler. Skjoldhøj Kirkes våbenhus er behandlet som en videreførelse af uderummet med brosten og træer under skråtaget, et motiv, som også blev benyttet i Thisted Rådhus. Inden for industribyggeriet markerer Södahl sig med ekstrem grov, ydre finish og overdimensionering af visse elementer, mens Lampas' gavlhuse hører til de mere muntre indslag, og Forus er elegant high tech. I Tyskland er nye opgaver i gang flere steder. Trods de ofte grove virkemidler, der kan slå over i det manierede, er der ingen kedelig ensformighed over F.s værker, der endog undertiden kan virke yderst raffinerede i deres robuste ekspressionisme.

Genealogi

Friis, Knud, *1926, arkitekt og professor. *12.3.1926 i Skanderup-Stilling. Forældre: Repræsentant Anton F. og Petra Laurine Laursen. ~27.5.1950 i Ringkøbing med Bodil Johanne Andersen, * 9.11.1924 smst., datter af apoteker Carl Octavius A. og Anna Kristine Laursen.

Uddannelse

Stud., Herning Gymn. 1944; afg. Kunstakad. Kbh., ark.sk. 1950; ans. hos C.F. Møller (univ. og katedralsk. i Århus).

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links