I 1865 skrev Meïr Aron Goldschmidt i Breve fra Choleratiden, at »Egnen om Frederiksværk« er præget af en »Kamp med en Natur, der baade er barsk og underfundig«, og at den derfor er uden »det Blødagtige, der fra det øvrige Sjælland let vilde indsnige sig i Hrolf Krakes Saga.« Mens guldaldermalerne forelskede sig i denne egn, søgte digterne andre egne af nordkysten, men Magdalene Thoresen skrev i pragtværket Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere (1893), med danske kunstneres og forfatteres skildringer, at »Faa Steder i Danmark har den Skønhed som Frederiksværk, og endnu færre den Historie«. Særligt var hun imponeret over ankomsten til byen: »En stor, fri Plads med smukke gamle Trær, med Grønsvær og udskaarne Gange breder sig aristokratisk foran Gæstgivergaarden. Til højre ligger Arbejderforeningens ny Bygning, til venstre Banken og den Fabrikherren tilhørende Gaard, og endelig ret for Avenuen selve Fabrikens indhegnede Grund med sine Røgpiber og Værkets monumentale Hovedbygning«.
Frederiksværk kom ikke kun til at danne ramme om købmandsdatteren Aase Hansens opvækst, men også om hendes forfatterskab, ikke mindst gennembrudsromanen En Kvinde kommer hjem (1937). I Gader og mennesker i min barndoms by (1961) skriver hun, at »er man fra en saa lille By, som Frederiksværk var det i min Barndom, saa har man ved syv-otte Aars Alderen Overblik over den, kender den. Dens Gader og Vejstrøg, dens Huse og Haver er en levende Helhed for en«. Men hun understreger, at det var åen, der gav byen sin særlige identitet.
Da Morti Vizki i 1970’erne voksede op i et af de nye parcelhuskvarterer ved Krudtværket i Frederiksværk, var store dele af denne helhed i Danmarks første industriby revet ned, men i essayet »Med Lindy på togt« i antologien Hvor jeg med sikkerhed var lykkelig (2002) fortæller han, at »Vi voksede praktisk talt op på kanalerne «, og at de »andre huse og ruiner der lå spredt ud over det areal, som havde udgjort Hærens Krudtværk« virkede dragende.
