Den lokale dialekt i Halsnæs Kommune lignede den i Gribskov.
Der var stød i ord som æ’tter (efter), höjskow’l (højskole), og det hed si’e (se), hy’e (hø), gu’e (gå), hyw’s (hus), brö:w (bruge), göj’ (gøg), ka:w (kage) og yð’ (ud), men blow’ (blod uden ð), og »ned« (af ældre neder) hed nør’.
I fiskerlejerne havde fiskerne deres særlige fagsprog. Fælles for fiskerne i Isefjord og Roskilde Fjord samt langs Kattegat og Øresund var fx ordet flæder eller fleder om korkstykkerne foroven på garnene og næringer om de fintmaskede (silde)garn.
Som i gammelkøbenhavnsk brugte man »han« for »ham«: hun kunne inte forliges med han, og »købte« kunne både hedde køfte og køwte.
Den tidlige industriby Frederiksværk betød tilflytning og sproglig variation, og landliggerne og nærheden til København gav påvirkning fra storbysproget. Efter 2. Verdenskrig blev området forvandlet fra en fattig egn til et sted, hvor veluddannede byboere slog sig ned, og i dag bruger man middelklassevarianter af standardsproget, højst med lokal udtale af stednavne.
