Nordsjællandsk havde lige så mange særudviklinger som andre landlige dialekter.
Der var stød i ord som æ’tter (efter), so’kker (sukker), höjskow’l (højskole), og man sagde si’e (se), hy’e (hø), gu’e (gå), hyw’s (hus), frö:w (frue), göj’ (gøg), ka:w (kage), kå:w (koge) og brö:w (bruge). Det hed yð’ (ud), men blow’ (blod), og »ned« (af ældre neder) hed nør’.
»Dem« og »deres« hed dåm eller döm og då:rs eller dö:rs, og flere lokale stednavne havde tryk på første led: Esbønderup, Gilleleje.
»Blive« kunne udtales bi:e og bøjes bi’r, be’ (eller bew’), be:eð. Et andet særtræk var former som fulleð (fyldt), hullbær (hyldebær), foll (følge), mol (møl), smor (smør) og toste (tørstig).
Formen »han« blev brugt i stedet for »ham« ligesom i gammelt københavnsk og dele af Skåne: hun kunne inte forliges med han. Også udtalen køfte, køft (købte, købt) ved siden af former som køwte, køwt vidner om tidlig kontakt med København.
»Huske« hed »hugse«, udtalt huse, »ikke« hed inte og inne. Når regnen sagtnede, sagde man, det hovsner, en klodset person kunne beskrives som stumleuren (stumlevorn), og en plantes dyd var dens kraft.
Men allerede i 1927 hed det i Danske Folkemål, at forskellene inden for den enkelte by, mellem forskellige sociale lag og aldersklasser i det store og hele var større end mellem forskellige egne, og at sjællænderne normalt indrettede deres sprog efter den, de talte med. Nærheden til København har tillige betydet, at nordsjællandsk har været særlig udsat for påvirkning fra storbysproget.
Kulsvierne havde fra gammel tid kontakt med københavnerne. Fra omkring år 1900 begyndte de mere velstillede københavnere at ligge på landet i Nordsjælland, især på lejerne, dvs. i Tisvildeleje, Rågeleje og Gilleleje. Tjenesteydelser til landliggerne blev en væsentlig del af fiskerfamiliernes økonomi.
Efter 2. Verdenskrig blev Nordsjællands kyst til et område, hvor især de mere velstillede og veluddannede byboere slog sig ned. I dag arbejder mange i København, og talesproget er nu middelklassevarianter af standardsproget, højst med en lokal udtale af et og andet stednavn.
