Møns Klint og Høje Møn

Møns Klint og Høje Møn er et enestående landskab, hvis lige kun findes meget få steder i verden. Det stærkt kuperede terræn består af høje, langstrakte bakkerygge opbygget af kridt, der hyppigt træder frem som hvidt fjeld under den mørke muld i bøgeskovens bund. Langs selve klinten står skrivekridtet frem, visse steder som mere end 100 m høje, lodrette klipper adskilt af dybe sandfyldte slugter, der fra landskabets top falder ned mod kysten.

Normalt opfattes Danmark som et bjergløst land. Men man føler sig hensat til bjergegne, når man færdes langs toppen af Møns Klint. De tidligste opfattelser af Høje Møns dannelse byggede også på, at bjergterrænet var blevet dannet af Jordens indre kræfter på samme måde som bjergkæder. Først ved slutningen af 1800-tallet forstod man, at dannelsesmekanismen skyldtes istidens gletsjere, der skabte bakkeryggene og de opskudte kridtklipper. Møns Klint er med andre ord en glacialtektonisk dannelse.

De hvide klinter på Møns Klint består af skrivekridt ligesom undergrunden under resten af Møn og Vordingborg Kommune. Det danske skrivekridt har været kendt i århundreder og er velbeskrevet i den videnskabelige litteratur. Kridtet blev aflejret på bunden af et stort havområde, som dækkede vores del af verden for 70-66 mio. år siden. Således findes skrive kridtet, som kendes fra Møns Klint, ikke bare under hele Danmark, men det er en del af en vidt udbredt kalkdannelse, der er kendt over store dele af Europa. I skrivekridtet, som generelt består af de mikroskopiske kokkolitter, findes tynde, sorte flintlag. Langs Møns Klint finder man hyppigt fossiler fra Kridttiden, især vættelys (belemnitter) og muslinger (pycnodonter og inoceramer) er almindelige, men armfødder (brachiopoder) og fragmenter af søpindsvin findes også, og er man heldig, kan man finde en hajtand eller en tand fra en havøgle.

I Vordingborg Kommune er skrivekridtet ikke overlejret af danienkalk eller aflejringer fra resten af Tertiær. Derimod overlejres skrivekridtets uregelmæssige overflade af aflejringer fra istiden. Et stort arktisk søområde bredte sig fra Østersøens lavning ud over de nærliggende områder. Da isen i sidste halvdel af sidste istid med stor hastighed og en massiv vægt fra baglandet nåede frem til Møn, blev flagerne af skrivekridt med ler- og sandaflejringer skubbet op i 12 markante formationer. Hver kridtflage står frem med en skarpt eroderet facade ud mod kys ten, mens de løsere ler- og sandlag danner de tæt bevoksede fald imellem kridtflagerne.

Hundevængsfald er et eksempel på et fald mellem to kridtklipper, Jættebrink og Hundevængs Klint. Stejlebjerg og Gråryg er eksempler på stejltstående kridtflager, hvis bakkerygge kan følges flere kilometer mod vest ind i den sydlige del af Klinteskoven på Høje Møn. Sommerspiret er en berømt klint, på hvis top et smukt spir knejsede, indtil det faldt ned i 1988. Nord for Sommerspiret ligger Sandskredsfald, der er en tyk serie smeltevandssand aflejret i en smeltevandsstrøm imellem kridtflagerne. Ved foden af dette fald forekommer den kraftigste kysterosion på ca. 35 cm pr. år. Dronningestolen er den højeste kystklint, ca. 128 m.o.h., og kalkryggen kan følges 5 km ind i Klinteskoven mod vest. Inde i skoven, hvor Dronningestolens kridtflage løber sammen med kridt flagen fra Vitmundsnakke, findes Aborrebjerg. Længere mod nord danner Store Taler og Slotsgavlene de imponerende kridtflager, og når man nærmer sig Lise lund, forsvinder skrivekridtet ned i dybet, idet det her overlejres af en tyk serie ler og sand. Leret har en stor tendens til udskridning, og i 1905 skred 4 ha af Liselund Park ud i havet. Den mest dramatiske skredbegivenhed var dog skreddet ved Dronningestolen i 1994, der medførte, at en person omkom.

Møns Klint har i flere hundrede år været et yndet besøgsmål. Blandt de tidligste var familien de la Calmette fra Marienborg på Møn, der i 1792 byggede lystslottet Liselund nær klinten. Senere kom kunstnere i den nationalromantiske periode for at male naturalistiske landskaber frem for ideallandskaber. Kunstnerne drog ud i landet for at finde nationens sjæl, fx den danske kyst, gravhøje og det ensomme træ på marken. Møns Klint var her det tætteste, man kommer på et dramatisk bjerglandskab i Danmark. C.W. Eckersberg malede allerede i 1809 Udsigt af Møns Klint og Sommerspiret og vendte tilbage til motivet flere gange. Senere fulgte eleverne Christen Købke, Constantin Hansen og Frederik Sødring. Mellem 1841 og 1859 malede P.C. Skovgaard flere gange Møns Klint. Med modernismen skiftede interessen for motivet til at skildre naturens truende tyngde som i Karl Isaksons Fra Møns Klint fra 1904.

I første halvdel af 1900-tallet begyndte en større del af befolkningen at besøge Møns Klint. En overgang var der endda bådforbindelse til en anløbsbro neden for klinten. Et hotel blev bygget nær klintens kant og står i dag som administrationsbygning for GeoCenter Møns Klint. GeoCenteret åbnede i 2007 og står for naturformidlingen i området. Møns Klint er i dag en af Danmarks mest besøgte naturattraktioner. Det er vanskeligt at opgøre antallet af besøgende præcist, men man regner med, at omkring 250.000 danske og udenlandske turister årligt besøger Møns Klint.

Høje Møn bag Møns Klint er et af Danmarks mest artsrige naturområder, og omkring 2.100 ha er fredet. De gamle løvskove og overdrev på kalkbund er unikke og danner grundlag for bestande af en lang række sjældne og sårbare planter, insekter og svampe. Området er kendt for at rumme hele 18 orkidéarter og for at være levested for de eneste danske bestande af flere insektarter.

De varierede naturområder med skove, søer og overdrev udgør et kerneområde for flagermus i Vordingborg Kommune. I 2018 blev der registreret 12 ud Danmarks 17 flagermusarter i området, herunder rødlistede arter som bredøret flagermus, Brandts/skægflagermus og frynseflagermus. Møns Klint var det første sted i Danmark, hvor vandrefalken i 2001 genindvandrede, og siden er der kommet et pænt antal unger på vingerne fra redepladserne på klinten. Antallet af ynglepar varierer mellem et og fire par.

Klinteskoven ejes dels af staten, dels af godset Klintholm. Staten købte 1980-84 dele af skoven af godset Klintholm bl.a. for at sikre offentlig adgang til Møns Klint, som ligger umiddelbart øst for skoven. Klinteskoven, som ligger i et stærkt kuperet terræn, består overvejende af bøg, heriblandt nogle af landets ældste bøge. Det er karakteristisk, at mange bøgetræers løv er lysegrønt hele sommeren, hvilket skyldes jernmangel. Jern kan ikke opløses i den kalkrige, basiske jord under træerne.

Skovbundens flora er meget rig. Her findes store bestande af blå anemone, og også hvid og gul anemone er almindelige. Hulkravet, fladkravet og storblomstret kodriver er almindelige i skoven og skovbrynene og danner i flere tilfælde hybrider med hinanden. Mange steder vokser kalkelskende planter som liljekonval, tandrod og druemunke. Klinteskoven rummer også bestande af meget sjældne orkidéer som fx rød skovlilje, storblomstret hullæbe og rød hullæbe.

Klinteskoven regnes for Danmarks bedste lokalitet for svampe. Der er fundet op mod 500 arter af svampe, heraf er 135 truede. Flere af arterne har deres eneste danske voksested i Klinteskoven. Hovedparten er vedsvampe. Den statsejede del af skoven er udpeget til urørt skov, hvilket tilgodeser en lang række af de rødlistede svampe i området.

Klinteskoven blev fredet i 1983. I skovens nordlige del finder man den ca. 15 m³ store vandreblok Svantestenen, som isen har ført med sig fra de skandinaviske fjelde.

Høje Møn har nogle af Danmarks mest værdifulde overdrev. Især de tre store statsejede overdrev Høvblege, Hundevængs Overdrev og Jyde lejet rummer store naturmæssige værdier. Ud over disse findes der flere mindre overdrev og udstrakte græsklædte områder, hvoraf flere med tiden kan udvikle sig til overdrev med spredte buske. Staten har opkøbt områder lige syd for Høvblege med henblik på at skabe nye overdrevsområder.

Overdrevene kræver pleje i form af græsning eller slåning. Derfor sluttede en kreds af borgere sig sammen i 2006 og dannede Græsningsforeningen Høje Møn. Foreningen har nu hele året gallowaykvæg gående på flere af de statsejede overdrev. Der har også været forsøg med udsætning af geder i perioder. Et stort EU-støttet projekt i årene 2004-08 bevirkede, at man kunne rydde store områder for træer og buske og dermed skabe et bedre grundlag for at kunne vedligeholde Jydelejet og Høvblege.

Høvblege er Danmarks mest artsrige kalkoverdrev. Ud over Danmarks største bestand af stor gøgeurt findes her orkidéer som skovgøgeurt, skovgøgelilje, sumphullæbe og ægbladet fliglæbe. Arter som østrigsk hør og esparsette farver området blåt og lyserødt i juni, men derudover findes der en lang række andre karakteristiske overdrevsarter.

Sommerfuglen sortplettet blåfugl har sin eneste danske bestand i et begrænset område på Høvblege. Denne store blå sommerfugl har en meget kompliceret livscyklus. Den lægger æg på timian og merian, hvor larven klækkes og æder af planten. Her efter lader den sig falde ned på jorden, hvor én bestemt myreart skal finde larven og transportere den ned i sit underjordiske myrebo. Her tilbringer larven vinteren, indtil den året efter i slutningen af juni forvandles til en voksen sommerfugl og forlader boet. Her efter flyver den i 23 uger, parrer sig, lægger æg og dør. Af andre sjældne insekter i området kan nævnes timiankøllesværmer, som også kun findes på Høvblege, natsommerfuglen kridtugle, klintoldenborre og lille overdrevsfaldbille.

Øst for Høvblege ligger Hundevængs Overdrev, der siden 1995 har udviklet sig til et meget artsrigt overdrev, beliggende ud til klintekanten. Der er blevet optalt over 250.000 orkidéer på arealet, primært skovgøgelilje, men også stor gøgeurt, skovgøgeurt og majgøgeurt vokser her. Derudover er sjældne arter som enblomstret fladbælg, liden sneglebælg og dueskabiose indvandret på arealet.

Jydelejet er kendt for Danmarks indtil 2010 eneste bestand af orkidéen horndrager, der i 2021 satte rekord med over 3.000 blomstrende planter.

Læs mere om Kyster i Vordingborg Kommune

Læs videre om

• Avnø
• Nyord Enge

Se alle artikler om Kyster