I 25 år fra 1995 var der to ugeaviser i Greve Kommune: Lokalavisen Sydkysten Syd og Lokalavisen Sydkysten Weekend. Det sluttede i april 2020, hvor udgiveren, Sjællandske Medier i Ringsted, besluttede at lukke weekendudgaven og i stedet opdele ugeavisen midt på ugen i to udgaver, populært kaldet hhv. Syd- og Nord-udgaven med fællestitlen Sydkysten. Syd-udgaven er fra maj 2020 kun blevet omdelt til Greve og Solrød Kommuner, Nord-udgaven omdeles i hele tre kommuner: Brøndby, Ishøj og Vallensbæk. Anledningen til omlægningen var distributionsvanskeligheder og den coronanedlukning, der betød lukkede butikker og færre annoncer.

Begge udgaver af Sydkysten har redaktion og annoncekontor på Greve Strandvej i Greve Strand. Læsertallet for Syd-udgaven er 24.000, for Nordudgaven 16.000 (2020).

Af historiske årsager dækkes kommunen regionalt af DR København og TV 2 Lorry, skønt den siden 2007 administrativt har hørt til Region Sjælland, hvor det er DR Sjælland i Næstved og TV2 Øst i Vordingborg, der dækker.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Greve Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier