Dagbladet Struer tegner den daglige mediedækning af kommunen. Dagbladet indgår i Dagbladet Holstebro/Dagbladet Struer / Folkebladet Lemvig med et samlet læsertal på 22.500 (2018). Det udspringer lokalt af Struer Dagblad fra 1899. Avisen var en aflægger af Holstebro Dagblad (en del af De Bergske Blade) frem til 1983, hvor aviserne blev slået sammen. Indtil 1976 var dagbladet knyttet til partiet Venstre; i dag er det uafhængigt liberalt og ejes af Jysk Fynske Medier.

De konservative var først på dagbladsfronten i Struer med Struer Avis, der udkom 1884‑1963. Struer Social-Demokrat udkom 1909‑71 som aflægger af Holstebro Social-Demokrat. I de sidste leveår var titlen Aktuelt. De radikales avis 1916‑27 var Struer Venstreblad.

Ugeavisen Struer omdeles onsdag-torsdag i postdistrikterne Struer, Hjerm, Thyholm, Hurup og Vestervig. Oplaget er 13.266 (2017/18), og udgiveren er Jysk Fynske Medier.

De regionale medier er TV 2-stationen TV MIDTVEST og DR’s P4 Midt & Vest; begge ligger i Holstebro.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Struer Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier