Musiklivet i Aabenraa Kommune er kendetegnet ved, at amatørmusikken står særlig stærkt. På grund af den centrale sønderjyske beliggenhed huser kommunen og især Aabenraa en lang række amatørorkestre for både børn og voksne, som trækker medlemmer fra hele det syd- og sønderjyske område. Nogle af orkestrene har traditioner langt tilbage i tiden, og især blæsertraditionen står stærkt. Således huser Aabenraa indtil flere bigbands, brassbands og garder samt et amatørsymfoniorkester, Sønderjysk Amatør Symfoniorkester.

I 1990 grundlagdes Aabenraa Kunst- og Musikforening som en venneforening til Brundlund Slot. Foreningen fungerer som arrangør af koncerter, foredrag og udstillinger. Musik & Teaterhuset – Sønderjyllandshallen danner regelmæssigt rammen om afholdelse af større og mindre koncerter med både professionelle og amatørensembler. Organisationen Aabenraa Live, der arbejder for at styrke den rytmiske musik i kommunen, har et ambitiøst koncertprogram.

I Koncert Arenaen på Zeppelinvej i Tinglev afholdes hvert år koncerter i et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester og foreningen »Opera på Grænsen«, grundlagt i 2012. Der findes flere lokale danseskoler samt en folkedanserforening, som holder liv i traditionen.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aabenraa Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans