Musikmiljøet i Skive Kommune består af Skive Musikskole, Skive Opera Academy, Ungdomsskolen Skive, KULT’en, Drivhuset, MusikCollege Skive og Skiveegnens årlige musiklegat. Det er alle institutioner, der på forskellig vis henvender sig til børn og unge. I Skive Musikskole tilbydes undervisning i en lang række instrumenter, ligesom det er muligt at følge Musikalsk Grundkursus.

Af musikpersonligheder i Skive Kommune kan nævnes Otto Lindum, som i over 25 år var leder af Skive Musikskole og ankermand for utallige stævner, orkestre og sammenspilsgrupper inden for den klassiske musik og folkemusik. Desuden Lars Folmer Jensen, som via sit arbejde på Skive Musikskole har været med til at støtte en række store navne inden for den rytmiske musik. Både Dúne, Mads Langer, Superheroes, Popfilter og Søren Balsner fra Carpark North har deres rødder i Limfjordsbyen.

I 1993 opstod Skive Beach Party, der efterhånden udviklede sig til en af landets store festivaler med fokus på førende kunstnere inden for den rytmiske musik. I 2009 ændredes navnet til Skive Festival. Festivalen finder sted i juni på fire scener og strækker sig over fire dage.

Skive Theater tilbyder en stor og varieret koncertrække og lægger også lokaler til Skive Jazzklubs arrangementer. Her kan høres både danske og internationale kunstnere, ligesom jazzklubben også står for frokostjazz i weekenderne. Skive Kammermusikforening arrangerer årligt kammermusikkoncerter med overvejende danske musikere. Rundtom i Skive ligger desuden en del mindre caféer og restauranter, der jævnligt præsenterer lokal musik som akkompagnement til mad og drikke.

Det militære brassband Prinsens Musikkorps, der kan dateres tilbage til 1765, flyttede i 2001 til Skive Kaserne.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Skive Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans