Blues Jam i det regionale spillested STARS i Vordingborg i december 2018, hvor lokale musikere spillede sammen med det faste, professionelle husorkester. Ud over den store koncertsal bruges SmallSTARS i Algade til intimkoncerter, comedy club og foredrag.
.

Vordingborg Kommunes rytmiske spillested er STARS, der har eksisteret siden 1998 som regionalt spillested. Ud over at afholde omkring 100 koncerter om året har spillestedet også samarbejde med aktører som Vordingborg Kommunes Musikskole, Vordingborg Gymnasium & HF og andre udøvende inden for det lokale musikliv. STARS lægger bl.a. scene til en populær månedlig »bluesjam«, hvor lokale musikere spiller sammen med et fast tilknyttet orkester, ligesom spillestedet bakker op om de lokale singer-songwriters med et månedligt arrangement.

Vordingborg Kommunes Musikskole er en kulturinstitution, der foruden kerneopgaven har undervisningstilbud i samarbejde med folkeskolerne og andre kommunale aktører, bl.a. som en vigtig medspiller i et projekt, der retter sig mod borgere med angst, stress og depression.

Prins Jørgens Garde, Vordingborgs bygarde, blev etableret i 1946 og er stadig en synlig og populær del af byens musikliv. Garden er en selvejende institution, men lærerne er ansat ved Vordingborg Kommunes Musikskole.

Musikforeningen Cæcilia, der arbejder for at fremme klassisk musik, arrangerer koncerter vekslende steder i kommunen. Endvidere arrangerer foreningen koncertture, en populær Open Air-operakoncert hvert år i august samt en årlig koncert med Den Jyske Opera.

Den årlige Vordingborg Festuge finder sted i uge 28 og præsenterer en lang række populære danske orkestre, der hver aften samler 15.000‑20.000 publikummer på byens torv. Flere internationale musikere mødes en gang om året til Oremandsgaard Kammermusikfest. Godset huser de tilrejsende musikere, og begivenheden tiltrækker publikum fra hele landet. I Præstø afholdes Midsommer Festival, der er en ung festival, som afholdes i fire baghaver i Adelgade i Præstø. Den tre dage lange festival præsenterer upcoming danske navne.

Den lille vestmønske landsby Hårbølle er blevet bopæl for mange professionelle rytmiske musikere, hvilket har skabt en ganske særligkultur. I Hårbøllehuset afholdes koncerter med store danske jazznavne samt enkelte klassiske arrangementer. Det årlige arrangement Musik over Præstø Fjord har folkemusikken i fokus, hvor unge og voksne spillemænd samles en weekend.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Odsherred Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans