Klaverfabrikken i Hillerød er et af de førende spillesteder i regionen med flere genrefokuserede klubber tilknyttet. Kulturhuset Støberihallen er ligesom Klaverfabrikken kommunalt drevet og har en bredere kulturel profil.

En særlig aktivitet finder sted i Nødebo, hvor Nødebo Kro fra 1700-tallet tilbyder et bredt sortiment af kvalitetsunderholdning, bl.a. jazz, klassisk musik og musik for børn. Stedet har siden 1977 været ejet og drevet af lokale frivillige som et lokalt forsamlingshus med økonomisk støtte fra kommunen.

Hillerød Musikskole er en meget aktiv medspiller i byens musik- og kulturliv samt i samarbejdet med folkeskolerne.

Rapperen, produceren og skuespilleren Jokeren (Jesper Dahl) voksede op i Hillerød.

Folkedanseoptegner Nanna Gandil

Folkedanseoptegneren Nanna Gandil (1892‑1981), som stammede fra Vendsyssel, var fra 1922 til 1962 ansat som gymnastiklærer ved Frederiksborg Statsskole, hvor folkedans indgik som en del af undervisningen. I løbet af denne periode optegnede hun flere nordsjællandske folkedanse.

En dag kom en elev fra skolen med en spillemandsbog med melodien Hanegal, en morsom melodi med en frase, der lød som et hanegal. I den forbindelse fik Gandil kontakt til nogle ældre mennesker, som kunne danse hanegal, en kvadrilledans, der virker som et urværk, hvor alle tænder griber ind i hinanden. De ældre folkedansere fik lært Gandils elever dansen, der nu er blandt de mest yndede nordsjællandske folkedanse. Det lykkedes også Gandil at finde frem til en anden dans, som kun kendes fra Nordsjælland, skotsk kvadrille.

Nanna Gandil var i 1941 med til at stifte Frederiksborg Statsskoles Folkedanserforening, og hun bidrog livet igennem med en omfattende foredragsvirksomhed til interessen for folkedans og folkedragter.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Hillerød Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans