Ringkøbing-Skjern Kommune har et rigt amatørmusikliv. Musikken har centreret sig om kirkerne og de få spillesteder og udendørs scener, der findes i området. Skjern Operaen med operachef Jens Peter Krabbe Nielsen i spidsen viste i en periode stort opsatte forestillinger som Aladdin i 1990, Carmen i 1995 og Camille Saint-Säens’ Samson & Dalila i 2006. Med sin blanding af professionelle solister og amatører viste Skjern Operaen, at det kunne lade sig gøre at komme på det musikalske landkort med en nytænkning af opera.

Der er en rig kortradition i kommunen, og Musikskolen hører til blandt landets største set i forhold til indbyggertal. Hvide Sande Masterclass har siden 2006 været et årligt samlingspunkt for unge internationale klassiske musikere, der mødes med professionelle for at arbejde og give koncerter sammen.

Rock i Ringkøbing, Bork Havn Musikfestival og Ringkøbing Fjord Jazzfestival er musikbegivenheder, som hver for sig samler et stort publikum.

Organisten Willy Egmose var indtil 2014 organist ved Skjern Kirke. Egmose er kendt for sine moderne fortolkninger af salmetraditionen og har været banebrydende, når det gjaldt brugen af rytmisk musik i kirken; en tradition, flere yngre komponister er med til at videreføre.

På den rytmiske front er Gnags med de to brødre Peter A.G. Nielsen og Jens G. Nielsen i spidsen udsprunget af musikmiljøet på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Siden 1973 har bandet udgivet mere end 20 album. Også søsteren Elisabeth Gjerluff Nielsen, der slog igennem med gruppen Voxpop i 1980, har bidraget til dansk musikliv.

Jazzmusikerne Lars Greve, Kresten Osgood og Jens Chr. (»Chappe«) Jensen har haft deres musikalske opvækst i kommunen.

På danseområdet har især folkedans været udbredt. Danseinstruktøren Ragna Tang forestod danseundervisning i en menneskealder og var kendt for sin ildhu og sit strålende humør i både spillemandskredse og folkedansermiljøet. Ti år efter sin død fik hun i 2013 opkaldt en plads efter sig i Kloster.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans