Under og efter 2. Verdenskrig opstod der i mindre byer flere danseforeninger, hvor der udelukkende blev danset gamle danse. I 1980 genoptog man disse aftener, alene med gamle thydanse. I Hestestalden ved Borgercentret i Thisted spiller foreningen Thy-Dans op til dans hver torsdag fra september til april. Omdrejningspunktet er de traditionelle tur-, lang- og pardanse samt spillemandsmusik fra egnen. De ca. 30 medlemmer er i aldersgruppen fra 70 år og op til den ældste på 93 år. Foto fra 2016.

.

Thy er hjemsted for flere lokale scener og musikforeninger. I nord er Kirsten Kjær Museum et forum for kammermusik, og ikke langt derfra afholdes hvert år Thy Lejren Festival. Thy Folkemusik (grundlagt 2005) har hjemme i landsbyen Hørdum, og i fiskerlejet Agger samles metalmiljøet til Heavy Agger i De Sorte Huse. I Ydby finder man Thy Harmonikatræf (stiftet 2014). Medborgerhuset Plantagehuset i Thisted (indviet 1981) har spillet en nøglerolle for musiklivet og benyttes bl.a. af den rytmiske musikforening Rytmus (oprettet 2008), klubben Jazz i Thy (oprettet 2007) og Alive Festival (etableret 2009). Thy Rock er en stor poprockfestival, der siden år 2000 har været afholdt på dyrskuepladsen i Thisted.

Thy Kammermusikfestival (grundlagt 1994) er en international festival og master class for unge musiktalenter. Dirigent og kantor Preben Nørgaard Christensens arbejde med Thisted Kirkes Drenge- & Mandskor (oprettet 1982) har ført til, at Thy Sangskole (stiftet 2012) nu er ét af ti såkaldte sangkraftcentre i Danmark. I Vestervig findes Vestervig Kirkemusikskole, der begyndte sit virke i 1980 under ledelse af organist Jesper Jørgen Jensen. Kirkemusikskolen er en af folkekirkens tre kirkemusikskoler i Danmark.

URT (Ungdomsrådet i Thy), der er et af landets største ungdomsråd, afholder løbende koncerter i deres ungdomshus, URT-huset. KulturRummet (indviet 2017) er et grønt og decentralt kulturprojekt, som består af byparken Christiansgave, der forbinder Thisted Musikskole med Thisted Bibliotek, URT-huset og Plantagehuset. Udpegningen af Spillestedet Thy som regionalt spillested i perioden 2017-20 er et skulderklap til de mange musikforeninger fra hele Thy, der står bag initiativet.

En lang række musikere er inspireret af og har relation til Thy, heriblandt bandet Klondyke med sangen »Klitmøller Cold Hawaii« (2011) og Nephews hyldest til Vesterhavet med sangen »Hjertestarter« (2012). Dj og producer KATO (Thomas Kato Vittrup) er født i Thisted og startede sit første mobildiskotek som 12-årig. Danskpopgrupperne Bjørn & Okay (stiftet 1968) og Kandis (stiftet 1988) er fra Hurup.

Danse- og musiktraditionen i Thy

Danse- og musiktraditionen har haft en særlig betydning i Thy. Her blev der danset »ture«, hvilket er thyboernes navn for turdanse. Det særlige er, at flere turdanse bliver spillet i dansesuiter, dvs. at de kædes sammen i bestemte danseforløb. Hvis der spilles en »Totur«, følger »Tretur«, »Firetur« og »Halvfemtetur«, som varer i alt godt 20 minutter at gennemdanse, og i ældre tid fortsatte man med »Femtur«, »Tolvtur« og »Dronningens Livstykke«, alle i todelt takt. Dansesuiterne danses også i valserytme, i »Stille Totur«-, »Tretur-« og »Firetur i Vals«, ligesom turene i »Svejtridt« ligeledes består af tre danse, og »De små sorte« er kædet sammen af fire danse.

I det sydlige Thy har der i ældre tid været danset »Langdanse«, dvs. rækkedanse. Da langdansene blev beskrevet i 1933, optegnede man ikke mindre end syv rækkedanse i Thy; det største antal, der er optegnet i Danmark. Danseformen har rødder i 1700-tallets engelskdans, og for »Den Ny Maskerade« kan både dansen og melodien føres tilbage til den ældste bevarede dansebog med verbale dansebeskrivelser fra 1753.

I området nord for Thisted har dansetraditionen holdt sig særlig levende. Her har der som i det øvrige Thy været danset turdanse, men dette område har også været kendt for pardanse som »Russisk«, »Bette Mæt’«, »Bette Hamborger«, »Jysk på Næsen« og »Krokonens Vals«. Det er danse med en speciel rytmisk karakter, der er særlige for denne egn.

Der har været mange meget dygtige spillemænd i Thy, fx Viggo Pedersen »Post«, Viggo »Balle« Gade, Jens Peter Thorsted, Karl Skaarup, Marthinus Nielsen, Svend Madsbøll og Jens Skaarup.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Thisted Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans