Historien om Odense Domkirke, Sankt Knuds Kirke, er tæt knyttet til kulten omkring helgenkongen Knud den Hellige, der blev dræbt i 1086 sammen med sin bror Benedikt i Odenses første domkirke, Albani Kirke. Kong Knuds lig blev i 1095 flyttet til byens nærliggende, nye domkirke, som var under opførelse. Næsten 200 år efter indledtes opførelsen af den nuværende domkirke, et hovedværk inden for den danske gotik. Opførelsen skulle komme til at tage omkring 300 år.
Odense Domkirke
Den overdådige fløjaltertavle, som blev skåret af Claus Berg 1515‑23, stod oprindelig i Odense Gråbrødreklosterkirke, der var gravsted for kong Hans og familie. Tavlens hovedmotiv er det himmelske Paradis med skarer af helgener bag den korsfæstede Kristus. Kongefamilien ses knælende i bøn på tavlens fodstykke. Efter klosterkirkens lukning i 1805 kom tavlen til Vor Frue Kirke og herfra i 1886 til domkirken.
Knud den Helliges knogler i det skrin, han blev gravlagt i ved overflytningen i 1095 fra Sankt Albani Kirke til krypten i Odense Domkirke. Helgenkåringen af kong Knud fandt sted ca. 1100-01, og helgenlegenden blev forfattet af munken Ælnoth i 1110-13. Skelettet er undersøgt flere gange, men med noget forskellige resultater. Nogle undersøgelser postulerer således, at kongen kan have været højrehåndet, mens andre hævder, at skelettet er sammensat af skeletdele fra flere personer. Herudover kunne noget tyde på, at Knud blev dræbt af hug med et sværd eller et stumpt våben mod hovedet, samt at han var let angrebet af tuberkulose på dødstidspunktet.
Odense Domkirkes indre set mod vest. Kirkens rige indre står i modsætning til dens mere nøgterne eksteriør. På billedet ses pilleknippernes stave, som dels bærer de rigt profilerede arkadebuer, dels strækker sig op langs højkirkens vægge, hvor de øverst springer ud i gjorder, ribber og skjoldbuer. I hvert fag ses også rige leddelte åbninger ind til gallerierne over sideskibene, og øverst tillader klerestorievinduerne et betydeligt lysindfald.
Udsigt over Odense Midtby set mod vest fra området omkring H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde. Forrest ses Odenses domkirke, Sankt Knuds Kirke, og bag denne Sankt Albani Kirkes spidse tårn. Til venstre for domkirken ligger Odense Rådhus. Skråt bag dette ses højhuset ved Fisketorvet og til venstre, lidt længere væk, TBT Tower.
Knud den Helliges kirke
Den første domkirke fuldendtes omkring 1120 med et tilknyttet benediktinerkloster. Udgravninger har påvist, at det var en treskibet frådstensbasilika af næsten samme bredde og længde som den nuværende kirke og med korte tværarme, som hver havde en apsis mod øst, samt et kor med en krypt.
Omkring år 1100 blev Knud helgenkåret, og hans lig blev overført til det bevarede helgenskrin af egetræ, oprindelig beklædt med forgyldte metalplader. Kisten har haft skrålåg, ligesom det ses på det andet bevarede, kun lidt yngre skrin med liget af Benedikt. Blandt tekstilerne fra Knuds skrin er et syditaliensk silketæppe med ørnemotiver og en gul silkepude med parvis modstillede påfugle, antagelig begge leveret af kongehelgenens enke, Edel, der havde giftet sig igen med hertug Roger af Apulien og sendte gaver til skrinlæggelsen. Pilgrimme strømmede til Sankt Knuds Kirke og krypten med relikvieskrinene, og kirken og klosteret modtog rige gaver, bl.a. to 1200- tals genstande af Limoges-emalje, dels en dueformet beholder til nadverbrød, dels et bogbind, som begge nu befinder sig på Nationalmuseet.
Den gotiske kirke
Sidst i 1200-tallet begyndte biskop Gisico byggeriet af en stor treskibetgotisk kirke af røde teglsten. Indskrifter af glaseret tegl på nord- og sydside af kirkens vestlige del oplyser bygherrens navn og hævder, at bygningen var »tjenlig til brug« i 1301. Byggeriet begyndte mod sædvane i vest. I 1330’erne og 1340’erne fuldførtes vestfronten, der har form som en spidsbuet himmelport, højskibets mure med vinduer og midtskibets fem ribbehvælv, så kirken med det lysfyldte, gotiske skib kunne indvies i 1343. Det romanske østparti med helgengravene stod endnu. Først omkring år 1400 opførtes et rektangulært, gotisk kor, som usædvanligt fik en hvælvet krypt. I 1460’erne og 1470’erne forsvandt endelig tværskibet af frådsten, og resultatet blev i store træk det gotiske langhus, som står i dag, hvortil kom et nu nedrevet Sankt Knuds kapel på nordsiden. Et tårn på nordsiden blev ikke fuldført. Fra den gotiske kirke stammer de nu ombyggede korstole.
Gravkirken og inventaret
Efter Reformationen var domkirken tiltænkt rollen som kongelig gravkirke, idet Christian 3. blev bisat her i 1559. Sønnen Frederik 2. valgte dog i stedet Roskilde Domkirke og lod i 1578 faderens lig overføre hertil. Til gengæld fornyede han 1580‑84 kirken i Odense, som fik sit vesttårn, oprindelig med et renæssancespir, mens koret blev ombygget og gulvet sænket, idet krypten blev sløjfet. De gamle relikvieskrin blev gemt bort. Mindetavler for Frederik 2. og dronning Sophie markerer indsatsen. Fra samme tid er en tavle over Gert Rantzau, der blev dræbt i en duel i Odense i 1580, og fra 1584 stammer et stenepitafium over Christoph von Dohna, der knæler i rustning foran et maleri af de dødes opstandelse. I 1591 fik kirken en stor prædikestol skåret af Jens Asmussen, men den blev i 1753 nedtaget, og dens dele genbrugt i prædikestole til de fynske kirker Gelsted, Harndrup og Rørup.
I 1618 blev domkirken sognekirke, og den fik i 1620 sin malmstøbte, bægerformede døbefont. En stor altertavle med malerier og udskårne frifigurer blev opsat i 1649, men den veg pladsen igen i 1872. Alterskranken af smedejern og en lysekrone blev skænket i 1694 af købmand Johannes Poulsen. Sognets rige borgmestre og rådmænd satte sammen med fynske herremænd deres præg i form af gravsten i gulvet og epitafier på væggene. I 1636 blev der på skibets nordside tilbygget et gravkapel i renæssancestil for Henning Valkendorf til Glorup med et jerngitter af kunstsmed Caspar Fincke. Omkring år 1700 blev der i korets sydside indrettet et gravkapel for Hans Ahlefeldt til Glorup med en skulpturprydet portal og et monument af marmor, alabast og sandsten hugget af Thomas Quellinus. Samme kunstner havde nogle år tidligere lavet et gravmæle i Valkendorfs kapel med portrætmedaljon af Frederik von Vittinghof og Eleonora Maria Sehested.
I 1754 genåbnede kirken efter en ombygning, som fyldte kirkerummet med loger i flere etager og nyt inventar. Prædikestolen fra 1756 af Herman Jansen og orgelfacaden fra samme år af Amdi Worm er bevaret, men ellers blev rokokoindretningen fjernet ved kirkens næste store restaurering ved J.D. Herholdt 1868‑75. Herholdt gengav effektivt kirken sit præg af gotisk katedral, men eftermiddelalderlige ændringer som Valkendorfs kapel og det klassisk enkle spir, som var sat på tårnet i 1785, blev bevaret. Under arbejdet blev den sløjfede krypt fundet og genskabt. Her blev skrin med Knud den Hellige og broderen Benedikt opstillet sammen med en mindesten for kong Hans fra kort efter 1513 og en gravsten over sønnen Frans fra omkring 1511, der var overført fra Odense Gråbrødreklosterkirke i hhv. 1815 og 1806-13. Hertil kom nyhuggede gravsten fra 1875 over kong Hans, dronning Christine og Frans samt Christian 2., og i 1883 blev opsat sten over hans dronning Elisabeth og deres søn Hans.
I 1890 fik korets østvindue et glasmaleri tegnet af Vilhelm Petersen. Arkitektens barnebarn, Ebbe Lehn Petersen, tegnede det kororgel, som blev opsat i 1999 i bueåbningen mellem hovedskib og sideskib ved opgangen til koret. Et glasmaleri af Arne Haugen Sørensen, Vandringsmand, har siden 2002 prydet et rundt vindue i det nordlige sideskib.
