Radiohuset ligger på Rosenørns Allé 22 i Frederiksberg Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.
Radiohuset, Frederiksberg
Beskrivelse
Anlægget er opdelt i en tofløjet hovedbygning, der rummer kontorer, mod den trafikerede Rosenørns Allé, hvortil slutter sig Fjernsynsbygningen, der i dag rummer radiostudier, ud mod Worsaaesvej, den gamle og nye studieblok midt på grunden og koncertstudiet mod Julius Thomsensgade med indgang for publikum derfra. Yderligere består anlægget af den tidligere direktørbolig (nu indrettet til kontorer), en funktionærbolig med portvagt og en værkstedsbygning. Ved at placere de forskellige funktioner ved siden af hinanden fremfor ovenpå hinanden opnåede Lauritzen en mere effektiv lydisolering. Hver del er bygget op som et hus for sig selv, på egne fundamenter uden forbindelse med de øvrige. Plandispositionen genfindes i det foreløbige projekt til et radiohus, som Lauritzen præsenterede i Arkitekten 1934. Dette skete efter at man havde valgt en byggegrund ved den tidligere ladegård, og efter at byggeudvalget bestående af radioens overingeniør Kay Christiansen, ingeniør Birch, dr. techn. Chr. Nøkkentved og Lauritzen selv i sommeren 1934 havde være på studietur til London, Paris, Bruxelles, Genève, Zürich, Prag, Leipzig, Berlin og Königsberg. Ved denne plandisposition adskiller Radiohuset sig fra "Stærekassen", 1929-32, som radioen skulle have delt med Det Kgl. Teater, og eksempelvis BBC-bygningen, 1931, i London af arkitekt G. Val Myer, der er en kompakt bebyggelse i ni etager. Nærmere kommer Haus der Rundfunks, 1931, i Berlin af arkitekt Hans Poelzig. Det omsluttes af en randbebyggelse med kontorer i fire og fem etager, der er formet som en trekant med buede sider. Kontorerne afskærmer et gårdrum med tre studieblokke, anbragt som radialer og adskilt af lysgårde. Det midterste studie kunne anvendes som koncertsal. Også i det mindre radiohus i Königsberg, 1934, og i radiohuset i Hilversum, 1934-36, af arkitekterne Herkelbach og Karsten er de forskellige bygninger lagt ved siden af hinanden. Den overordnede plandisposition i det københavnske radiohus fulgte de nyeste europæiske forbilleder i en selvstændig og konsekvent bearbejdning.
Hovedbygningen er udført i jernbeton med dæk båret af piller. Den består af to, bajonetforskudte, fløje. Den vestlige er i fem etager samt en enetages overbygning, den østlige i 3 etager samt kælder. Som i planen er fløjenes etager forskudt i forhold til hinanden. Hvor fløjene mødes, ligger knudepunktet. Her findes hovedindgang, foyer, trappe med elevator og forbindelsen til studieblokken. Fløjene opdeles af midterkorridore, som giver adgang til de enkelte kontorlokaler, der adskilles af lette, flytbare skillevægge. I det ydre skaber vinduesbåndene en enkel variation i de stramt afgrænsede facader, der dog mildnes ved at være beklædt med blegt gule keramiske fliser. De tætsiddende vinduesfag, hver på 90 cm's bredde, adskilles af poste, der netop har den nødvendige bredde til at optage en skillevæg. Over vinduerne er opsat markiser, der oprindelig var orangegule. Vinduerne blev udskiftet i slutningen af 1980'erne. De nye vinduer har termoruder og bredere rammer end de oprindelige. Indgangen markeres ved et fremskydende halvtag og en skulptur af Mogens Bøggild. Selvom forskudte blokke allerede i 1920'erne blev et yndet motiv blandt den moderne bevægelses arkitekter, synes den "bajonetforskudte" plan at være udviklet af Lauritzen; første gang præsenteret i et projekt til en københavnsk kommuneskole fra 1928 og gentaget i Radiohusprojektet, Arkitekten U, 1934. Plantypen blev senere anvendt eksempelvis i rådhusene i Århus (1937-42) og Søllerød (1940-42) samt af Kay Fisker i bygningen for Mødrehjælpen (1953-54). Også facadens tilpasning til flytbare skillevægge er et typisk Lauritzen motiv, som gentages og raffineres i Shellhuset (1950-51). Flytbare skillevægge i sig selv var ikke nyt. De var almindelige i kontor- og forretningsbygninger fra anden halvdel af 1800-tallet, f.eks. Københavns første "forretningsbygning", Købmagergade 50, opført 1884-85 ved Valdemar Ingemann. I Arkitekten 1945 forklarede Lauritzen Radiohusets form og disposition med den funktion, som de enkelte bygningsdele skulle rumme. Om kontorfløjene hedder det: "Det er en almindelig erfaring, at offentlige administrationer hyppigt lægges om, og at kontorinddelingen ved saadanne omlægninger maa ændres. De første skitseprojekter til Radiohuset blev udarbejdet i post- og telegrafvæsnets bygning ved Tietgensgade, og saa vidt jeg dengang kunde iagttage, var der til stadighed haandværkere, der flyttede skillerum. For at lette en saadan fremtidig inddelingsændring og undgaa skæve og grimme kontorer med forkert og uskøn vinduesplacering er kontorbygningen indrettet med gennemgående vinduesbaand, og vinduesfagene, der hver er paa 90 cm, er adskilt ved poste, tilstrækkelig brede til at kunne optage tværskillerum.
I den lave studieblok mellem hovedbygningen og koncertstudiet ligger studierne på hver sin side af en foyer i midteraksen. Adgangen sker i stueplan, mens forstærkerrummene tidligere lå oven på. Her er nu indrettet bibliotek og studier. Studierne er ombyggede bortset fra studiet til store orkester. De enkelte studier er opbygget som kinesiske æsker inde i bygningen med egne fundamenter, vægge og lofter. I de ydre ses studieblokken ikke som en selvstændig form, da den er omgivet af de øvrige bygninger, men taget virker som en forsænket flade med have- og terrasseanlæg udfor kompleksets fælles kantine. På kantinens ene endevæg har maleren Folmer Bendtsen udført udsmykningen "Fyraften". Funktionelt var jordlaget over studierne tænkt som isolation mod ovenfra kommende støj. Taget over det tidligere forstærkerrum er udformet som en variation over Albert Kahn's modstillede shedlys.
Koncertstudiets plan er som et udsnit af en vifteform. Taget er dobbeltkrumt. Former der næppe var set i Danmark tidligere, bortset fra et skitseprojekt fra 1931 af Lauritzen selv til et zoologisk museum i Universitetsparken. Internationalt kendes det brede cirkeludsnit fra f.eks. Le Corbusiers projekt til Sovjetpaladset og Gropius' projekt til et kæmpeteater i Krakow. I det ydre følger koncertstudiets form det indre rum, hvorved der skabes en kontrast til kontorfløjens stramme retvinklede form. Bygningen er beklædt med fliser som hovedbygningen. Taget er dækket af kobber. Taget var i 1934-projektet tænkt som et ribbehvævl af jernbeton, men ændredes i 1937 til en skalkonstruktion. Det vil sige et kun 12 cm tykt dobbelkrumt hvælv af jernbeton, som bærer salens bølgeformede underloft. Det seks cm tykke underloft er beklædt med bøgelister. Væggene dækkes af møbelplader, fineret med ahorn; fugerne er dækket med massive ahornelister, blegede for at opnå en farvekontrast i forhold til den rødlige finér. Vinduerne i foyeren er udskiftet i slutningen af 1980-erne. I koncertsalen er der samtidig opsat nye akustiske skærme. Skalkonstruktionen, den første større skal over en uregelmæssigt grundplan her i landet, var udformet af professor Nøkkentved. Bølgeformerne, der ikke optræder i 1934-projektet, begrundede Lauritzen med akustiske forhold. En mulig inspirationskilde kan være Aalto biblioteket i Viipuri, som blev gengivet i The Architectural Reveiw 1936. Her ses også de bajonetforskudte fløje og de rørformede ovenlysvinduer. Fjernsynsbygningen: Den fem etager høje fernsynsbygning med TV-antennetårn svarer til hovedbygningen, dog er stueetagen trukket tilbage, så søjlerne står frit i facaden.
Videre læsning
Læs videre om
Se alle artikler om
