Rasmussens Gård, Helsingør

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden i 1425 opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af tolden. I 1577 lod Frederik II Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. En af øresundstoldens kongelige embedsmænd, Christen Rasmussen, købte en ældre ejendom i Stengade, som han moderniserede, Dengang var ejendommen meget større end i dag, idet den strakte sig fra Stengade og helt ned til stranden, hvor Strandgade siden hen blev dannet. Hernede moderniserede han det hus, der senere fik adressen, Strandgade 91. Ifølge murankrene på facaden er forhuset opført 1637 for toldvisitør Christen Rasmussen og hustru, Kirstine Olufsdatter. Denne gård var to etager høj, grundmuret i facaden, i øvrigt i bindingsværk, men en del tyder imidlertid på, at toldvisitør Rasmussen ikke opførte huset fra grunden, men blot forhøjede en af borgmester Jørgen Mahr omkring 1580 opført bygning med en etage. Renæssancemasken over porten kunne således stamme fra Mahrs tid. Rasmussens gård blev øget med endnu en etage i 1780 af Arnt Henrich Dodt, hvor også frontispicen nok er opsat.

Butiksindretningen, hvortil var indgang fra gaden, omtales første gang i 1823, men stammer fra 1809. Hejsekvisten i gården nævnes første gang i 1833. Bindingsværkssidehuset er formentlig opført samtidig med forhuset. I 1782 indrettedes bryggeri i en del af bygningen. Bygningen bestod oprindeligt af mellem 22-26 fag bindingsværk, men omkring 1875 blev de 12-14 fag, der i dag hører til Stengade 78 grundmuret og forhøjet. Derfor er kun de ti fag nærmest forhuset med den berømte svale bevaret helt i bindingsværk. Halvtagsbindingsværkshuset til højre i gården blev opført i 1826 for købmand Ove Elling Galschiøt, men har i dag heltag og er i øvrigt ikke omfattet af fredningen.

Forhuset ligger med facaden ud til Strandgade og har direkte udsyn til Øresund. Det elegante hus med de tætsiddende vinduesrækker indgår i rækken af fine bygårde mod vandet, men er det sidste hus, inden skalaen skifter til de store palæer, som karakteriserer naboerne, Det Classenske Palæ og Stephen Hansens Palæ. Forhuset er seks fag langt og tre etager højt over en høj kælder med port i det vestligste fag og indgang til en butik i det østligste fag. Huset er grundmuret, pudset og kalket i en lys grågul farve og har pudsede, hvidkalkede indfatninger omkring alle vindues- og døråbninger. Over de to midterste fag er en lille frontispice med en cirkulær glug. En profileret gesims under taget løber også langs frontispicens sider. Taget er et heltag med røde tegl og der er to blankmursskorstene i rygningen med sokkel og krave. Vinduerne er hvidmalede, men i øvrigt forskellige på alle etagerne. Døren til butikken er grønmalet, tofløjet med glas i foroven, fylding forneden og et overvindue med krydssposser. Der er en nyere sandstenstrappe på fem stigninger op til butiksdøren. Porten er en grønmalet revleport i et fladbuet åbning med tre prydsten isat; to af disse er bosserede, mens topstenen er udformet som en vrængemaske. Til højre for porten er bevaret en indmuret ringeklokkeanordning. En lille fordakning samt en revleluge dækker for nedgangen til kælderen. Murankrene på husets facade gengiver årstallet for opførelsen, 1637, og over stueetagen, C-R-(S)-K-O-D, som skulle være bygherren, Christen Rasmussen og hans hustru Kirstine Olufs Datters initialer. Et udhængsskilt oplyser med guldbogstaver: "Skibsklarerergaarden BOUTIK". Ejendommen anvendes i dag af Helsingør Museum som museum om sundtoldstiden.

Mod gården står huset pudset og kalket gul. Den øverste etage er i bindingsværk med gule tavl og rødt bindingsværk. Det samme gælder hejsekvisten over portfaget, hvor bindingsværk og hejsebom er malet rød; lugerne for hejsekvisten er dog grønmalede. I faget ved siden af porten er en fladbuet nedgang til kælderen. Portrummet har et pudset loft og vægge med synligt bindingsværk over en høj, sortmalet sokkel samt brolagt gennemkørsel. Der er ingen port ved gårdsiden. Forhuset er kun synligt for tre fags vedkommende på grund af sidehuset. Sidehuset i gården er på ti fag bindingsværk, hvor de første fire fag har en svalegang, mens de sidste seks fag har en udkraget overetage med en overgangsfod, dekoreret med kølbuesnit. Tavlene er gulkalkede, bindingsværket, som er meget fornyet, er rødmalet. Op mod taget er der lukket med en rødmalet sugfjæl. Taget er et heltag med røde tegl, uden skorstene. Der er to store, trerammede taskekviste med grønmalede vinduesrammer. Der er en del ældre, grønmalede døre i sidehuset fra forskellige perioder, mens alle vinduerne er fornyede, dog i traditionel udformning med seks ruder i rammerne. Gelænderet på svalegangen er også fornyet og står grønmalet. I det indre af forhuset står kælderen med mørkbejdset, synligt, tætliggende, kraftigt bjælkelag, som hviler af på synlige remme i murene og er på midten understøttet af en kraftig, forstærket, langsgående drager, der igen er understøttet midtpå af en stolpe på en høj sten. Stolpens nederste halvdel er forneden firkantet, men rundet på den øverste halvdel. Denne stolpe får yderligere hjælp af to nyere, kvadratiske stolper, der også står på lave stene. Gulvet er lagt med mursten på fladen, væggene pudsede, ligesom der er pudset mellem bjælkerne. To stentrapper, en fra gaden og en fra gården, fører ned til kælderen. En nyere glasdør er isat mod gaden i kælderhøjde; i gadeniveau er der lukket med to kælderhalslemme. Stueetagen har bevaret den oprindelige butik og skipperstue mod gaden, samt kontor og chefens kontor mod gården. Butiksinventarer med reoler og skuffer er velbevarede og restaureret af Nationalmuseet, så overfladerne samt farveholdningen er intakt. I skipperstuen er riflede, indfældede vinduesskodder, vægpaneler, indbyggede skabe og stor, trukken loftgesims. Ovnhjørnet samt de gamle, slidte bræddegulve bevaret. I det inderste kontor, chefens kontor, er et indmuret pengeskab.

Førstesalen er indrettet og møbleret som en lejlighed fra 1780, klassicismens tid. Der er to stuer samt et kabinet mod gaden, hvor vinduesvæggene er fuldpanellerede og på de øvrige vægge lave paneler, der har fået genopsat lærreder, malet med de for perioden traditionelle kulører, lys blå, sart rosa og mørk engelsk rød med guldkantede lister. Kaminhjørnet er marmoret og de pudsede lofter har en profileret loftgesims. Gulvene er dog her dækket af sildebensparket. Vinduerne er fornyede, men traditionelt udformede.På andensalen, som er den senest tilkomne og laveste etage, er det affasede og enkelte steder indklædte bjælkelag med en stor tværgående drager synligt, gulvene er fornyede, men ellers står værelsesopdelingen med små rum og mørkgrønmalede vægge klart. De fleste lofter har fyldingsfelter i stedet for bræddeloft. Vinduerne mod gaden synes at være ældre her, nemlig hulpostvinduer, hvilket svarer til etageforhøjelsen omkring 1780. Dørene er fra forskellige perioder eller helt nye fyldingsdøre. Tagværket over forhuset indeholder to tagværker: et ældre, øksehugget, delvis bevaret langstolstagværk af eg, som måske er det oprindelige fra 1637, og et højere og asymmetrisk hanebåndstagværk af fyr fra 1780, da blev lagt nye spær op i forbindelse med indretningen af den øverste, lave etage. Alle tvær- og langsgående dele af langstolstagværket er dog borte. Der er i samtlige spærfag indsat ekstra afstivninger i form af skråstivere mellem spær og nedre hanebånd. På det nye bræddegulv står en gammel håndbetjent hejs med tandhjulsudveksling. Der er i dag oplagt fast undertag og skorstenspiben er isoleret med måtter, der er skruet på. Fra loftrummet er en ny, smal trappepassage over til sidehusets spidsloft, anbragt i en nyopmuret opbygning. Heroppe ved sidehusets øvre hanebånd er der lagt nye gulve, væggene beklædt med gips til kip og der kommer lys fra tømmerkvisten ind mod gården. Sidehusets indre er meget fornyet. Ved indgangen fra gården i trapperummet er gulvet lagt med nye ølandsfliser, alle vægge er nypudsede og vinduerne er fornyede, men i traditionel udformning. I stueetagen er indrettet et møderum i de bageste seks fag, hvor der langs vinduerne er paneler. En langsgående drager med en stolpe midtpå understøtter det tværgående bjælkelag. En dør ud til gården er en nyere trefyldingsdør. Den næste etage er indrettet til kontorer med tekøkken og toilet. Alt er nyere, dog er der enkelte ældre døre med barok eller klassicistisk formsprog. Trappen, som ligger i faget op mod forhuset er dog en oprindelig rokokotrappe, måske fra forhusets forhøjelse i 1780. Trappen har sat sig meget og trinenes grund har fået et nyt slidlag, men den asymmetrisk formede håndliste samt det gennembrudte balusterværk er autentisk. Trappen betjener både forhuset og sidehuset. På førstesalen ses en stump marmoreret kvadring, som engang må have dækket trapperummets vægge.

Som den københavnske Strandgade var også Strandgade i Helsingør en gade med oprindeligt kun én husrække, der vendte ud mod byens havn. Her blev skibene lastet og losset ud for de mange købmandsgårde, og gennem disse samt de mange småstræder foregik den videre varetransport til byens hovedstrøg, Stengade, der altså på en måde fungerede som bagstræde til Strandgaden. Karrernes nuværende matrikelskel afspejler tydeligt de oprindelige, middelalderlige grunde, der som smalle strimler strakte sig fra gade til gade. Den miljømæssige værdi knytter sig for Strandgade 91's vedkommende til dens tilhørsforhold blandt de øvrige huse i denne gade og hvor den indgår med sin velbevarede facade, der fortæller om flere tidsperioder fra renæssancen op til 1800-tallet.

Bygningen har stor kulturhistorisk værdi i kraft af sin placering og sammenhæng med byens historie, ikke bare fordi den engang var fungerende skibsklarerergård, men også i kraft af den betydning, som den har i dag, som museumsvirksomhed. Det er af kulturhistorisk værdi, at Skibsklarerergården rummer et enestående kulturhistorisk miljø, der illustrerer den særegne Øresundstolds unikke historie. Huset viser, hvordan man arbejdede, boede og levede i sundstoldstidens Helsingør. Den for en stor del bevarede indretning med butiksinteriør fra 1823 og skipperstuen, hvor skipperen kunne få mad og drikke, mens klareren sørgede for toldforretningerne. Det samme gælder lejligheden på første salen, som viser, hvordan skibsklarereren og hans familie boede i 1780'erne med fornemme fyldingsfløjdøre og messinggreb, brystningspaneler og vinduespartier, samt væggenes nye lærreder, der viser periodens interiøridealer. Endelig fortæller de små værelser på den lave, øverste etage, skipperherberget, hvor skippere kunne overnatte, om livsbetingelserne dengang. Det har også stor kulturhistorisk værdi, at sidehuset stadig repræsenterer den i 1600-årene almindelige bindingsværksteknik med udkraget, øvre stokværk med kølbuesnit på overgangsfoden. Det samme gælder det delvis bevarede tagværk over forhuset, som kan være fra opførelsen i 1637. En yderligere kulturhistorisk værdi er det, at kælderen, hvor der siden 1580 har været oplagret vin, i dag er hjemsted for Helsingør Vinmuseumsforening, hvilket afspejles i den nuværende indretning.

Bygningens arkitektoniske værdi ligger bygårdens traditionelle bestanddele med forhus med portgennemkørsel, det med forhuset sammenbyggede sidehus med svalegang og det lille hus i den brolagte gård. Sammen viser disse bygninger den fortættede bebyggelse og anvendelse, som var nødvendig tidligere, og som giver en særlig stemning i det smalle gårdrum. Der ligger også stor arkitektonisk værdi i ejendommens traditionelle materialeholdning, konstruktioner og overfladebehandling. I det indre ligger de arkitektoniske værdier i forhusets usædvanligt velbevarede indretning fra 1823 med indbyggede møbler for stueetagens vedkommende, gamle overflader, præget af mange års slid samt den konserverede farveholdning, og for de to øvrige etagers vedkommende for en planløsning og snedkeraptering fra 1780'erne, samt den genskabte, traditionelle bemaling og lærredsopsætning, kaminpladsernes marmorering med videre. Særligt skal fremhæves toløbstrappen i sidehuset, som betjener både forhus og sidehus, fordi den ud over at være en typisk trappe fra 1700-tallet også afspejler sin høje alder ved at have sat sig i usædvanlig grad.I tagrummet er de bevarede dele af langstolskonstruktionen, som kan være 1637, hvor bygherren, Chresten Rasmussen, opfører sit toetages hus, en væsentlig arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Bjergegade 11, Helsingør
• Bøssemagergade 34 A-B og 36 A-B, Hellebæk
• Skrivergården, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen