Ribe Kunstmuseum (Fredede og bevaringsværdige bygninger)

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, som giver byen en både skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små og let krogede, brolagte gader og slipper, der kun brydes af Ribe Å, de brusende mølleløb og Torvet, hvor Ribe Domkirke troner over bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samledes på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å for at handle og arbejde. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring år 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både kongeborgen Riberhus, hvor kun slotsbanken er tilbage, samt adskillige kirker og klostre i Ribe. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage var Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Ribe Å fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Skibene sejlede i stigende omfang rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-årene. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældst daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig Ribe Domkirke samt det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden genrejstes byen, og mange bygninger herfra er stadig bevaret blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet, samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl mod gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene blev der udført en del om- og nybygninger – oftest i en enkel og velproportioneret, klassicistisk stil. De mindre gader og slipper var kendetegnet ved langhuse, boder og småhuse, der var tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

Sankt Nicolajgade 10 blev opført af fabrikant Balthazar Giørtz (1827-1891) med bygningsinspektør for Nørrejylland og Slesvig Lauritz Albert Winstrup (1815-1889) som arkitekt. Balthazar Giørtz var søn af Christian Giørtz, der som tilflytter i Ribe formåede at stable en betydelig virksomhed på benene som sønnen Balthazar overtog i 1859. Kort efter overtagelsen udvidede Balthazar virksomheden ved at bygge et nyt dampvæveri i byens udkant på Tangegade (nu Sct. Nicolaj Gade) for herefter at opføre sin pragtvilla tæt på fabrikken. Dermed gik Balthazar i faderens fodspor og var en af pionerende i den tidlige fase af Danmarks industrialisering. Ved opførelsen var Balthazar Giørtz Ribes rigeste mand, og bygningen fik kaldenavnet Slottet blandt byens borgere. Balthazar Giørtz rigdom og position afspejles tydeligt i hans villas størrelse og udførelse samt i valget af L.A. Winstrup som arkitekt. Ligesom opførelsen vidner om det generelle opsving i Ribe i midten af 1800-tallet samt om en ambitiøs bygherre. L.A. Winstrup var en anerkendt, præmieret arkitekt og tidligere elev af G.F. Hetsch.

Haven blev anlagt i 1850erne i romantisk engelsk havestil med tre lysthuse, broer, vandløb og damme. Grunden blev delt på langs af den stadig eksisterende havemur, der adskilte prydhaven fra køkkenhaven. Af lysthusene er kun det ottekantede lysthus, der blev opført i 1859, bevaret.

I 1860 påbegyndtes opførelsen af forhuset langs grundens nordside med udsigt over haven, åen og med udsigt til spiret på Ribe Domkirke. Bygningen blev opført i rød blank mur anstrøget med rød kalkfarve. I hovedetagen var indrettet seks store værelser, vestibule, korridor og køkkenafdeling, hvorfra der var udgang til køkkenhaven. Den lavere domestikfløj indeholdt et stort landkøkken med glaserede vægfliser og flisegulv, ligesom der var værelser og privat i stueetagen. I tagetagen var der to kvistværelser og i kælderen vaske-, rulle-, og strygestue, pigekamre og forrådskældre samt herskabets badeværelse med marmorgulv og glaserede vægfliser. Badeværelset var forbundet til soveværelserne på kvisten af en egetræstrappe. Der var installeret gas, og alle rum var kostbart monteret, i stuerne var der porcelænskakkelovne og i de sekundære rum kakkelovne af jern. Fra havestuen var der adgang til en stor, monumental støbejernsveranda, der var udført i England. Bygningen blev omdannet til kunstmuseum allerede i 1891 og er dermed et af landets ældste. Ved ombygningen blev støbejernsverandaen nedtaget, vindueslysningerne blev udvidet, og på førstesalen blev beboelsesrummene lavet om til udstillingssale med ovenlys.

Bygningerne blev gennemgribende restaureret omkring år 2010. I denne forbindelse blev der etableret elevator i en tidligere trappeskakt, havedøre og udgang til haven fra kælderen, og der blev åbnet op og etableret en ny trappe mellem stueetagen og kælderen i forbindelse med vestibulen.

Ribe Kunstmuseum er beliggende med facaden i skel til Sankt Nicolajgade på en langstrakt grund, der strækker sig ned til Ribe å. Haven bag forhuset indrammes af en nyere havemur mod syd og af en fredet oprindelig mur mod nord. I haven ligger en havepavillon tæt på vandkanten.

Ribe Kunstmuseum er et grundmuret længehus i en etage over en høj kælder grå sokkel, rødkalket murværk, skiferbeklædt heltag og vælske gavle. De tre nordre fag er lavere end de resterende og benævnes herefter domestikfløjen. I skellet mellem hovedhuset og domestikfløjen er en brandkam udført som gavlene. I rygningerne er tre skorstenspiber, alle med sokkel, krave og dekoreret skaft, og tæt på rygningen er der rækker af nyere ovenlys. Mod haven har hovedhuset en frontgavl og mod gaden to kviste med kobberinddækkede sider, alle udført med muret front med vælsk gavlmotiv. I domestikfløjens tagflade er der flere nyere støbejernstagvinduer, mod gaden en lille kobberinddækket kvist i renæssance stil med femkantet tilspidset tag og mod haven en kvist med muret front, trekantfronton og kobberinddækkede flunker. Murene og gavlene er dekorerede med murbånd, kvaderbånd ved hjørnerne og dørene samt rundbuede stik og en kraftig, omløbende hovedgesims. Dekorationerne er udført i cement anstrøget med en lys gul farve. Gavlene er ligeledes prydet med svungne cementdekorationer og kugler. Fra gaden leder granittrapper til hovedhusets og domestikfløjens originale, tofløjede fyldingsdøre med mønsteropsprossede overvinduer med pilasterdekoreret lodpost og fordakninger af beton. Hovedindgangen har en trekantet fordakning med merkurhoved og domestikfløjens indgang en lige fordakning. Fra havesiden er der adgang til såvel hovedbygning som domestikfløjen fra nyere døre, og i den søndre gavl er en rampe til kælderens nye, tofløjede, rundbuede pladedør af jern. Vinduerne i hovedhuset er rundbuede krydspostvinduer, hvoraf ét er trerammet. I domestikfløjen er der korspostvinduer med tredelte underrammer og i overgavlene og er der mindre korspostvinduer under rundbuede blændinger og stik. I den søndre gavl er der dog kun rundbuede blændinger og stik. I kvistene er torammede vinduer, der er rundbuede mod gaden. Kældervinduerne er to- og trerammede vinduer af forskellig format, hvoraf nogle er kurvehanksbuede. Nogle kældervinduer er blændet og bemalet som vinduer. Vinduesrammerne er malet i en mørk brun farve, sålbænkene er i jern og træ, og de rundbuede stik over hovedetagens vinduer er stafferede i en lys gul svarende til facadens øvrige dekorationer.

Forhuset er i det indre indrettet til museum med offentligt tilgængelige funktioner i hovedhuset og administration i domestikfløjen. I hovedhuset er den oprindelige grundplan bevaret med en langsgående hovedskillevæg i kælder og stueetage samt i vestibule og sale i stueetagen, mens grundplanen i tagetagen i store træk stammer fra ombygningen til museum i 1891. Kælderen er mestendels kendetegnet ved en nyere planløsning. I stueetagen er der adgang via vestibulen til to sale mod gaden og derfra til fire sale mod haven. Endvidere er der gennemgang til en butik/reception og herfra til domestikfløjens kontorer, elevator, depot, wc og interne trappe. I tagetagen er der udstillingsrum med støvlys, samt adgang til kontorer og personalefunktioner i domestikdelen. En ny trappe med trin af ølandssten leder til kælderen, der er indrettet med magasin, teknik, udstillingsrum, café, garderobe og personaletoiletter samt køkken, børnerum, værksted og depoter i domestikfløjen.

I det indre er flere af de originale overflader og interiører er bevaret. De sekundære rum har nyere plankegulve, pudsede vægge og lofter, mens de oprindelige sale og vestibulen er rigt dekorerede. Fra hoveddøren leder en original marmortrappe med forsiret værn i jern til vestibulen, der har et originalt sort og hvidt marmorgulv, brystningspaneler, ådret kassetteloft og en original trappe i egetræ med gelænder af mahogni og stød med udskårne stjerner. I salene ses de originale parketgulve med mønstre i mahogni, nødde- og palisandertræ, pudsede vægge med brystningspaneler, lofter med tøndehvælv samt lofter med rigt detaljerede gipsdekorationer, og i den tidligere spisesal findes desuden en frise med festoner og konsoller. I flere sale har træværk og lofter forgyldninger. I havesalen er lagt et nyt mønsterparket af ege- og asketræ. Kælderen har planke- og ølandsflisegulve samt pudsede vægge og lofter. Salene i tagetagen har ligeledes traditionelle plankegulve, pudsede vægge og lofter, der hvælver op mod støvlysene. De originale et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler er bevaret mange steder. Nogle har øregerichter, andre pilastergerichter og detaljerige, kraftige topstykker. De nyere døre er udført som messingdøre og en enkelt fyldingsdør er i kopi. Vinduerne har ældre stormkroge og anverfere, og der er udført nye forsatsrammer i stål.

Havemuren står i rødt overkalket murværk og afsluttes af to rækker røde vingetegl. Muren aftrappes mod åen og følger dermed grundens fald. Havepavillonen er ottekantet, grundmuret i gule tegl med indlagte røde skifter under et blyinddækket kuppeltag med spir og et knægtbåret udhæng. Udhængets hjørner har akroterion prydelser, og i taget er fire runde kvistvinduer med volutter og spir. En granittrappe med lavt, kraftigt granitværn leder til den originale tofløjede fyldingsdør med diagonalt opsprossede vinduespartier. I de øvrige sider er der originale skydevinduer med sprosser og små, kvadratiske, farvede ruder i hjørnerne. Træværk, vinduer og døren er malet i en lys brun farve. Vinduer og dør sidder under lige stik af gule og røde teglsten, mens sålbænkene er støbte. I havepavillonens indre er gulvet det originale bræddegulv lagt i et mønster centreret om en nedlagt vindrose. Væggene er pudsede og afsluttes af en hvid, ornamenteret gesims, der danner overgang til det ribbehvælvede loft. Loftet er bemalet røde stjerner og dekoreret med fire gipsmedaljoner med motiver af Thorvaldsen. Kvistvinduernes lysninger er bemalet med blomsterranker i mørke røde toner.

Den miljømæssige værdi for Ribe Kunstmuseum knytter sig til beliggenheden i Sankt Nicolajgade, hvor forhuset i kraft af sin størrelse og de vælske gavle fremtræder som et monumentalt indslag i gadebilledet. Forhusets placering på den langstrakte grund med en have beliggende ned til Ribe å er karakteristisk for bebyggelsesstrukturen, og dermed udgør Ribe Kunstmuseum et unikt og samtidigt veltilpasset indslag i udkanten af den gamle bykerne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et velbevaret eksempel på nederlandsk renæssancestil, eller Rosenborgstil – helt efter tidens historicistiske stilidealer. Dette ses i de vælske gavle samt i de rundbuede vinduer og i de imiterede sandstensbånd og -detaljer udført i cement, der skulle sikre den ønskede reliefvirkning i facaden.

I det indre ses periodens stilidealer i de endnu bevarede interiører i stueetagen, hvor lofter, gulve og vægge er rigt udsmykkede men med klare variationer fra rum til rum. Særligt er lofternes variationer fra tøndehvælv, til meget varierende gipsdekorerede og forgyldte lofter et udtryk for, at man i tiden prioriterede det stemningsfulde og gerne kombinerede flere stiludtryk. Hertil kommer, at bygningen har været helt enestående i datidens Ribe i kraft af sin størrelse og i anlægget af haven.

Hovedhusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede interiører samt til den i store træk genkendelige grundplan fra dels opførelsestiden, dels fra 1891 da boligen blev omdannet til museum.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til lysthuset, der er opført i græsk-byzantinsk stil, hvilket ses i den kompakte geometriske form, i brugen af mønstermurværket samt i den gennemgående brug af kostbare materialer i det ydre og indre. Endvidere er lysthuset, ligesom også havemuren, et vidnesbyrd om den velhavende bygherres romantiske haveanlæg med lystpavilloner samt om den funktionelle opdeling af grunden i pryd- og køkkenhave.

Den arkitektoniske værdi ved Ribe Kunstmuseum knytter sig til anlægget med forhuset, haven og pavillonen. Bygningerne kendetegnes af et gedigent og overdådigt indtryk grundet kvaliteten i såvel materialebrug som den håndværksmæssige udførelse.Forhuset fremstår herskabelig og imponerende grundet det gennemgående gavlmotiv og de mange dekorationer på mure og bygningsdele.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de højloftede og prægtigt dekorerede rum i stueetagen, der står i fin kontrast til domestikfløjens mere enkle rum. Endvidere giver de udsmykkede sale i kraft af variationen i såvel gulvenes mønstre som i loftstyper og udsmykning en rig rumlig oplevelse. Den arkitektoniske værdi ved havepavillonen knytter sig til den klart definerede geometriske form samt til den detaljerigdom, der kendetegner såvel det ydre og det indre.

Læs videre om

• Ribe Kunstmuseum, Trap Danmark

Læs også om

• Porsborg, Ribe
• Sønderportsgade 15, Ribe
• Sønderportsgade 3, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen