Høj, 3 x 20 m. Græsklædt og bevokset med gran og fyr i ager. I toppen stort, fladt krater (diam. 6,5 m, dybde 0,6 m). VNV-siden er noget deform, enten p.g.a. jorddynger udkastet fra krateret eller p.g.a. en omfattende gammel gravning. Iøvrigt er højsiderne ganske velbevarede omend lidt ujævne.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.
Jernalderen afløste bronzealderen. Den har fået sit navn fra de mange lokalt producerede jerngenstande fra denne periode. Fra ældre jernalder findes visse steder i landet de meget store tuegravpladser (brandgrave), men også de almindelige rundhøje var meget udbredt i jernalderen, hvilket bl.a. ses i vikingetidens monumentale kongegrave. Blandt andre synlige fortidsminder er forsvarsvolde, enkelte befæstede landsbyer samt bevarede marksystemer. Læs videre her.
