Rysensten, Bøvling Slot (tidl.), Dybe

I middelalderen var størstedelen af Bøvling Sogn et birk under borgen "Castrum Bøfflingæ" (Bøvlingborg), som den kaldes i 1401. Efter Reformationen i 1536 overgik herregården til kronen og blev givet i len til datidens adelsmænd. Da lensmand Jochum Beck overtog Bøvling Slot i 1635, var den i så dårlig stand, at han fik tilladelse af kongen til at bygge nyt. I årene 1636-38 lod han opføre et nyt firefløjet bindingsværksanlæg hængt med røde tegl. Fjendtlig besættelse og stormfloder, der med mellemrum hærgede den flade egn, havde taget hårdt på de tidligere bygninger, som havde været flyttet ned fra den høje vold og nærmere ladegården, der ligger vest for det meget udstrakte og rektangulære voldsted. Belært af erfaringerne blev Bøvling Slot nu flyttet tilbage til sin oprindelige plads. Jochum Becks lensmandsgård havde hovedfløjen, kaldet fruerstuehuset, placeret mod vest. Det var opført i 20 fag bindingsværk på en 4 meter høj kælder af kampesten og tegl, hvori der senere blev indbygget hvælvinger. De to bevarede kurvehanksbuede kælderindgange er oprindelige.

Adgangen til beboelsen var oprindeligt ad en svalegang langs gårdsiden. Ruminddelingen var som den nuværende med sal i sydgavlen og køkken i nord, forbundet ved en korridor langs gården. Mod vest var et udskud (karnap) og gulvet var over brædderne belagt med astrag, som er glaserede hollandske fliser. I de blyindfattede vinduer sad lybsk og fransk glas. Den øvrige borggård udgjorde et sammenbygget, trelænget anlæg med ydermur af kampesten og tegl, og bindingsværksmure mod gården, men havde ingen kælder. Porten for enden af den 66 alen lange vindebro over den dobbelte voldgrav førte gennem sydfløjen med skriverstue og rustkammer.

Bygningernes stod rødkalkede og antagelig med optrukken fuge for at ligne grundmur. Efter Torstensson-krigen i 1644, hvor svenskerne besatte Bøvling Slot, måtte den nye lensmand, Mogens Sehested, som overtog Bøvling i 1646, iværksætte ret vidtgående istandsættelsesarbejder. Fruerstuehuset fik nu trappetårn af bindingsværk mod gården, mens portlængen forhøjedes med et øvre stokværk, hvor lensmanden havde sin bolig. Uden for slotsporten opførtes i 1649 et fangetårn af kampesten, og i ladegården et øksnehus (stald/lade) på 48 fag i vest samt en østre længe på 38 fag. Med enevælden i midten af 1600-tallet blev Bøvling Slots situation ændret. I 1664 blev slot og len med et jordegods, der strakte sig fra Ringkøbing til Limfjorden og regnedes til 2.550 tønder hartkorn, udlagt til den hollandske bygmester Henrik Ruse (udtales Ryse) af Kong Frederik III som betaling for moderniseringen af Københavns befæstning og kastel. Han blev den første private ejer af Bøvling og ændrede dets navn til Rysensteen. Han blev senere optaget i adelsstanden og i 1671 blev Ruse friherre af Rysensteen. Den 1. juli 1672 blev Rysensteen med alt gods, der nu omfattede 3.500 tønder hartkorn, ophøjet til baroni, og den nybagte baron blev Storkorsridder af Dannebrog. Rysensteen var i slægtens eje indtil 1797, hvor Ruses tipoldesøn lensbaron Ove Henrik Juel af Rysensten fik tilladelse til at ophæve det efterhånden pengetrængende baroni. Rysensteen med besiddelser blev solgt til to spekulanter; Ulrik Christian von Schmidten og Peter Severin Fønns, der slagtede mange godser, og Rysensteen blev udstykket med mange ejere til følge.

Endnu på Danske Atlas´ tid i 1769 stod Bøvling Slots fire bindingsværks- og kampestenslænger vist nogenlunde uændrede, men med baroniets ophævelse og salg må også de bygningsindgreb være gennemført, der omskabte anlægget til en trelænget gård, åben i øst, hvor haven blev anlagt, og med vestfløjen fremhævet ved en enkel pilasterportal med segmentfronton over den høje fritrappe op til det midterste fag. I midten af 1800-tallet stod bindingsværkskonstruktionen endnu synlig under hvidtekalken, indtil væggene blev omsat i grundmur.

Den 82 m lange lade af norsk fyrretømmer fra baroniets sidste tid (1778) brændte i 1886, hvorefter de anseelige grundmurede avlsbygninger blev opført.

Rysensteen erhvervedes efter talrige ejerskift i 1917 af Rahbek-slægten. På det tidspunkt var der kun 190 tdl. ager, 40 tdl. eng og10 tdl. skov/have tilbage. I 1931 solgte Christen Rahbek til sin søn Anders Vendelbo Rahbek. I 1940 foretager han en gennemgribende restaurering ved arkitekt Kr. P. Dalsgaard i Lemvig, der gav Rysensteen dens nuværende regulerede præg på bekostning af mange mere maleriske detaljer. Sydfløjen sløjfedes på nær den grundmurede ydervæg, der blev stående som en spærremur. Der blev lagt nyt tegltag på hovedfløjen og den lange, afvalmede tagflade blev brudt af kviste mod gården, idet loftetagen blev indrettet med værelser. Endvidere blev der lavet nye skorstene, vindueshullerne blev udvidet og der blev isat nye vinduer, lidt lavere i muren. I 1965 solgte Anders V. Rahbek til sin søn Erik V. Rahbek, som sidst i 1970´erne omlagde gårdens produktion fra blandet kvæg og svin til udelukkende svineproduktion, og i den forbindelse blev avlsbygningerne helt fornyet.

I 1993 købte familien Schliemann Rysensteen. Først blev avlsgården renoveret så den kunne fremstå som et moderne svineproduktions-anlæg med en produktion på ca. 20.000 slagtesvin. Efter yderligere tilkøb af naboejendomme, er jordtilliggende i dag på 320 ha. samt 60 ha. i forpagtning. I foråret 1994 begyndte restaureringen af hovedbygningen. Oprindeligt var der køkken i kælderen med åbent ildsted. I nordlængen var der bageri og kogeri. Det nuværende køkken i stueetagen var tidligere opdelt med en folkestue i gavlen og køkkenet ved siden af. I 2000 genopførtes sydfløjen med indlemmelse af den ældre sydmur.

Herregården Rysensten ligger på en forhøjning i det flade vestjyske landskab ud mod Vesterhavet. Avlsbygningerne ligger nede ved landevejen ved siden af den lange, stigende opkørsel til herregården, hvis store borgbanke er omgivet af voldgrave. Hovedbygningen, der udgør den vestlige del af det trelængede bygningskompleks, flankeres mod nord af en ældre sidebygning og mod syd af en nyere sidebygning, der er sammenbygget med en ældre spærremur. Mod øst åbner det pigstensbelagte gårdrum sig mod den skrånende have. Hovedbygningen er en grundmuret, hvidkalket bygning med høj sokkel, enkel muret gesims, helvalmet tegltag og tre store skorstene med sokkel og gesims i rygningen. Gårdsiden fremhæves af en enkel pilasterportal med segmentfronton over den høje, opmurede fritrappe, som fører op til den tofløjede fyldingdør i det midterste fag. I tagfladen ses seks heltagskviste. På ydersiden ses at kældermurene delvist er sat i kampesten, og i tagfladen sidder en enkelt heltagskvist samt flere ældre tagvinduer. Alle vinduer i stueetagen er sidehængte ti-rudede vinduer. Kældervinduerne er en blanding af sidehængte vinduer med mellem to og otte ruder. Alt træværk er malet lysegråt.

Sydmuren har sokkel af kampesten, er hvidkalket og udsmykkes af en enkel gesims. Den brydes af flere vindueshuller samt på midten af en portåbning med fremhævet vederlag og slutsten. Over gesimshøjde markeres portåbningen af en muret kronelignende portal.

Indvendigt er hovedbygningen gennemrestaureret og fremtræder i store træk med en ældre ruminddeling med en lang korridorgang mod gårdsiden, de repræsentative rum mod syd og vest og køkkenet mod nord. Der er både plankegulve og klinkegulve. Lofterne er en blanding af pudsede lofter og loftbrædder med synligt bjælkelag, der nogle steder er indpakkede, idet de er meget spinkle og derfor er opstroppet i tagværket. Der er bevaret en mængde ældre bygningsdetaljer og nyere er tilkommet, men de er udført i et traditionelt materialevalg, herunder den nye toløbstrappe til loftsetagen og nye kaminer med stukmonogram over. Loftetagen er indrettet med nyere værelser og bad. Kælderens søndre del står med synligt bjælkelag og loftbrædder, et nyere klinkegulv samt et nyere fritstående ildsted. Den nordre og ældste del har derimod ældre teglgulve samt grat- og tøndehvælv.

Rysenstens miljømæssige værdi knytter sig til bygningens markante placering i det flade, kystnære landskab, hvor den set fra vest troner som en ensom majestæt på en forhøjning i landskabet. Den står som et uindtageligt fæstningsværk omgivet af lave volde og smalle, vandfyldte voldgrave. Set fra øst forsvinder Rysensten nærmest i en pude af vegetation, der mod øst og i læ af bygningsanlægget udgør herregårdens have. Vegetationen er lavest mod vest og højest mod øst, hvilket er skabt af de barske vindforhold fra Vesterhavet.

Herregården ligger isoleret, i forhold til avlsbygningerne, på den højeste del af det store og langstrakte voldanlæg. Hovedbygningen og sidebygningerne ligger i en skærmende hesteskoformation og danner et intimt og helstøbt gårdrum belagt med pigsten. Intimiteten understreges af, at haveanlægget begynder ved kanten af gårdrummet og derfra falder let mod øst ned mod voldgraven.

Den kulturhistoriske værdi ved Rysensten knytter sig til hovedbygningens bevarede ældre bygningselementer, herunder pilasterportalen med segmentfronton fra slutningen af 1700-tallet og kælderens kampestensvægge, der vidner om en herregård, som er blevet udvidet og ombygget igennem flere århundreder. Dette er sydmuren, som er sammenbygget med en nyere sydfløj, tillige et nutidigt vidnesbyrd om.

Indvendigt kommer det til udtryk i kældrenes forskellige karakter, hvor den sydlige del, med delvist nyere overflader, vidner om at være en senere udvidelse af den nordlige del, som udgøres af ældre tønde- og grathvælv, kurvehanksbuede åbninger i de tykke mure og mønsterlagte teglgulve med vandrender. Indvendigt viser hovedbygningens store skævheder, hvor gulvet især i spisestuen hælder kraftigt mod yderfacaden, at bygningen flere gange har været offer for stormfloder. Det benævnte fangehul med den ældre revledør med kighul og håndsmedede beslag og lukkeanordning i kælderens nordlige del understreger, at Rysensten har haft karakter af en fæstning.

Rysenstens arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens fæstningsudtryk med en imponerende facade som rejser sig fra skråningen mod voldgraven. Det understreges af det stigende terræn og den høje kælder samt at ydermurene er uden indgange. Tillige er der værdi i kontrasten imellem ydersiden og gårdsiden, der har en mere menneskelig skala ved sidebygningernes lave facader og hovedbygningens mange indgange, herunder den imponerende fritrappe op til den indrammede hovedddør. Hovedbygning er skabt af enkle elementer; hvidkalkede høje mure, regelmæssig vinduestakt, helvalmet tegltag, hvide skorstene og enkelte dekorative elementer, der sammen med de lignende, men lavere sidebygninger, understreger Rysenstens kraftfulde og massive indtryk. Stueetagens relativt lave etagehøjde er kendetegnende for bygningens hovedetage og giver rummene en intim karakter. Den lave rumhøjde anes allerede udefra ved hoveddørens udsmykkede portal, der skærer sig op i tagfladen.

I det indre har bygningen bevaret en udpræget historisk stemning, der dels skyldes den delvist ældre planløsning med en lang fordelingsgang imod gården, som er et typisk træk fra renæssancen, og dels den gennemgående traditionelle materialeholdning i gulve, vægge og lofter, hvilket de mange bygningsdetaljer udført som nyere kopier, herunder paneler og kaminer med monogram bidrager til. De ældre bygningsdetaljer i form af spisestuens oprindelige kamin med Frederik d. III´s monogram, de ældre gulve, brede døre, gerichter og udskårne fodklodser samt kælderens hvælv, synlige bjælkelag og mønsterlagte teglgulve understreger hovedbygningens periodemæssigt forskellige, men materialemæssigt tilpassede bygningselementer, der sikrer forståelsen og oplevelsen af den arkitektoniske udviklingshistorie som bygningen har gennemgået.

Sydmurens arkitektoniske værdi knytter sig til dens enkle udformning med portåbningens markeringer og kronelignende portal.

Læs videre om

• Rysensten, Trap Danmark

Læs også om

• Flyvholm Redningsstation
• Sønder Vinkel, Harboøre
• Vesterhus, Lemvig

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen