Søndergade 1, Grenaa

Søndergade 1, Grenaa
.
Søndergade 1, Grenaa
.

Søndergade 1, Grenaa ligger på Søndergade 1 i Norddjurs Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Søndergade 1 blev formentlig opført i begyndelsen af 1700-tallet af skipper og storkøbmand ved navn Jens Sørensen Fæveile, men har siden ændret sig løbende i takt med skiftende ejere gennem tiden. Forhuset som ses i dag er formentlig opført i perioden 1730-38. Ifølge brandtakststationen i 1761 bestod gården af seks længer; et toetagers forhus til Søndergade beskrevet som nybygget i 13 fag egetømmer med murede tavl. Forhuset var indrettet til stuer og krambod i stueetagen og med fire kamre og kornloft i tagetagen. Desuden en fløj mod syd ud til Kannikegade i to etager og 11 fags længde, indrettet til værelser, køkken og bryggers. Herudover var der en lade, stald og et pakhus mod nord med plads til fårehold. Alle bygninger var i bindingsværk. De ældste dele af den nordre sidebygning stammer formentlig fra Fæveiles oprindelige gård. I denne nordre sidebygning har der været vaskehus, hvor der i dag er personalerum og stald i den øvrige del. Og før dette også karlekammer og pakkammer. Den vestligste del af bygningen, der tidligere indeholdt krambod, blev nedrevet i 1881 og erstattet med et grundmuret, toetagers hus, der kom til at rumme gårdens købmandsbutik.

I en brandtakststation fra 1801 er forhuset 15 fag langt mod Søndergade med en to fag bred portgennemkørsel omtrent midt i bygningen, hvilket viser sig i to bevarede, kraftige bjælker på hver side af bygningen, der formentlig har været portens overliggere. Fløjen var på dette tidspunkt indrettet til beboelse med syv kakkelovne. I fløjen mod Kannikegade var der også beboelse med køkken, bryggers og to kakkelovne, og på førsteetagerne var kamre og kornloft. Under begge fløje var en jordkælder og i gården fem sidehuse, til stald, pakkammer, karlekammer og hønsehus.

I perioden 1851-62 undergik gården flere forandringer under købmand Johan Nicolai Windings ejerskab. Forhusets indre blev istandsat og portgennemkørslen fjernet. I lejligheden i Søndergadefløjen kom i alt 14 kakkelovne foruden komfur, de øverste etager blev dog stadig brugt til fire værelser og kornmagasin. I Kannikegadefløjen var der værelser med seks kakkelovne, kamre, køkken og bryggers med gruekedler. Den oprindelige længe mod nord i gården blev afkortet og erstattet af en grundmuret længe til hestestald, kamre og saltkammer i stedet. En bygning på den nuværende mellembygnings plads mellem forhus og det østre pakhus blev opført til vognremise og kornmagasin, den blev siden stærkt forkortet til den nuværende udstrækning. Butik, pakkammer, pakhus og kontorlokale var i pakhuset mod nord. I 1867 rummede gården to købmandsfamilier med hver deres hushold i forhusets to fløje.

Et østre pakhus i gården var i den nederste etage indrettet til brændevinsbrænderi. I midten af 1800-tallet blev den erstattet med det nuværende østre pakhus, der i 1869 blev bygningen forlænget helt ud til Kannikegade og smedjen blev opført – oprindeligt til maskinværksted.Endvidere fandtes en 12 fag lang bindingsværksbygning i to stokværk i den østre gård, men den er siden fjernet.

I 1869 blev det nordre pakhus forlænget til sin nuværende udstrækning og indeholdt havestue, smørpakhus, vognport og på førsteetagen var kornmagasin. Gartnernes Salgsforening havde lokaler og auktionshal i det nordre pakhus fra 1948-70 og foretog i denne periode flere bygningsændringer, herunder fjernelse af en del af etagedækket for at kunne etablere auktionshal med tribuneopbygning.

I begyndelsen af 1900-tallet blev lejligheden ud mod Kannikegade udlejet til distriktslægen Giersing som havde bolig og praksis i lokalerne. Ejendommen har næsten udelukkende fungeret som købmandsgård frem til 1970, dog har den også fungeret som embedsmandsbolig for generalkrigskommissær Christian de Fischer i slutningen af 1700-talletI 1980 ombyggedes store dele af gården til museum. Forhuset blev istandsat, isoleret indvendigt, flere tavl blev muret om og bindingsværket fornyet flere steder.

Mellemgangen mellem det østre og nordre pakhus er en rekonstruktion fra 1975 af den oprindelige mellemgang fra 1860erne.

Beskrivelse

Bygningerne ligger på en stor hjørnegrund, umiddelbart syd for Torvet, i mødet mellem Søndergade og Kannikegade i Grenaa gamle bykerne. Forhuset er en vinkelbygning med facaderne i skel til gaderne. Nord for denne er indkørsel til den første pigstensbelagte gård, der mod nord afgrænses af en sidebygning, og mod øst endnu et pakhus, der opdeler grunden i to gårdmiljøer. Den sydlige del af forhuset er bygget sammen med en mellembygning, der forbinder bygningen til det østre pakhus, der igen er bygget sammen med smedjen, der ligger i forlængelse af forhuset og mellembygningen ud mod Kannikegade, og således ligger med gårdsiden ud til det andet gårdrum. Det andet gårdrum afgrænses af et pakhus mod nord, der ligger i forlængelse af det nordre sidehus, mens der er åbent for indkørsel mod øst, hvor grunden afgrænses af en mur. Det østre pakhus imellem de to gårde er forbundet til det nordre ad en mellemgang af bindingsværk i første sals højde. Mellemgangen og mellembygningen mellem forhus og smedje er ikke fredet. Bygningerne er indrettet til egnsarkiv og museumsfaciliteter til Museum Østjylland.

Forhuset er i to stokværk, righoldigt bindingsværk med fodtømmer over en høj, sorttjæret sokkel af syldsten og puds. Det øvre stokværk er let udkraget på dobbelt bjælkelag med profilerede bjælkeender og profilerede fyldholter, der er af træ mod Søndergade og af puds mod Kannikegade. Overgavlene er grundmurede. Taget er et ubrudt heltag af røde vingetegl uden tagrender. I rygningen ses i alt seks skorstenspiber med sokkel og krave. Bindingsværket er grønt opstolpet mod gaderne og rødt opstolpet mod gården. Tavlene er pudsede og kalkede okkergule. Taget har et kraftigt udhæng mod gården, der skærmer en svalegang af træ i første sals højde. Svalegangen har fornyet gangbro og rækværk. Der er indgang til forhuset fra gården ad døre i stueetagen og fra svalegangen. I fløjen mod Søndergade er to, tofløjede fyldingsdøre i stueetagen, mens der i fløjen mod Kannikegade er en revlehalvdør med sideparti, og ud til svalegangen er der i alt tre revledøre. Endvidere leder en skråtstillet luge i terræn og herunder en ældre stentrappe til en kælder under Søndergadefløjen. Dørene er ældre og rødmalede ligesom kælderlugen. Vinduerne er af varierende alder og type, men har alle røde karme og hvide rammer. Der er overvejende en- og torammede vinduer med seks eller otte ruder i hver ramme. Enkelte vinduer mod Søndergade er hængslet på lodposten. I stueetagen mod Kannikegade er der dog korspostvinduer med todelte underrammer.

Forhuset har en mestendels bevaret ældre grundplan, der i dag er indrettet til kontorer, depoter, udstillingsrum, toiletter samt et nyere køkken mod gården. Begge fløje opdeles af langsgående skillevægge og i hjørnet er en stor stue. Ud til begge gader i stueetagen ligger rummene en suite med undtagelse af det sidste rum mod gavlen langs Kannikegade, hvor der indrettet toiletter. Mod gården er i alt tre forstuer, en i hver ende og en i mødet mellem fløjene, og herimellem ligger rum af varierende størrelse, der dog generelt er mindre end rummene mod gaden. I søndergadefløjens nordre del har rummene mod gården karakter af at være mindre men varierende i størrelse. Der er adgang til første etage ad en ældre trappe af træ placeret ind mod gården i mødet mellem de to bygninger samt fra den ikke fredede mellembygning. Første etagen i Søndergadefløjen er indrettet med værelser i mod gaden og fordelingsgang mod gården. I fløjens midte er et stort rum indrettet som skolestue og i den nordre ende er rummene mindre end mod syd. Her fører en ældre bræddeinddækket loftstrappe til tagrummet, der har synlige konstruktioner og skorstenspiber, nyere bræddegulv og fast undertag af brædder. I gavlene sidder nyere revleluger. Kannikegadefløjens første etage udgøres mestendels af et stort udstillingsrum med synlige konstruktioner. Gulvene er mestendels ældre bræddegulve, væggene er pudsede og lofter har synligt bjælkelag og brædder eller pudsede flader imellem. Endvidere ses nye klinke- og stenflisegulve, linoleum og korkfliser.

Kælderen under Søndergadefløjen er kampestenssat og opdelt i flere depotrum med gulve af pigsten, bræddevægge og med synligt bjælkelag og brædder. Der er ældre døre, nogle med kasselås, kransen til en brønd ligesom murstensfundamentet fra skorstene i mødet mellem de to fløje er synligt. Adgangen til kælderen sker ad en ældre kældertrappe af træ, der ligger i forbindelse med den centrale forstue. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer i forhuset, herunder plankegulv, en- og tofløjede fyldingsdøre, hvoraf nogle er originale, revledøre hængsler, gerichter og greb, i hjørnestuen er to pilastre af træ, mod Søndergade er der brystningspaneler, brændeovne, indbyggede skabe og mange vinduesanverfere og stormkroge. På første etagen mod Søndergade er bevaret en porthammer fra en tidligere portgennemkørsel. I Kannikegadefløjen er bevaret vinduer i en intern skillevæg til et tidligere fadebur ud mod gården.

Smedjen, pakhusene og sidebygningen er alle grundmurede, pudsede og kalket okkergule, har pudsede, sorttjærede sokler og ubrudte tage af røde vingetegl, mestendels uden tagrender.

Sidebygningen mod nord er en etage høj der mod nord og i gavlene er bygget sammen med de tilstødende bygninger. De fire vestre fag er udmatrikuleret og indgår som del af en privat bolig og her ses tre nyere tagvinduer i tagfladen. På søndre langside ud til gårdrummet er soklen pudset og sorttjæret og muren afsluttes af en hvidkalket, pudset og profileret hovedgesims. Der er tre rødmalede revledøre og en revleport. To af dørene har granittrin foran og den østre sidder i en fladbuet åbning. Vinduerne dels, små nye kvadratiske vinduer, dels torammede, seksrudede vinduer. Endvidere er der revleluger. Døre, luger og vinduer er malet røde og er dels ældre, dels nyere men traditionelt udførte. I det indre er sidebygningen indrettet til et værksted, et depot og et personalerum med toilet. I værkstedet og depotrummet er gulvets brolægning dækket af beton, der er synlige konstruktioner og bjælkelag med nye brædder. Væggene er pudsede og kalkede, og i flere interne skillevægge er der overkalket bindingsværk. I personalerum og toilet er der nye flisegulve, pudsede vægge og lofter samt pladedøre. Fra personaleafdelingen fører en ny trappe af træ til tagetagen der er delvist inddraget til arkiv med nyere overflader, mens det resterende tagrum har synlige konstruktioner, bræddegulv og undertag af nye banevarer. Tagkonstruktionen er delvist fornyet.

Pakhuset mod øst, der opdeler grunden i to gårdrum, er opført i to stokværk med den søndre gavl i flugt med smedjen og mellembygningen ud til Kannikegade. Over den nordre gavl har taget halvvalm og i gavlen er tre læsseluger placeret over hinanden, den midterste med rester af en hejsebom. Under tagskæggene er en hvidkalket, pudset og profileret hovedgesims, soklen er pudset og sorttjæret, og i langsiderne ses overkalkede runde stik med blændet midte. I den søndre gavl mod gaden er en lignende læsseluge øverst samt i alt fem kvadratiske åbninger lukket af revleskodder. I gavlens stueetage er fire rundbuede støbejernsvinduer og en nyere revledør i et kurvehanksbuet stik. I den vestre langside er åbninger lukket af revleskodder som i den søndre gavl, mens der i den vestre langside er dels skodder som i de øvrige sider, dels ældre korspostvinduer med torudede underammer, dels torammede, todelte vinduer. Der er indgang fra vestsiden ad en ældre tofløjet fyldingsdør med pyramidebosser og overvindue i en hvidkalket, pudset portal. Førsteetagens vindue over døren er indfattet af en hvidkalket, pudset indramning og har en konsolbåren sålbænk. Vestsidens synlige hjørne er dekoreret med en hvidkalket lisén og i gårdens belægning op ad vestsiden er nedlagt granitsten med fordybninger til vandopsamling og afløb. Vinduer, døre, skodder og luger er dels ældre, dels nye men traditionelt udførte med samme farveholdning som på forhuset.

Det østre pakhus benyttes som udstillingsrum og butik med en nyere hovedtrappe op ad den nordre gavl. Mod nord er et enkelt kælderrum med støbt gulv, vægge af kampesten og murværk samt pudset loft. Stueetagen er opdelt i tre, internt forbundne sektioner og i første etagen er et stort rum med to nye trappekerner. Tagetagen er indrettet til en sal med synlige hanebånd og skunkstolper. Gulvet i stueetagen er støbt mens de øvrige er nyere bræddegulve, væggene er pudsede og etagernes bærende konstruktioner er synlige. Smedjen er opført i én etage med en sorttjæret sokkel. I den frie østre gavl er en nyere, rødmalet revledør og i overgavlen en åbning dækket af rødmalede skodder. Vinduerne i begge langsider er ældre, rundbuede støbejernsvinduer som på det østre pakhus. Der er tagrende mod gården.

I det indre er et udstillingsrum med støbt gulv, synlige konstruktioner og bjælkelag med brædder som i det østre pakhus. Tagetagen er indrettet til arkiv med bræddegulv, pudsede skråvægge samt synlige hanebånd med fast loft over. Det nordre pakhus er i to stokværk, med hvidkalket hovedgesims og har indgang fra den søndre langside ad to nyere glasdøre og herimellem ad en tofløjet revleport. I førsteetagen er adgang ad en tofløjet revledør og en nyere brandtrappe. I den nordre langside er en revledør. I begge langsider og i gavlen er nye vinduer med traditionelt udførte revleskodder foran, der har tilhørende skoddestabler. Alle åbninger er fladbuede, i murene er nyere murankre og alle skodder og revledøre er nye og rødmalet. Pakhuset er i det indre indrettet til arkiv, kontorer og mødelokaler. Og mod nordre sidebygning og i forbindelse med mellemgangen over til det østre pakhus er et hovedtrapperum med en nyere trappe, klinkegulve og toiletter i tilknytning hertil. Stueetagen opdeles af en klinkebelagt forstue med toiletter i et stort depot med støbt gulv og et mødelokale. Førsteetagen er opdelt af lette skillevægge i glas, har nyere bræddegulve, synlige konstruktioner og bjælkelag med pudsede flader imellem. Dørene er pladedøre og konstruktionerne er mange steder fornyet. Tagetagen er indrettet til arkiv, med bræddegulv, synlige konstruktioner og fast undertag af brædder.

Miljømæssig værdi

Købmandsgårdens miljømæssige værdi knytter sig til anlægget som helhed, hvor placeringen af bygningerne omkring de to gårdrum med forhus og smedje/maskinhus mod gaderne og pakhuse og den tidligere stald i gården er med til at opretholde Grenaas ældre bebyggelsesmønster. Forhuset og de dermed sammenbyggede bygninger langs Kannikegade er med til at definere gadestrukturen og udgør en væsentlig del af Grenaas historiske gadebillede i kraft af deres proportionering og traditionelle arkitektur og materialeholdning. Særligt udgør forhuset en umistelig del af Søndergades forløb op mod Torvet og kirken.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Søndergade 1 som en yderst velbevaret repræsentant for en stor 1700-tals købmandsgård med hele to gårdrum. Bygningernes interne hierarki er bevaret og klart aflæseligt. Forhuset fremtræder stadigvæk som den fornemme, repræsentative beboelsesejendom, mens pakhuse, smedjen og sidebygningen klart signalerer funktionsbygninger i kraft af deres sparsomme dekorationer, revledøre, skodder og læsseluger. Dog træder det østre pakhus frem med sine få hvidkalkede dekorationer og ældre vinduesrammer, der giver bygningen en finere fremtræden. Også de stort set udbrudte tagflader på alle bygninger er af stor kulturhistorisk værdi, da de vidner om den oprindelige brug af tagrummene til opbevaring.

At forhuset oprindeligt var beboelseshuset kan tydeligt aflæses i de mange skorstenspiber og vinduespartierne, hvoraf stueetagens er større samt i de tofløjede fyldingsdøre. At der tilmed er tale om forhuset til en mægtig købmandsgård ses i bygningens størrelse og de profilerede fyldholter. Svalegangen mod gården og det righoldige bindingsværk er også af stor kulturhistorisk værdi, da konstruktionen med svalegang, det udkragede øvre stokværk og de gennemstukne bjælkeender er typisk for 1700-tallets bindingsværk, mens den rige brug af fyldtømmer med fodrem og to dokker under hver løsholt er egnskarakteristisk for det skovrige Djursland. Oprindelsen som forhus tilknyttet en købmandsgård ses også i styrterumskonstruktioner, der gav god plads i tagetagen til opbevaring af korn og andre varer og i de stueetagens dobbelte bjælkelag, der har kunnet bære stor vægt. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner bygningens alder, brug og udvikling, herunder lugen til den tidligere brændselskælder, fyldingsdørene der førte til den finere beboelsesdel og revledørene der førte til køkkenfløjen og førsteetagens sekundære rum samt vinduerne med alle detaljer, hvoraf vinduerne hængslet på lodposten formodes at være de ældste, dog er nogle rammer fornyet.

I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre dele af planløsningen, til stueetagens tre forstuer, til de langsgående skillevægge, hovedtrappen, kældertrappen samt værelser og stuer en suite mod gaderne. Endvidere til førsteetagens værelser mod Søndergade og fordelingsgangen mod gården, til opbevaringsrummet mod Kannikegade, til loftstrappen og den uudnyttede tagetage. Særligt har også den kampestenssatte kælder kulturhistorisk værdi med pigstensbelægning og opdeling af bræddevægge, rester af bulværkskonstruktion og synlige konstruktioner. På flere stolper er påskrifter – formentlig tidligere leveringsdatoer. Hertil kommer alle de bevarede bygningsdele og -detaljer, der som i det ydre vidner om bygningens alder og udvikling samt stilidealerne igennem tiderne ligesom interiørerne og rummenes størrelser vidner om deres oprindelige funktioner og det interne rumhierarki. For pakhusene, sidebygningen og smedjen knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til de klart definerede bygningskroppe i grundmur med næsten ubrudte tagflader. Endvidere også til alle skodder, revleluger, -porte og -døre, der understøtter fortællingen om bygningernes oprindelige brug og alder. Den nordre sidebygnings lavere bygningskrop med mere uregelmæssigt placerede åbninger vidner om den tidligere brug til stald og udhus modsat pakhusenes regelmæssigt placerede åbninger samt læsseluger i gavlene. Smedjen skiller sig ud ved støbejernsvinduerne samt ved beliggenheden ud til den bagerste gård og Kannikegade.

I bygningernes indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningernes alder. Endvidere kommer de overvejende enkle planløsninger med åbne rum og synlige kraftige konstruktioner, der har skullet opbevare og bære store mængder gods. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved den traditionelle materialeholdning i slidstærke, enkle materialer der understøtter fortællingen om de funktionsbetingede bygninger.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det samlede bygningsanlæg, som udgør et helstøbt hele med en klar hierarkisk opdeling.Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig til den vinkelformede bygningskrop med svalegange samt til det udbrudte, teglhængte tag der udgør en rolig afslutning og samler fløjene til et hele trods de varierende vinduestyper. Også det taktfaste bindingsværk og den ødsle brug af fyldtømmer udgør en særlig arkitektonisk værdi, da det rytmisk inddeler de lange sider og giver bygningen en fornem fremtræden, der yderligere forstærkes af de mange vinduer og de profilerede fyldholter. Den høje sokkel forankrer bygningen og de stigende vindueshøjder resulterer i en fint proportioneret og karakterfuld bygning.

Den arkitektoniske værdi for pakhuse, sidebygning og smedje knytter sig til den traditionelle byggeskik i overpudset og kalket murværk med gesimser, sorttjærede sokler, den ensartede farveholdning samt de klart definerede bygningskroppe under røde, ubrudte tegltage, der giver et afdæmpet, gedigent udtryk der understøttes af den konsekvente brug af revledøre, revleluger, revleporte og skodder.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links