Løvenholm, Gjesing

Anlæggets historie rækker tilbage til det 15. århundrede, hvor Løvenholm var et middelalderligt klostergods, der bar navnet Gjessingholm. Bygningen var i Johannitternes eje og blev sidenhen solgt til Benediktinermunke. Efter reformationen blev bygningen beslaglagt af Kongen og solgt til rigsmarsk Erik Eriksen Banner. Gjessingholm blev i 1674 ophøjet til Grevskabet Løvenholm af statholder Ditlev Rantzau.

Løvenholm er opført på et rektangulært voldsted som et vinkelformet renæssanceanlæg, med en østfløj opført i 1576, mens sydfløjen er opført i 1642 af Christian Rantzau til anvendelse som økonomi-fløj med bryggers, folkerum samt kornlager til betjening af østfløjens herskabshjem. Dette erkendes i spor fra en cirkulær bageovn, bryggersildsted og stensatte render og i pigstensbelægningen. Anlægget har ifølge bygningsarkæologiske undersøgelser været tænkt som et firefløjet anlæg, hvilket fremgår af fortandinger i murværk.

Nordgavlen havde oprindeligt stejlt tag og kamtakkede gavle, hvoraf resterne af blændingsfrisen med muret blændingsfals er bevaret. Anlægget gennemgik i 1760érne og 1790erne og senere i 1929 væsentlige ombygninger, som har givet hovedbygningen og haven deres nuværende karakter.

Bygningen blev i 1756 overtaget af kancelliråd, Hans Fønns og siden af søn Peter Fønns, som foretog væsentlig ombygninger i 1760erne og 1790erne. Herskabernes beboelse blev flyttet fra stueetagen til første sal og kom til at udgøre beletagen efter inspiration fra datidens mode, som herskede i de københavnske palæer. Sydfløjen blev ombygget fra økonomifløj med bryggers med kornloft til repræsentative rum. I den forbindelse blev kaffestuen, den grønne sal og hovedtrappen samt fem små værelser indrettet. De nye interiører var desuden under indflydelse af datidens klassicistiske stilart, inspireret af C.F. Harsdorff. Den oprindelige hovedindgang i østfløjen blev nedlagt og erstattet af en indgang sydfløjen, markeret af en rundbuet segmentfronton med en lisén-indfattet indgang. Taghældning blev sænket og nye rundpostvinduer med overfalsede rammer samt den murede voldgravsbro blev tilføjet.

I slutningen af 1800-tallet var Løvenholm i stærkt forfald og blev overtaget i 1901 af N.P. Bornholdt, der lod Ferdinand Meldahl restaurere hovedbygningen.

I 1929 blev Løvenholm købt af Valdemar Uttental, en velhavende tekstilgrosser, som lavede gennemgribende ombygninger under ledelse af arkitekten C. Claudius Hansen. Den blå sal blev indrettet ved en sammenlægning af værelser i sydfløjens første sal vest for hovedtrappen. Loftet blev forhøjet, og en del af tagetagen blev inddraget i dannelsen af et markant hvælvet loft med en ny loftstukkatur. Løvenholm Fonden blev etableret i 1947 med henblik på at etablere en kostskole. Skolen blev ikke realiseret, og efter Uttenthals død i 1951 overtog Løveholm Fonden det samlede gods, hvor hovedbygningen i 1962 blev indrettet til lejrskole for Grenaa Gymnasium med værelser og badefaciliteter i begge hovedbygningens fløje ligesom det oprindelige køkken blev ombygget til spisesal.

I 1957 blev den store centrale lade fra 1836, som var en del af anlæggets ankomst nedrevet. Siden 1979 har Løvenholm, med sine tilhørende landbrugsejendomme og jorde, været benyttet til uddannelse og forskning inden for jord- og skovbrug og udgør i dag et økologisk landbrug.

I dag udgør hele godset: Marker, skov, hovedbygningen, voldstedet, avlslænger, forvalter- og tjenesteboliger, Uttentals mausoleum samt en række tjenestebygninger til anlægget.

Bygningen blev istandsat senest i 2011 og i den forbindelse blev kælderens pigstensbelægning fremdraget, ligesom der blev fundet 1700-tals-vægdekorationer med pompeianske motiver i godskontorets rum. Bemalingerne er nu dækket af en vandopløselig spartel således at dekorationerne senere kan fremdrages.

Løvenholm ligger i en stor park omgivet af skove og agerjord på det nordlige Djursland vest for landsbyen Auning. Hovedbygningen udgør et tofløjet, vinkelbygget anlæg, der ligger på et voldsted omgivet af vandfyldte grave. Foruden hovedbygningen udgør Løvenholm et avlsanlæg, en forpagterbolig, en smedje, en gartnerbolig, et mausoleum og en række øvrige arbejderboliger, som ikke er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen ligger for enden af en pigstensbelagt allé af stynede lindetræer. En muret, pudset og hvidkalket bro giver adgang til borgbanken. Ved indgangen til Løvenholm mod nord ligger avlsbygningerne og sydøst om anlægget afgrænses parken af et stendige, der står i forbindelse med Løvenholm Skovene.

Det tofløjede anlæg og tårne er opført i to etager i røde teglsten under ubrudte, røde, teglhængte heltage i hvis rygninger, der er seks skorstenspiber. Soklerne er af granit- og kampesten med tjæret overflade. Østfløjen har to runde hjørnetårne med skorstenspiber og en pinakelprydet afslutning på taget. Østfløjen og det nordvendte tårn er ældst og opført i 1576 over en stensat kælder. Det sydvendte tårn og den smallere sydfløj er opført i 1642. Det sydvendte tårn har spejlvendte årstalsankre, der angiver 1642 og er opført omkring en meter bredere end det nordvendte tårn. Tårne og fløje er forbundet af let buede mellembygninger. Hovedbygningen samt tårnenes nedre og øvre mursider tværdeles af en svagt udkragende rundbuefrise med kalkede blændinger og afsluttes mod taget af en profileret og pudset gesims. Østfløjens nordgavl har en forskåret blændingsgavl, hvori der er bevaret to af den oprindelige, kamtakkede blændingsgavls rundbueblændinger. Blændingerne er hvidpudsede med blændingsfalse og et profileret etagebånd, der danner sålbænk for blændingerne. Sydfløjens vestgavl prydes af en blændingsgavl med rundbue- og cirkulære blændinger, og i murværket ses fortandinger, der angiver, at en tilsvarende fløj var planlagt mod vest. Bygningshjørnerne har fletmurværk med hvidpudsede blændinger. I østfløjens murværk ses flere steder spor fra tidligere vinduesåbninger med rundbuede spejle med profilerede formsten samt spor efter kurvehanksbuede åbninger. Den oprindelige kældernedgang ses som spor i soklen nord for østfløjens indgang. I murene på østfløjens haveside ses spor efter tre smalle hemmeligheder. Endvidere ses overalt murankre af forskellig udformning. Omkring hovedbygningen er en pigstensbelægning og mod nord danner en lav, kalket og tjæret mur med gitterlåge, en lille forgård ved det nordre rundtårn.

Løvenholms hovedindgang ligger aksefast for enden af lindealléen

under en rundbuet segmentfronton over tre fag forsynet med en hvidpudset gesims, et urværk og en tårnklokke med indskriften 1784. Indgangen markeres af en hvidpudset portal med tandsnitsfrise og liséner og en foranliggende, svungen sandstenstrappe. Døren er en dobbeltfløjet, klassicistisk fyldingsdør med kannelering, der på hver side flankeres af flammerede døre med overvindue i kurvehanksbuede muråbninger og foranliggende granitstenstrapper med jerngelænder. I østfløjens haveside er en nyere fløjdør med småtopsprossede glaspartier og en foranliggende trappe. Østfløjens indgangsparti udgøres af en nyere revledør i en kurvehanksbuet muråbning med en foranliggende fritrappe med et sortmalet smedejernsgelænder. Herunder giver en nyere revledør adgang til kælderen. Dørene er malet i en mørkegrøn farve. I det nordvendte rundtårn ses en sorttjæret, jernbeslået revledør med nedgang til fangekælderen. Ved siden af kælderdøren ses en tilmuret, sorttjæret åbning, der tidligere gav adgang til bygningens kapel.

Vinduerne er overvejende ældre og traditionelt udførte torammede,

overfalsede, krydspostvinduer med seksdelte rammer samt torammede vinduer med ottedelte rammer. Tårnvinduerne samt fløjenes nederste vinduer sidder dels i rundbuede, dels i kurvehanksbuede åbninger, mens de øverste vinduer sidder i en retkantet åbning. Kældervinduerne er overvejende etfags opsprossede vinduer, smalle ældre rundbuede vinduer uden opsprosning. Vinduerne er malet perlegrå farve.

Hovedbygningen danner i dag ramme om mødefaciliteter og et godskontor, og fløjenes lange udviklingshistorie afspejles i deres planløsninger og interiører. Løvenholm har, i østfløjen, én for renæssancen karakteristisk grundplan med repræsentative opholdsstuer mod gavlene, forbundet af en lang, gårdvendt korridor og værelser orienteret mod havesiden. Planen er gentaget i stueetagen og i førstesalens beletage.

Østfløjen er i stueetagen indrettet med en gavlvendt spisesal og et bestyrelseslokale, et køkken, en gårdvendt korridor med en nyere vægadskillelse mod spisesalen samt havevendte værelser. Korridoren har et ældre ølandsflisegulv og vægge og lofter er pudsede. I ydermuren ses en række rundbuede, dybe blændinger. Spisesalen har et ildsted og i forlængelse heraf et nyere køkken, med nyere linoleums- og bræddegulve, pudsede vægge og lofter med synligt bjælkelag. Fra køkkenet er der indgang til det sydvendte tårn, der har et velbevaret renæssanceinteriør med et kurvehanksbuet dørhul, et rødt teglstensgulv, kalket og konsolbåret seksribbet hvælv samt en renæssancekamin og fire kurvehanksbuede vinduesåbninger, hvoraf de to fremstår blændede. En smal, muret, svungen trappe giver adgang til rundtårnets kælder. Kælderen har ældre teglstensgulve, pudsede og kalkede vægge med ophængskroge og dybe, skråfalsede vinduesnicher og hvælv.

I korridoren giver barokke fyldingsdøre med kraftige gerichter, indstukne hængsler, låsetøj og messinggreb adgang til havevendte værelser, hvoraf et af værelserne er indrettet med baderum og toiletter til de øvrige rum. Forenden af korridoren ligger en gavlvendt gennemlyst bestyrelseslokale indrettet omkring 1960erne med en nyere muret gavlkamin. Rummene har tæppebelagte gulve, pudsede vægge og lofter med klassicistisk stukkant. En kurvehanksbuet døråbning fører til det tidligere kapel i det nordvendte tårns stueetage, der har tæppebelagt gulv, pudsede vægge og et loft med et rigt dekoreret stjernehvælv. Herunder er den tidligere fangekælder. Kælderen har lergulv, pudsede og kalkede vægge og kuppelhvælvet loft og fremstår uden vinduer.

Fra østfløjens korridor giver en indvendig toløbstrappe adgang til første sal. Mod stueetagen er trapperummet adskilt af en barokdør svarende til de øvrige barokke døre. Første sal er indrettet med repræsentative stuer i gavlene, forbundet af en lang korridor, der giver adgang til et anretterkøkken og havevendte værelser med bræddegulve, brystningspaneler under lærredsopspændte vægge, og lofter med klassicistiske gesimser. Værelserne har desuden indbyggede skabe og badeværelser. Der er barokke fyldingsdøre svarende til stueetagens døre med kraftige gerichter, indstukne hængsler, låsetøj og messinggreb, I korridorens nordvendte del giver en klassicistisk fløjdør adgang til to stuer samt en gavlvendt dagligstue, der er indrettet med klassicistiske detaljer, herunder brystningspaneler, symmetridøre med dobbelt slagliste samt loftsstukkatur. I stuerne ses ældre jernovne. En paneldør fra sidste halvdel af 1600-tallet med den for perioden karakteristiske kasselås, giver adgang til det nordvendte tårnkabinet. Kabinettet har et ældre bræddegulv malet i en perlegrå farve, pudsede vægge med skabelonmalerier og en klassicistisk, kvaderbemalet forbindelsesgang samt et loft med et renæssanceribbehvælv svarende til stueetagens. Loftet har pompejanske dekorationer.

I korridorens sydvendte del giver rokoko-fløjdøre adgang til spisestuen, der har et velbevaret rokoko-interiør med dobbelte fyldingsdøre med enkelt slagliste, rokokogreb og symmetridøre, overvægge med udspændte væglærreder og listebeslåning, pudsede lofter med stukkatur og loftsbemaling samt en ældre, rigt dekoreret fajanceovn placeret i en rundbuet pilasterindfattet niche. Over dørene findes dørstykker fra 1700-tallet med fugle- og frugtmotiver samt romerske medallioner. Gulvene i korridoren og de repræsentative stuer har ældre bræddegulve, mens værelser har tæppebelagt gulve. Væggene er dels pudsede, dels listebeslåede med udspændte væglærreder over brystningspaneler og lofterne er pudsede med stukkatur og bemaling. Fra spisestuen er der adgang til det sydvendte tårnværelse via en fyldingsdør fra sidste halvdel af 1600-tallet med den for perioden karakteristiske kasselås. Tårnværelset anvendes som bibliotek og har et ældre bræddegulv, pudsede vægge og et loft med et seksribbet renæssancehvælv svarende til stueetagens. Endvidere ses en niche med en ældre støbejernsovn.

Tagetagen over øst- og sydfløjen nås fra østfløjens korridor via en ældre ligeløbstrappe med indstemte trin. Tagrummet er uudnyttet med et ældre bræddegulv, synlige skorstenskerner og en tagkonstruktion med hanebåndsspær og et nyere undertag. Endvidere ses et ældre urværk og en klokke. Over sydfløjen er en del af loftsrummet inddraget til Den Blå Sals hvælvede stukloft.

Planløsningen i kælderen under østfløjen afspejler planprincippet i fløjens øvrige etager med en lang, gårdvendt korridor, der forbinder en række gårdvendte samt gavlvendte rum. Kældernedgangen udgøres af en kvader- og granitstenstrappe. Gulvene er overvejende ældre tegl- og pigstensgulve med en markering af en tidligere brønd. Endvidere ses enkelte støbte gulve. Væggene er dels bindingsværksskillevægge, dels murede og pudsede og lofterne er dels bjælkelofter, dels hvælvede, pudsede og kalkede. Der er dybe, skråfalsede vinduesåbninger og mod nord ses spor fra den nedlagte trappe, der førte til det tidligere kapel. Rummene har ældre, kurvehanksbuede muråbninger samt retkantede tømmerkarme. Dørene er nyere og traditionelt udførte revledøre med ældre samt nyere hængsler og greb.

Sydfløjen, der oprindeligt var opført som økonomifløj med henblik på at betjene den østvendte herskabsfløj blev opført uden kælder med køkken, bryggers, folkerum i stueetagen og magasin og kornoplag i overetagen. I dag er fløjen indrettet til godskontor i stueetagens vestende. I forlængelse heraf ligger anlæggets hovedtrapperum med ølandsflisegulv, pudsede vægge og loft med stukkatur. Trappen udgøres af en ældre trappe udført med tre hovedløb og hjørnereposer, der hæver sig over stueetagens haveudgang og gelænderet har ovale udskæringer Under trappen er et lille depot, toiletter og herimellem en nyere dobbeltfløjet havedør. Øst for hovedtrappen er en lang, gårdvendt korridor med tre havevendte værelser. Forenden af korridoren forbinder en lille teglstenstrappe sydfløjen med vestfløjen. Korridoren har et teglstensgulv belagt i sildebensmønster, godskontoret har nyere bræddegulve samt pudsede vægge og lofter med gesims og værelserne har tæppebelagte gulve samt nedhængte lofter. Dørene i godskontoret og i værelserne er klassicistiske revle- og tofyldingsdøre dels med klinkefald dels med klassicistiske messinggreb.

Sydfløjens første sal er indrettet med tre repræsentative stuer en suite med fløjdøre enfilade. Henholdsvis kaffestuen, den grønne sal og den blå sal. Kaffestuens interiør er karakteriseret ved ældre og nyere bræddegulve, klassicistiske bygningsdele og -detaljer fra omkring 1790erne, herunder brystningspaneler, og på overvæggene indrammede og udspændte listeindfattede lærreder, loftsgesimser, rosetter, klassicistiske fyldingsdøre med dobbelte slaglister samt en kanneleret, fajance-kolonneovn. Den tilstødende grønne sal har klassicistiske fløjdøre, stukgesimser, loftsrosetter samt en ældre loftsbemaling, og brystningspaneler med barokke udskæringer. I den grønne sal er tillige en kanneleret, fajance-kolonneovn. Over sydfløjens døre findes dørstykker fra 1700-tallet med pittoreske landskab- og ruinmotiver, herskabelige jagt- og udflugtsmotiver samt bjerg- og gårdmotiver. den blå Sal er karakteristeret ved en nyindretning fra 1930erne af hofjægermester Valdemar Uttental med kamin, brystningspaneler og herover udspændte, listebeslåede vægge med tapeter og en markant loftsstukkatur, som i relief gengiver Gl. Estrup, Løvenholm og Uttentals portræt og monogram.

Således er Løvenholms indre overordnet kendetegnet ved yderst velbevarede interiører med traditionelle materialer samt bygningsdele og -detaljer, der afspejler forskellige stilperioder, herunder renæssancen, barokken, rokokoen og klassicismen. Herunder skal også nævnes de mange velbevarede vinduer med rundposte og hulkelsposte og håndsmede anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi ved Løvenholm knytter sig til beliggenheden på et voldsted omkranset af vandfyldte grave, der sammen med forvalterbygningen, avlsanlægget og den omgivende agerjord og de omgivende Løvenholm Skove udgør et helstøbt herregårdsmiljø. Ligeså er der er miljømæssig værdi relateret til parkanlægget, der med karakter af romantisk have med ældre træer, aksiale alléer og forskellige typer beplantning, et mausoleum, en mindestøtte, et ældre stendige, virker rumdannende i relation til hovedbygningen og underbygger det velbevarede kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Løvenholm som en velbevaret repræsentant for et renæssanceherregårdsanlæg med en lang og betydelig udviklingshistorie, som ses i spor efter de bygningsændringer, der er sket over århundreder, hvor anlægget har udviklet sig fra at være en enkelt fløj opført i 1576 på et voldsted med omgivende grave til et tofløjet vinkelbygget anlæg fra 1600-tallet ombygget i 1760erne, 1790erne og senere i 1929. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den synlige udvikling af anlægget, som er tydelig i den lidt sammensatte karakter og i de enkelte afvigelser i murværk samt i blændinger og dekorationer. Løvenholms historie er karakteristisk for renæssancens anlæg, der med sine årstal i murankre og spor efter tidligere vindues- og døråbninger stadfæster ombygningsår.

Ligeså er der kulturhistorisk værdi relateret til det samlede anlæg med tilhørende avlsanlæg, arbejderboliger med omgivende park og herregårdslandskab med skove og agerjord og hovedbygningen, der på traditionel vis vender ankomstfacaden og borggården mod avlsanlægget. Denne disponering har historisk set været karakteristisk for gods- og herregårdsanlæg.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til fløjenes ældre grundplaner med repræsentative gavlvendte stuer, gårdvendte korridorer med havevendte værelser, samt en suite placerede stuer med døre enfilade, der ligesom det ydre afspejler Løvenholms lange udviklingshistorie og tidernes skiftende stilidealer fra renæssancen, barokken, rokokoen og klassicismen samt 1930ernes nyere tilføjelser. Det afspejles i interiørernes trapper, forskelligt udførte vinduer med rundposte og hulkelsposte, døre, paneler, stukkatur og dekorationer.

Den kulturhistoriske værdi i det indre knytter sig således til de ældre planløsninger, interiører, bygningsdele- og detaljer og traditionelle materialeholdning. Ligeså er der kulturhistorisk værdi knyttet til den funktionelle og hierarkiske disponering af hovedbygningen med de repræsentative rum i beletage og de sekundære rum i stueetagen og i kælderen, der i kontrast til de øvrige rigt dekorerede etager fremstår med enkle, slidstærke overflader.

Den arkitektoniske værdi ved Løvenholm knytter sig i det ydre til det tofløjede bygningsanlæg med rundtårne opført i renæssancestil i røde tegl under røde teglhængte tage, der med sine ensartede materialer giver hovedbygningen en monolitisk karakter. De få, men effektfulde hvidpudsede bygningsdetaljer har stor arkitektonisk værdi, herunder rundbuefrisen med let udkragning, blændinger, gesimser, blændingsgavlenes murværksdetaljer, hjørnefletmurværk, indgangsportal med liséner binder de to bygningsfløje sammen ligesom de skaber en elegant kontrast til det røde murværk.

Der er arkitektonisk værdi knyttet til anlæggets udviklingshistorie, som kan aflæses i ældre murstik og blændende vindues- og dørpartier, der giver et levende spil i det røde murværk og er med til at understøtte den historiske oplevelse af bygningen. Den aksefaste ankomst til Løvenholms hovedbygning via den pigstensbelagte allé giver Løvenholm et særdeles herskabeligt og markant ydre.

I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til planløsningen med repræsentative stuer i gavlene samt til de gårdvendte korridorer med havevendte værelser, til sydfløjens en suite placerede stuer med fløjdøre enfilade, der giver en generøs rumfornemmelse af hele bygningens længde. De forskellige sale og stuers interiører med dekorationer og bygningsdele og -detaljer giver beletagen et elegant og herskabeligt udtryk, der med interiører, rumdimensioner, dekorationer og bygningsdetaljer repræsenterer helstøbte eksempler på forskellige arkitektoniske stilidealer. Hertil kommer hovedtrappen og de sekundære rum samt kælderrum, der ligeledes bidrager til Løvenholms helstøbte karakter og klare rumhierarki, der spænder fra de herskabelige, repræsentative, rigt dekorerede rum, de enkelt dekorerede værelser og kælderrum med slidstærke og gedigne materialer, herunder pigstens- og murstensgulve, kalkede vægge og hvælvede- og bjælkelofter, der står rene og karakterfulde. Løvenholm har i det ydre såvel som i det indre en gennemgående, høj kvalitet i den håndværksmæssige udførelse, der ligeledes er en væsentlig del af den arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Løvenholm, Trap Danmark
• Grenaa gamle Rådhus
• Lillegade 50, Grenaa
• Ørsted Kirkelade, Grenaa

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen