Salt på Læsø

Artikelstart

Omkring Læsøs sydlige kyster på grænsen mellem strandengene og den vidtstrakte sandflade, fjæren, findes hypersalint grundvand. Ved højvande dækkes fjæren af vand, mens den er tørlagt ved lavvande. Da fjæren i lange perioder af sommeren udgør en tør, bred bræmme langs strandengene, sker der her en naturlig inddampning af havvandet. Efterhånden som havvandet inddamper i sommerens løb, bliver det underliggende grundvand mere og mere salt. Inddampningen gør vandet tungere, og det synker ned til det lerlag, der ligger overalt under Læsø. Her ophobes det hypersaline grundvand og når typisk en saltkoncentration på 10-16 %, hvor Kattegats ligger på 2,0-2,4 %. De fleste steder langs Læsøs sydkyster ligger toppen af lerlaget i 1-2 m’s dybde, og det hypersaline grundvand kan derfor let nås gennem en almindelig brønd.

Saltets historie

I middelalderen var salt et vigtigt råstof, der var kostbart og uundværligt for konservering af let fordærvelige fødevarer som kød og fisk. Saltproduktionen på øen nævnes første gang i 1330, men var da allerede i gang, sandsynligvis igangsat af cistercienserne fra Vitskøl Kloster. Saltet blev i løbet af middelalderen læsøboernes vigtigste indtægtskilde – og domkapitlet fik sin part. Hver bonde betalte årlig saltafgift, men bønderne måtte derudover betale for brænde og tørv med salt. I 1481 kunne domkapitlets foged sende 648 tønder salt til Viborgs havn Hjarbæk ved Limfjorden, en afgiftsmængde, man opretholdt til middelalderens slutning. Aalborg Hospital, klostrene Dueholm og Mariager samt private ejede ligeledes saltsyderier på øen. Læsøboerne selv kunne hvert efterår sælge deres eftertragtede salt til handelsmænd fra hele Danmark, der kom til øen for at købe og bytte.

Saltudvindingen medførte, at man i stor stil gravede tørv og fældede skovene – ofte ulovligt – for at skaffe brænde til at fyre op under saltpanderne. I løbet af 1500-tallet begyndte læsøboerne at klage over lavere saltholdighed i grundvandet som følge af det koldere klima samt over mangel på brændsel. Øboerne bad i 1531 Viborg domkapitel om nedsættelse af de årlige afgifter pga. fattigdom og skovens forfald. I 1536 forbød Christian 3. oprettelsen af flere saltsyderier. Men da var skaden sket. I 1541 måtte kongen true med dødsstraf for at stoppe skovhugsten, der havde blotlagt jorden og gjorde den sårbar for sandflugt. I begyndelsen af 1600-tallet var saltholdigheden i grundvandet så lav, at der skulle store mængder vand, brændsel og arbejde til for at producere den samme mængde salt som tidligere. I 1652 fik læsøboerne tilladelse til at betale skat med penge, og saltproduktionen ophørte.

De mange ruiner efter saltsyderierne

Ruiner efter saltsyderier på Kringelrøn og Langerøn. Som følge af landhævningen efter sidste istid har Læsøs sydkyster konstant forskudt sig ud i det lave vand mod syd sammen med de områder, hvor det hypersaline grundvand dannes. Ruiner efter saltsyderier er fundet på lange rækker langs disse forhenværende kystlinjer, og det antages, at saltsyderierne med jævne mellemrum er flyttet nærmere havet og det hypersaline grundvand, efterhånden som kysten rykkede sig.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Ved hjælp af detaljerede højdemålinger foretaget med laser er der påvist mere end 1.700 formodede ruiner efter saltsyderier på Læsø, der dog ikke var i funktion på samme tid. Ruinerne ligger langs forhenværende kystlinjer på Kringelrøns, Langerøns, Stoklunds og Bangsbos sydøstvendte kyster. Undersøgelser viser, at syderierne næsten alle var rektangulære hytter omkranset af en tørvevold, som beskyttede mod indtrængende vand. Uden for tørvevolden lå en brønd, hvorfra det hypersaline grundvand blev hentet op. Hytternes indre var domineret af et ildsted, der var hævet i forhold til det omkringliggende gangareal. Stolper ved ildstedets hjørner bar den forhøjede del af tagkonstruktionen, der var forsynet med røgaftræk.

Videre læsning

Læs mere om historie i Læsø Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om historie