Selsø ligger på Selsøvej 30 A-B i Frederikssund Kommune. Bygningen er med middelalderlige dele, fredet.

Bygningshistorie

Selsø Hovedgård nævnes første gang i 1288 og tilhørte da Roskilde bispesæde. Efter reformationen overtog kongen al kirkegodset, og Selsø blev solgt til den adelige Ulfeldt-familie, som i 1570'erne ombyggede hovedbygningen. Flere kilder omtaler at mange materialer til denne ombygning kom fra det netop nedbrudte St. Clara Kloster i Roskilde. Den enfløjede hovedbygningen blev opført i to etager over en hvælvet kælder. Soklen var beklædt med kampesten mens resten af murene stod i blank mur. Enkelte kilder beskriver at murene var rødkalkede med vandrette, trukne fuger. Ud mod gårdspladsen var et trappetårn med spir og i bedste hovedbygningen havde svungne gavle og kviste. Hovedbygningen var omringet af vandfyldte grave og borggården var beskyttet af høje mure, der var forsynet med hjørnetårne og et tidligere porttårn ved broen. I 1728-34 lod den daværende ejer Ludvig v. Plessen hovedbygningen væsentlige ombygge. Tårn og spir samt renæssancepynt blev fjernet sammen med det meste af bygningens indre, så kun de hvælvede kældre og ydermurene stod tilbage. Hovedbygningen fremstod efter ombygningen med saddeltag, regelmæssige vinduesåbninger og en højtsiddende hoveddør med fritrappe. Portbygningen blev samtidig bygget bredere og højere og kronet af mansardtag. Hjørnetårnene i muren blev tillige fjernet og mod vest blev bygget en ny bro over til et nyt haveanlæg. Ludvig v. Plessen lod også ladegårdens bygninger forny, herunder den bevarede, grundmurede østlænge og en del øvrige bindingsværkslænger. I starten af 1800-tallet fik Agathe Johanne von Qualen Selsø som enkesæde, og i hendes tid blev hovedbygningens hovedtrappe fjernet og erstattet af en ny, meget enkel trappe. Der skete endvidere en del ændringer i grundplanen, med nye rum der blev dekoreret med datidens tapeter, paneler og lettere fyldingsdøre. Fra 1829 og til midten af 1970'erne stod slottet tomt og gennemlevede et stort forfald. I 1950'erne blev hovedbygningens ydre dog delvist istandsat, men først i 1972, blev det indre restaureret og indrettet til museum. I dag fungerer Selsø som herregårdsmuseum, og der er stadig ikke indlagt strøm og vand.

Beskrivelse

Selsø ligger i det åbne landskab øst for Selsø Kirke, med udsigt over Roskilde Fjord. Hovedbygningen ligger på et nu tørlagt voldsted omgivet af avlsbygninger mod nord og en mindre park mod sydøst. Hovedbygningen udgør den østlige side af voldstedets gårdsplads, hvis øvrige sider indrammes af en høj mur over kampesten. I muren mod nord ses et porttårn. På gårdspladsen, der er belagt med pigsten, findes en middelalderlig, stensat brønd. Fra nord og vest går to stensatte broer over voldgraven. Hovedbygning er grundmuret og opført i to etager over en høj kampestenskælder. Murene fremstår i rød, blank mur med kvadret granitsokkel. Etageadskillelserne er markeret af enkle, smalle kordongesimser og langsiderne afsluttes af en flerledet, muret hovedgesims af formsten, mens gavlene har en enkel fodtak og en række strømskifter. Taget er udført som et heltag af ældre, røde vingetegl og gavlene er ført op i høje brandkarme. I tagfladen ses enkelte små støbejernsvinduer og glastagsten, og i tagryggen er fem skorstenspiber i rød, blank mur med sokkel og krave. Midt på facaden mod gårdspladsen er en ældre, tofløjet, flammeret hoveddør med sandstensportal og en bred sandstenstrappe med støbejernsgelænder foran. Mod gårdspladsen findes endvidere to ældre, kurvehanksbuede revledøre til kælderen. Bygningens vinduer er alle ældre og småsprossede, udført som krydspostvinduer, hvoraf de til stueetagen er lidt højere end de til førsteetagen. Kældervinduerne og overgavlenes vinduer er torammede. Alle døre og vinduer er malet lysegrå og har bevaret ældre beslag, greb, stormkroge og anverfere. I murværket ses spor efter tidligere åbninger, samt lige stik over alle eksisterende vinduer. På østsiden mod voldgraven stikker et ældre afløb ud lige over den høje sokkel. I det indre er en ældre grundplan bevaret. Stuetagen har midt for en lille hall med en enkel trappe fra 1800-tallet, der skærer sig ind i en del af rummet bagved. Fra hallen er adgang til de repræsentative stuer, den største af disse er en gennemgående riddersal, også kaldet spejlsalen med overdådige væg- og loftmaleringer. Den øvrige del af stueetagen og hele førsteetagen er opdelt af en langsgående skillevæg, og til hver side ligger mindre stuer og kabinetter. Alle rum fremstår meget velbevarede med righoldige interiører. De fleste gulve er brede plankegulve fra 1700-tallet, mens enkelte er smallere bræddegulve fra 1800-tallet. Skillevæggene er enten dækket med papir, tapeter eller opspændte lærreder, og størstedelen af ydervæggene har helpaneler. Ved nordgavlen fremstår enkelte partier dog uden paneler, og her ses rester af kalkmalerier. Den øvrige udsmykning i rummene er udført med brystningspaneler, lysningspaneler, kraftige gerichter omkring brede enfløjede eller tofløjede fyldingsdøre. I stueetagen er tillige indvendige skodder. Paneler, gerichter og døre er marmorerede eller ådrede og henover flere døre er dørstykker. De fleste lofter har bred hulkel, enkelte stuer tillige spejlhvælv og de største af stuerne har en righoldig stukkatur. Tagetagen er uudnyttet og fremstår med understregne tegl, oprindeligt bræddegulv samt et velbevaret tagværk. Kælderen er hvælvet og indeholder en lang række velbevarede økonomirum, blandt andet et stort ældre køkken med intakt ildsted og kikseovn ved sydgavlens skorsten. Kælderens vægge og lofter fremstår hvidkalkede og gulvene er belagt med tegl- og ølandssten.

Porttårnet er en grundmuret bygning i to etager med et højt fundament, der starter i bunden af en voldgrav. Bygningen afsluttes af et stejlt mansardtag med to skorstenspiber i rygningen. Midt i bygningen er et gennemgående, hvælvet portrum. Tre af porttårnes sider fremstår i rød, blank mur uden øvrige detaljer, mens den nordlige facade er pudset og gulkalket med hvide, refendfugede hjørnelisener og hvide pilastre, der indgår i en portportal. Portalen og vinduerne på denne facade indrammes af rige sandstensdetaljer og kvadrede murpartier. Portrummet lukkes af en ældre, tofløjet flammeret port med kraftige båndbeslag og hængsler. Bygningen har kun vinduer i nord- og sydsiden, og alle vinduer er ældre korspostvinduer, der er størst i underetagen. I selve mandsarden ses små rundbuede kviste. Alle vinduer har småsprossede ruder. I portrummet findes to ældre, brede fyldingsdøre med trætrin foran. Både porten, dørene og vinduerne er malet lysegrå.Inde i porttårnet er et par værelser i den nederste etage og her over en lejlighed. Under det nordøstlige hjørne af bygningen findes en mindre fangekælder. Der er delvist nyere overflader, men disse er sandsynligvis lagt over ældre materialer. Hertil kommer en velbevaret trappe og flere ældre døre med gerichter, greb og beslag. Avlsgårdens østlænge er en grundmuret bygning i én etage. Bygningen fremstår i rød, blank mur med sorttjæret sokkel, muret gesims og et heltag af røde vingetegl. I tagfladen ses en række ældre, små kviste og til hver side to etfags frontkviste. Alle kviste har saddeltag, og mens frontkvistene har en profileret, muret gesims har de øvrige kviste hvidmalede vindskeder. I tagryggen findes fem skorstenspiber. Den nordlige del af bygningen fungerer som magasin og garage, og her er tofløjede porte mod gårdspladsen og små tofløjede revleluger mod markerne. To af revleportene er rundbuede og herover er et rundbuet hvidmalet stik. I gårdsiden er tillige en kældernedgang med en flofløjet dør, og i havesiden er en hvidmalet fyldingsdør med rundbuet, vifteopsprosset overvindue. I den sydlige del af bygningen er ældre krydspostvinduer til stueetagen samt torammede kvistvinduer og kældervinduer. Alle vinduer er småsprossede og hvidmalede. I sydgavlen er enkelte nye vinduer med termoruder. Mod gårdsiden er en ældre, oliebehandlet hoveddør med overvindue og en bred granittrappe med støbejernsgelænder. I det indre indeholder østlængen i den nordlige del store, åbne og uopvarmede garager, mens den sydlige del er indrettet til lejligheder. Ved hoveddøren er en stor hall og en ældre trappe, mens der ved kælderdøren er en ældre bitrappe. I lejlighederne findes flere ældre bræddegulve og fyldingsdøre, men ellers er de fleste overflader nyere, herunder vægge af gips og brædder samt glatte døre. På spidsloftet ses den ældre tagkonstruktion og et nyere undertag. Under den sydlige del er en høj kælder med forskellige opbevaringsrum og værksteder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Selsø knytter sig til placeringen i det flade landskab, hvor hovedbygningen fremstår solitær og troner frem på det store voldsted, der afgrænses af voldbankens kampestenssatte sider og de høje, gulkalkede mure. Voldanlægget tegner et tydeligt billede af hvordan man i middelalderen har forskanset herregården som en borg, mens man i 1700-tallet har opført murene af mere æstetiske årsager. Placeringen tæt på Selsø Kirke vidner tillige om det tidligere middelalderlige anlæg, hvor man har haft et lille kapel knyttet til den første hovedbygning, der sandsynligvis lå tættere på kirken. Hertil kommer den miljømæssige værdi af gårdspladsens bevarede pigstensbelægning og den middelalderlige brønd, der sammen med bygningerne og de stensatte broer, danner et unikt og velbevaret herregårdsmiljø med en høj grad af autenticitet.

Dette velbevarede kulturmiljø styrkes af herregårdens tydelige sammenhæng med avlsgården og haveanlægget, der begge knyttes til borgbanken med broerne. Haven, der har en delvist bevaret lindeallé og antydninger af terrassering, danner en akse mod hovedbygningens indgang, der giver en yderst præsentabel ankomst og samtidig styrker den samlede herregårdshelhed.

Kulturhistorisk værdi

At der har været en hovedbygning på stedet siden middelalderen og renæssancen aflæses tydeligt i hovedbygningens smalle og enkle volumen, i den markante, granitkvadrede sokkel og især i de hvælvede kældre. Selsø er hermed et godt eksempel på de nye ideer, der slog igennem i 1500-tallets anden halvdel, hvor middelalderens tidligere forsvarsprægede bolig gradvist blev afløst af bygninger, der havde mere fokus på bekvemmelighed og æstetik, selvom man stadig ønskede en hvis beskyttelse i form af en voldgrav. Hertil kommer de barokke træk, der vidner om ombygningerne i 1700-tallet. Dette gælder især facadens symmetri omkring det centrale indgangsparti med sandstensportalen samt de store vinduer med krydspost og småsprossede ruder. Det er tillige 1700-tallets stilideal der kommer til udtryk i porttårnets imposante facade med slægterne Scheels og Plessens guirlandeomslyngede våbenskjolde, der hermed tydeligt knytter slægten til Selsø.Selsøs kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til bygningsanlægget, der med de forskellige bygningers placering, størrelse og detaljer afspejler det interne hierarki. I det indre ses 1700-tallets barokke interiør i stort set alle rum i stueetagen og på første sal. Især bygningsdetaljernes kraftige og svungne former, der skaber markante reliefvirkninger er typiske for perioden, herunder de brede fyldingsdøre med kraftige gerichter, enkelte steder med forkrøppede hjørner, stuklofterne med hulkehl og panelernes fremtrædende fyldinger. Hertil kommer de mange barokke marmoreringer og ådringer. At bygningen gennemgik flere ændringer i starten af 1800-tallet ses i de rum, som har træk fra klassicismen og empiren. Dette gælder blandt andet, den enkle hovedtrappe, de smallere gerichter samt de døre og paneler med mindre fyldinger, der tillige ikke er så dybe som de barokke. Dekorationer i hjørnerne og malede felter eller ældre sten på gulvene markerer hvor de tidligere ildsteder var. Grundplanen og den hierarkiske opdeling mellem herskabet og tjenestefolkene er intakt og har stor kulturhistorisk værdi, da man tydeligt kan fornemme hvordan livet blev levet i bygningen. De fint dekorerede stuer og kabinetter på de øvre etager er i tæt forbindelse med hovedtrappen, mens anretterrum og pigeværelser ligger i forbindelse med bitrapper. Kontrasten til kælderens materialeholdning afspejler tydeligt at det er her de funktions-betingede rum altid har ligget, og de mange bevarede bygningsdele viser at hvert rum har haft en særlig anvendelse. I et tidligere vaskerum er fundamenter til de store ruller bevaret, i et andet rum er en slagtevaske med direkte afløb ud til voldgraven, og i det tidligere køkken er bevaret det store åbne ildsted i kombination med en lukket kikseovn. Den kulturhistoriske værdi for avlsgårdens østlænge knytter sig til bygningens mere afdæmpede fremtoning i forhold til hovedbygningen. Man ser tydeligt den oprindelige funktion som forpagterbolig ved boligens placering tættest på hovedbygningen, mens lade og garage ligger længst væk. Denne opdeling aflæses i placeringen af åbninger, kviste og skorstenspiber, hvor de i beboelsesdelen er store og detaljerede, mens de er mere enkle og funktionsbetingede i garage og ladedelen. At mange af de oprindelige bygningselementerne er bevarede forstærker fornemmelsen af bygningens alder og højner autenticiteten.

Arkitektonisk værdi

Arkitektonisk fremtræder Selsøs hovedbygning som en præcis, small og symmetrisk bygningskrop, der fastholdes af det ubrudte og stejle saddeltag. Bygningen fremstår enkel med de blanke mure og de taktfaste vinduer og med en let centralisering af gårdfacaden omkring indgangspartiet med den kraftige portal og den brede trappe. Vinduernes opdeling, soklen og de enkle kordongesimser resulterer i en overordnet horisontal deling af den ellers højtstræbende bygning. Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til hovedbygningens materialeholdning med de håndstrøgne sten, der har en stor stoflig virkning. Variation i stenenes branding og lertype giver endvidere et naturligt farvespil, der har stor visuel betydning. I det indre tilskrives arkitektonisk værdi til de store lyse rum, der både skyldes de lofthøjde rum og de store vinduer. Hertil kommer at stuernes placeret en suite med døre en filade sørger for, at der er et imponerende kig gennem hele bygningens længde. Den arkitektoniske værdi relaterer sig ligeledes til de elegante og gennemførte interiører, der samler hvert rum. Dette gør sig især gældende i den gennemgående riddersal, der har farvestrålende malerier med motiver af Sabinernes rov udført af Henrik Krock på alle vægflader og i loftet. Over alt i bygningen er bevaret en høj stoflighed og detaljeringsgrad med bemalinger på paneler og døre, som har en enestående farvepalette, hvilket er med til at skabe kontraster og dybde i de forskellige interiører. Kælderens store hvælv har tillige en arkitektonisk værdi, da de sammen med de dybe vindueshuller skaber et dramatisk lys, der er med til at fremhæve den særlige stoflighed i de stenbelagte gulve og kalkede mure. I tagrummet fremstår det store tagværk som en arkitektonisk imponerende konstruktion med de typiske træk fra et stort 1700-tals tagværk med både konger, springværk, stolper med kopbånd og skalke langs tagfoden.Den arkitektoniske værdi for Porttårnet knytter sig til den solide og markante bygningen med den velbevarede rokokofacade mod nord. Symmetrien er gennemført, og de refendfugede partier og tunge sandstensdetaljer giver bygningen både dybde og karakter.

Den arkitektoniske værdi for Avlsgårdens østlænge knytter sig til den langstrakte bygningskrop hvor etfags frontgavle, kviste, vinduer, porte og luger alle er yderst velproportionerede. De hvidmalede bygningselementer står tydeligt frem i de røde, blanke mure. Dette gælder vinduerne med de smalle sprosser, kvistenes vindskeder og de markerede stik over gårdsidens to røde porte.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links