Store Rosengård, Randers

Store Rosengård blev opført i år 1600. Oprindeligt har bygningen været opført som en lidt større type lejevåning med værksted og bolig med værelser i kvisten for to familier. Umiddelbart bag Store Rosengård lå oprindeligt Lille Rosengård, der bestod af en lang række lejeboliger, som var opført i 1741. I 1931 blev Lille Rosengård flyttet til den Gamle By i Aarhus.

De sidste årtier har Store Rosengård været anvendt til lager af forskellig art. Igennem mange år var bygningen stærkt nedslidt, og i 1989 indledte Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Randers Kommune forhandlinger om overtagelse af bygningen. Fonden overtog Store Rosengård i 1995 og med tilsagn om tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen samt støtte fra Randers Kommune blev en total restaurering iværksat, som blev forestået af arkitekt Bjarne Bang Madsen fra Randers. Restaureringen blev afsluttet i sommeren 1996, og bygningen fremstår i dag i det væsentlige i sin oprindelige skikkelse med alle sine små skævheder.

Store Rosengård ligger i den sydlige del af Randers´ middelalderlige bykerne med et forhus beliggende mod Vestergrave, der er sammenbygget med et sidehus langs strædet Lille Rosengård. Bag forhuset er et lille, pigstensbelagt gårdrum. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet.

Forhuset er en enetages bindingsværksbygning med en gavlkvist mod gaden samt et heltag hængt med røde tegl. Forhuset står på en lav, pudset og sorttjæret sokkel, bindingsværket er rødtopstolpet, tavlene er kalket hvide, og facaderne afsluttes af en skråtstillet sugfjæl. Mod gaden er en ældre, tofløjet fyldingsdør med en kanneleret indfatning omkring. Foran døren ligger en lav granitsten. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder, der indvendigt er forsynet med optoglas. Rammerne er hængslet på lodpostene. Hoveddør og indfatning er malet mørkegrøn, mens vinduerne er malet røde ligesom øvrigt træværk. Mod nabobygningen er en portgennemkørsel på to fag, hvor det ene fag ligger under Store Rosengårds heltag og det andet fag under Vestergrave 44´s udkragede øvre stokværk. Portrummet er pigstensbelagt med en række bordursten i midten, siderne står med sorttjærede syldsten og synligt bindingsværk og i loftet ses rødmalede dragere og bjælker samt loftbrædder.

Store Rosengård indeholder en bolig. Mod gaden er en forstue, hvor der foran hoveddøren er opsat et nyere dørparti med glasruder således, at der opstår et lille vindfang. På hver side af forstuen er et værelse, og mod gården er et toilet samt en lang gang, der ligger ind mod sidehuset. Fra forstuen fører en nyere kvartsvingstrappe op til den udnyttede tagetage, hvor der foruden en stor stue med fritliggende hanebånd og en synlig skorsten er et badeværelse over portrummet. Boligen fremtræder med en nyere, men traditionel materialeholdning. Der er klinke- og bræddegulve, pudsede vægge og en væg med synligt bindingsværk ind mod sidehuset, og i loftet ses synlige bjælker og listebeslåede loftbrædder. Der er bevaret en ældre fyldingsdør med en oval rude, og de øvrige døre er nyere fyldingsdøre udført som kopi af den oprindelige.

Den miljømæssige værdi ved Store Rosengård knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Vestergrave og strædet Lille Rosengård, hvor bygningen i kraft af sit rige bindingsværk bidrager til det historiske bymiljø i Randers´ middelalderlige bykerne. Placeringen i den ældre og smalle Vestergrave bevirker sammen med gadens lette krumning, at bygningen fremhæves i det tætte byrum, og hvor også den markante gavlkvist og det specielle portrum bevirker, at bygningen indtager en særdeles markant position i bybilledet.

Vestergraves forløb vidner om, at her var middelalderbyens afgrænsning mod engarealerne og Gudenåen. Navnet Vestergrave refererer til stedets funktion som voldgrav i 1500-tallets befæstede by.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved ejendommens traditionelle bebyggelsesstruktur med et forhus sammenbygget med et sidehus og et bagvedliggende, pigstenbelagt gårdrum.

Store Rosengårds kulturhistoriske værdi knytter sig til ejendommen som et eksempel på den tætte bys karakteristika med forhus, portgennemkørsel og sidehus fra perioden før byen sprængte sine rammer. Hertil kommer, at bebyggelsesmønsteret er et udtryk for den tidligere tætte sammenhæng mellem bolig og arbejdsplads, hvor der på traditionel vis var boliger i forhuset samt værksted og andre sekundære funktioner i sidehuset.

Forhusets beskedne størrelse og at bindingsværket er uden udsmykninger vidner om bygningens oprindelige funktion som lejevåning med tilknyttet værksted, hvilket portgennemkørslen er et vidnesbyrd om. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til det kraftige og righoldige bindingsværk med dokker, løsholte, skråbånd, sugfjæle og vindskeder, der vidner om bygningens opførsel i starten af 1600-tallet. Etagefremkragningen ved gavlkvisten er forholdsvist beskeden og formidles af udskårne bjælkeender samt profilerede, murede overgangsled. Inspirationen var uden tvivl barokkens grundmurede huse, der havde kraftige og profilerede gesimsled. Om Store Rosengårds gavlkvist er kommet til i slutningen af 1600-tallet eller starten af 1700-tallet vides ikke.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved den tofløjede fyldingsdør med kanelleret indfatning, samt at vinduesrammerne er hængslet på lodposten, hvilket var den traditionelle måde at hængsle dem på indtil 1700-tallet, hvor det blev almindeligt at hængsle rammerne i sidekarmene.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre grundplan med en centreret forstue flankeret af et værelse mod gaden, en skorsten midt i bygningen og en langsgående hovedskillevæg med smallere, oprindeligt sekundære rum beliggende ind mod gårdsiden og sidehuset. Derved bærer stueetagen fortsat fortællingen om bygningens små våninger/lejligheder og tidligere tiders beskedne levevis.

Den arkitektoniske værdi ved Store Rosengård knytter sig i det ydre til det velproportionerede og enkle bygningsvolumen, der er karakteriseret ved en markant gavlkvist og et teglhængt heltag med ubrudte tagflader. Bygningen karakteriseres ved anvendelsen af få materialer, en enkel farveholdning og en simpel udsmykning, som indskrænker sig til gadesidens hoveddør med indfatning. Udtrykket er solidt og ærligt på grund af den sorttjærede sokkel med delvist synlige syldsten og det regelmæssige og tætte bindingsværk, der samles under det det stejle heltag. Bygningen er overordnet set symmetrisk, men hoveddørens forskudte placering under gavlkvisten og porten, der halvt ligger under Store Rosengård og halvt under nabobygningen giver den lille bygning en yderst charmerende fremtoning.I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemgående traditionelle materialeholdning med teglstensgulve, bræddegulve, pudsede vægge og synlige bjælker med listebeslåede loftbrædder, der giver en samstemmende oplevelse af bygningens ydre og indre. Hertil kommer portrummets oprindelige fremtræden med granitafvisere, pigstensbelægning, synlige bindingsværksvægge, loftkonstruktion og loftbrædder, der oppebærer bygningens helstøbte fremtoning.

Læs videre om

• Amtmandsboligen, Christineberg (tidl.), Randers
• Påskesønnernes Gård, Randers
• Vestergrave 44, Randers

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen