Strømmen Station ligger på Strømmen 32 i Randers Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Stationen er tegnet af Heinrich Wenck, som efter lang tids ansættelse blev Overarkitekt ved De Danske Statsbaner i 1919. Wenck er vel den arkitekt, som har tegnet flest stationsbygninger her i landet. Han har således udover store kendte stationer som Københavns Hovedbanegård tegnet mange stationer til en række mindre jernbanestrækninger. Der er fredet 15 stationer, hvor Wenck har medvirket til byggeriet. I alt er der 38 fredede stationer i Danmark.

Strømmen Stations er opført i et nationalromantisk arkitektoniske udtryk. Den monumentale og solide bygningskrop med sin irregulære form og mange håndværksmæssige detaljer i både murværk, stenhugning og snedkerarbejder er karakteristisk for Wencks arbejder og fremstår i dag som meget typisk for dansk arkitektur omkring århundredskiftet. I 1971 ophørte passagertransporten på jernbanestrækningen og få år senere også godstrafikken. Bygningen har efterfølgende været udlejet til andet formål, gennem mange år som administrationslokaler og showroom for salg af lamper.

Beskrivelse

Stationen er beliggende som første station på banestrækningen mellem Randers og Grenå på sydsiden af Randers Fjord/Gudenåen. Stationen ligger med en stor asfaltbelagt forplads ved jernbanetraceet i en tidligere forstad, som nu er et industrikvarter i Randers. Såvel banetraceet som broen over Gudenåen er bevaret. Hovedbygningen er opført af røde teglsten med mange tidstypiske murværksdetaljer i form af bl.a. stik, gesimser og blændinger på en relativ høj sokkel af kløvet granit, som er tildannet i varierende grad. Der er tillige flere granitdetaljer såsom overliggere, sålbænke og trappepullerter. De udvendige døre er med én undtagelse originale grøn- og hvidmalede fyldingsdøre med opsprossede glaspartier. Vinduerne er småsprossede og hvidmalede i mange udformninger. Den grønne og hvide farveholdning går igen i bygningens udvendige træværk. Bygningen har et skiferbelagt irregulært sadeltag med både valme og udhæng over indgangspartiet. Omkring en altan er tillige murede gavle. Taget har en række pultkviste med skiferbelagte flunker i såvel tagflader som helvalmen mod øst, samt i alt 5 skorstenspiber.

Bygningens vestre del er i 2 ½ etager, mens den østre del er 1 ½ etage høj. I stueplan er først og fremmest ankomsthal, ventesal, billetsalg og rejsegodsbetjening. Hallen er præget af et klinkegulv lagt i røde og gule tern, blank, rødt murværk med flere detaljer og granitelementer og det sildebensmønstrede træloft med synlige bjælker. På 1. sal i husets vestende er stationsforstanderens bolig indrettet, mens der er loftrum herover og i husets østende. Såvel på 1. sal som i stueetagen er husets plan intakt med ganske få undtagelser. Ligeledes er der stort set overalt oprindelige fyldingsdøre med tilhørende beslåning og paneler. Der er i boligen nyt køkken og badeværelse, ligesom der er indrettet et nyt køkken i den tidligere garderobe, som alle er utilpassede i forhold til husets øvrige interiører. Desuden er ydervægge i boligen isoleret. Vest for hovedbygningen ligger et selvstændigt pakhus, som er mere beskedent i sit udtryk. Det er en enkel rødstensbygning med muret gesims og helvalmet skifertag. Der er isat to nyere porte, som i detaljering og proportioner ikke er afstemt bygningen, og der er tilmuret to døråbninger på perronsiden. Indvendigt er flere tidligere skillevægge fjernet og toiletter nedlagt.

Bygningerne er generelt vel vedligeholdt og i god stand. Såvel udvendigt som indvendigt er der løbende foretaget vedligeholdelse.

Begrundelsen for fredningen er, at Strømmen Station (1905 af Heinrich Wenck) er et flot og velbevaret eksempel på dansk stationsbyggeri fra jernbanens storhedstid. Det monumentale hus udtrykker en sikker arkitektonisk bearbejdning i de mange gedigne håndværksmæssige detaljer. Stationen er en god og værdig repræsentant for den nationalromantiske arkitektur, som var fremherskende omkring århundredskiftet. Den har desuden stor kulturhistorisk fortælleværdi, idet stationen er et meget synlig og let aflæselig element fra den infrastrukturelle udvikling, der skete i Danmark under industrialiseringen. Anlæggelsen af de store jernbanestrækninger og de mange små landbaner har været afgørende for landets udvikling, og bl.a. stationerne er vigtige historiske vidnesbyrd fra den periode.

Stationens bærende fredningsværdier knytter sig især til arkitektens brug af gedigne, hovedsageligt danske byggematerialer og bearbejdningen heraf. De røde mursten med detaljer i det blanke murværk, klinkegulvene, de fine stenhugningsarbejder, snedkerdetaljerne i døre, vinduer, trapper, lofter og paneler, tømmerkonstruktionerne med blandt andet udsmykkede kviste og den bæverhaleformede skiferbelægning.

Bygningens stadig intakte planløsning og rumstruktur er ligeledes blandt husets bærende fredningsværdier. Desuden er stationsbygningens sammenhæng med perron og pakhus en væsentlig faktor det samlede stationskompleks. Kulturarvsstyrelsen skal i øvrigt henstille, at der ved en kommende udskiftning af inventaret i de to nyindrettede køkkener og badeværelset på 1. sal tilstræbes en bedre tilpasset arkitektur, som matcher resten af husets interiører, og at pakhusets ydre retableres, herunder at døre, porte og vinduer genskabes. Kulturarvsstyrelsen indgår gerne i en dialog herom."

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links