Troense Strandvej 42

Troense blev etableret i løbet af 1700-tallet på initiativ af kammerherre Niels Juel på Valdemars Slot. Byen er et tidligt eksempel på en planlagt landbebyggelse anlagt som ramme om frugtavl, skibsfart, skibsbygning og uddannelse. Særligt står strukturen omkring Strandgade, Grønnegade, Troense Strandvej, Lodsvej samt den indre del af Slotsalléen stadig velbevaret med mange af de oprindelige huse, ligesom det også ses i Troense Strandvej 42. Troense Strandvej 42 blev oprindelige bygget som en bygning under Troense Strandvej 44. Det blev opført i begyndelsen af 1800-tallet og figurerede i brandtaksationerne fra 1866 som et fire fag langt hus beliggende øst-vest med tre fag beboelse. Bygningen har på dette tidspunkt udlejet til Hans Hendrik Nielsen. I 1947 blev bygningen udmatrikuleret til separat eje.

Baghuset var ligeledes en del af Troense Strandvej 44 og fungerede ifølge brandtaksationerne som hønsehus. Da det lå over grundskellet blev bygningen ligeledes opdelt i 1947. Af et ældre maleri ses det at bygningens hoveddør oprindeligt sad midt i facaden med en trætrappe foran.

Troense Strandvej 42 ligger ud til Troense Strandvej i den ældste del af Troense ned til Thurø Sund. Bygningen ligger på en lang, smal grund, der går ud til den bagvedliggende Eghavevej. Til ejendomme hører også en strandgrund på den modsatte side af Troense Strandvej. Bag forhuset er et baghus, der ligger over grundskellet og deles med naboejendommen. For- og baghus forbindes af en mur, der løber i skellet ind til naboejendommen. Muren er ikke omfattet af fredningen. Troense Strandvej 42 er en fire fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med rødkalkede tavl. Bygningens fodrem hviler direkte på et sortmalet fundament af marksten. Taget er et kvartvalmet stråtag og afsluttes med mønning med kragtræer, i mønningen sidder en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave. Den øverste del af gavlene har sorttjæret bræddebeklædning og hvide sternbrædder. Østgavlen har lange skråbånd i sidefagene, facaden har korte skråbånd i undertavlene, mens bagsiden har et langt skråbånd gennem over- og undertavl. I den vestlige gavl sidder hoveddøren, der er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger, de øvrige fyldinger er diamantfyldinger. Døren er udsmykket med metalnagler og er malet mørkegrøn og rød med lysegrønne stafferinger. Over hoveddøren er der i 1900-tallets anden halvdel tilføjet et halvtag af grøn- og sortmalede brædder båret af rustikke brune stolper. Vinduerne består af både ældre og nyere opsprossede, torammede vinduer. På bagsiden er der en nyere, opsprosset terrassedør. Vinduer og terrassedør fremstår hvidmalede. På bagsiden udkrages stråtaget over terrassedøren, og et mindre træskur, der er tilbygget et i hjørnet mellem huset og muren.

I det indre er dele af den ældre grundplan bevaret med en lille forstue i vestgavlen, der giver adgang til køkken og bad mod henholdsvis gade- og haveside. Den øvrige del af stueetagen er indrettet til en stue omkring skorstensmassivet, der er ombygget til en pejs i nyere tid. Via en nyere spindeltrappe er der adgang til loftetagen, der rummer et soveværelse. Interiøret har nyere bræddegulve, og der er skiferbelægning omkring pejsen. Væggene er beklædt med brædder, mens loftets ældre bjælkelag fremstår synligt med ældre pladebeklædning imellem. Køkkenet er et ældre snedkerkøkken fra midten af 1900-tallet. Der er bevaret ældre fyldingsdøre, heraf en med en rund glasglug i den øverste del og ældre beslagværk samt ældre anverfere og stormkroge på vinduerne. I loftetagen fremstår skorstenen synlig.

Baghuset er en fire fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med rødkalkede tavl. Bygningens fodrem hviler direkte på et sortmalet fundament af marksten. Taget er et halvvalmet stråtag og afsluttes af en mønning med kragtræer. I mønningen sidder en hvidkalket skorstenspibe i med sokkel og krave. Gavlene har sorttjæret bræddebeklædning med hvide sternbrædder på den øverste del, beklædningen afsluttes af en sugfjæl nederst. Der er korte skråbånd i langsidernes undertavl. Vinduerne er nyere et- og torammede vinduer med tre ruder. De to døre på for- og bagside er nyere, opsprossede døre. På bagsiden er der tilbygget en lang, lav tilbygning i træ med stråtag, der ikke er omfattet af fredningen. Det indre er indrettet til gæstehus med soveværelser og badeværelse. Væggene fremstår pudsede og hvidkalkede, loftets bjælkelag fremstår synligt og der er bevaret enkelte ældre fyldingsdøre. Loftetagen anvendes til opbevaring, og her fremstår den ældre tagkonstruktion og undersiden af det syede stråtag synligt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens centrale beliggenhed i en af Troenses ældste hovedgader. Hertil kommer ejendommens disponering, hvor forhuset er beliggende parallelt med vejen, hvilket er et gennemgående træk for de fleste ældre ejendomme i Troense, og dermed udgør Troense Strandvej 42 en væsentlig del af det samlede, velbevarede landsbymiljø i Troense. Hertil kommer forhusets og baghusets samhørighed i materialer og udformning, der også harmonerer med naboejendommen Troense Strandvej 44. Herved fremstår ejendommen som en bebyggelsesmæssig helhed, selvom bygningerne ikke længere ligger på samme matrikel.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Troenses kulturhistorie, hvor de velplanlagte, små bebyggelser stod som en samlet ramme om avl og skibsfart. Samhørigheden mellem Troense Strandvej 42 og 44 ses i grundenes disponering og særligt i bygningernes placering med et let aflæseligt hierarki bygningerne imellem, hvor Troense Strandvej 44 med sin repræsentative facade med forhaven foran er fremtrædende i forhold til Troense Strandvej 42's mindre dimensioner og mere enkle udtryk. Bagved er baghuset med sin afdæmpede og funktionelt betingede fremtoning. Hertil kommer Troense Strandvej 42's opstolpede, righoldige bindingsværkskonstruktion, der er karakteristisk for Fyn. Endvidere vidner de næsten ubrudte tagflader og de bevarede luger om loftetagens tidligere funktionelle karakter, ligesom de ældre vinduer og de bevarede bygningsdetaljer afspejler bygningens alder og udvikling.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre for begge bygninger til de bevarede dele af den ældre grundplan og til de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder og udvikling.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets enkle bygningskrop med den rige bindingsværkskonstruktion og de ubrudte tagflader samt til gavles og langsiders taktfasthed, hvilket tilsammen giver en velproportioneret bygning. Samtidig giver tagets høje rejsning på det ellers beskedne forhushus, en velproportioneret og sluttet form. Baghuset præges af den samme enkelhed som forhuset, og bygningens indbyrdes ensartede udformning og materialer danner en god samhørighed mellem for- og baghus.

Læs videre om

• Anne Hvides Gård, museet, Svendborg
• Hesselager Møllegård
• Krovej 15, Vester Skerninge

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen