Tunøfærgen modtages med åbne arme i havnen, hvor lystbådenes hvide master strækker sig mod den blå sommerhimmel, og en bred hvid skorsten afslører det fondsdrevne Tunø Røgeri, som stod færdigt i 2014. Den nuværende færge blev indsat på ruten mellem Hou og Tunø i 1993 og har året rundt to daglige afgange. Færgen har plads til 196 passagerer og fire biler, men det er sjældent nok om sommeren, hvor der ofte må sejles dobbeltture.
.
Fra toppen af Møllebakke er der udsigt mod syd over Tunø By og den hvidkalkede Tunø Kirke, som blev bygget omkring år 1300. I 1801 blev kirkens tårn hævet 6 m og indrettet som fyrtårn. Højden var dog ikke tilfredsstillende, og i 1906 blev fyret hævet yderligere, så det i dag har en flammehøjde 31 m.o.h. Ved at kombinere fyr og kirketårn adskiller Tunø Fyr sig fra alle andre danske fyr. Desuden udmærker det sig ved at være landets næstældste aktive fyr.
.

Efter knap en times sejlads med færgen fra Hou når man den 352 ha store Tunø, som rejser sig op af Kattegat mellem Samsø og det jyske fastland. Navnet kommer af det oldnordiske thund, som betyder »svulmen« og henviser til øens højtliggende, kuperede landskab, som består af to rækker af morænebakker, der er adskilt af en lavning. Det todelte landskab har i folkemunde givet Tunø kælenavnet Tvillingeøen. Tunøs højeste punkt er den 24,5 m høje bakke Bjerget vest for Tunø By. På toppen af Bjerget knejser et fugletårn, hvorfra der er udsigt mod øst til den 17 m høje Møllebakke og Tunø Fyr og Kirke.

Tunøs ca. 9 km lange kyst består hovedsagelig af marint forland. Kysten bliver dog ganske dramatisk i nordvest og syd, hvor hhv. den 17 m høje Nørreklint og den 23 m høje Sønderklint rejser sig op fra kysten. Begge klinter er skabt af bølgeerosion, og foran klinterne ligger smalle strande med sand, grus og sten. Nordøstspidsen af Tunø er derimod en flad, spids odde, der vokser ud mod den lavvandede Tunø Røn. Vest for øen ligger desuden Tunø Knob, hvor Midtkraft i 1995 oprettede en vindmøllepark med ti 45 m høje havvindmøller.

Den fastboende befolkning er forholdsvis beskeden og udgjorde i 2018 112 personer. Indbyggertallet stiger dog voldsomt i sommerhalvåret, når turister flokkes til øen. I 2018 sejlede færgen fra Hou således hele 52.000 personer til den lille ø.

»Den bilfrie ø«

Officielt er Tunø en bilfri ø, og om sommeren transporteres turisterne rundt i såkaldte traxaer, som er traktorer med åbne eller lukkede ladvogne. Den smukke tanke om en ø helt fri for bilos og larmende trafik udfordres dog af bl.a. turisterne, som i stigende omfang tager deres biler med til øen. I 2018 fragtede Tunøfærgen således hele 523 personbiler til øen, omend en del af dem var varevogne og håndværkerbiler.

Selv om der er et ønske blandt de lokale om at holde Tunø bilfri, kan man ikke lave en særlov, da der er offentlige veje på øen. Så de lokale og turisterne må nok vænne sig til i ny og næ at se en bil på den ellers bilfri Tunø.

Sejlads i lyst og nød

Sejlads har haft betydning for Tunø siden vikingetiden, men hvor sejladsen tidligere blot skulle understøtte livsgrundlaget på øen, er øen i dag også et yndet turistmål for fritidssejlere. Særligt musikfestivalen Tunø Festival fra 1987 trækker mange lystsejlere til øen, og under festivalen er havnen pakket med lystbåde.

Siden 1981 har de fire medlemsrigeste sejlklubber i Aarhus Kommune afholdt en traditionsrig forældredrevet sejlerlejr for børn og unge på Tunø. Blandt lejrens faste traditioner er en klatretur over havneindløbet, kapsejlads samt kapspisning af bananasplit.

Noget mere alvorlig er kapsejladsen Tunø Rundt, som er en distancekapsejlads på ca. 20 sømil. Tunø Rundt har været afholdt siden 2007 og arrangeres i dag af Hou Bådelaug og Norsminde Sejlklub. Sejladsen går rundt om Tunø, men tager sin begyndelse og afslutning i Hou Havn. I 2019 deltog i alt 20 både i sejladsen.

På trods af den omfangsrige sejlads omkring øen skulle der gå frem til 1896, før Tunø fik en anlægsbro. Med udvidelser i 1906 og 1924 udviklede anlægsbroen sig efterhånden til en egentlig havn. Især de mange lystbåde har dog lagt et stort pres på havnen, og for at få plads til dem alle blev havnen udvidet igen i år 2000, og færgen flyttet uden for selve havneanlægget.

Naturen på Tunø

En stor del af øens landskab er opdyrket, om end ca. halvdelen er græsarealer. I lavningen midt på øen, lidt nordvest for Tunø By, ligger Mosen, som adskiller de to rækker af morænebakker fra hinanden. I 1850’erne blev dele af Mosen tilplantet med skov, men ned mod Tunø By i syd findes der stadig enkelte mosearealer. Ud mod kysten i nord ligger en smal stribe hede, og på øens vestspids findes en smule strandeng. Dertil kommer en række små overdrev langs hele øens kyst. Flere af øens vandhuller er jævnligt blevet oprenset og benyttes som ynglested af bl.a. lille vandsalamander og grønbroget tudse.

Tunø er ikke kun populær blandt lystsejlere og andre turister. Fuglene har også fundet et fristed her, og ikke mindst den lille alkefugl tejsten med sine røde ben og sit hvide vingefelt har her et af sine få danske ynglesteder og som noget ganske særligt selv udgraver sine redehuller i klinterne.

Der er iagttaget ca. 140 fuglearter på øen. Blandt øens andre ynglefugle er bl.a. stormmåge, strandskade, stor præstekrave og digesvale. Rådyr blev udsat på Tunø i 1990 og har i dag en pæn bestand på øen. Derudover ses spættet sæl og marsvin ofte ud for kysten.

Med undtagelse af eksisterende sommerhusområder, Kirkeskoven og Tunø By blev Tunø fredet i 1965 for bl.a. at beskytte landskabet og begrænse yderligere sommerhusbebyggelse.

Videre læsning

Læs mere om Odder Kommunes landskaber

Læs videre

Se alle artikler om Landskaber