Visborggård ligger på Visborggård Allé 39 i Mariagerfjord Kommune. Bygningen er fredet.
Visborggård (Mariagerfjord Kommune)
Bygningshistorie
Visborggård optræder første gang i skriftlige kilder i et brev fra Valdemar Atterdag i 1351. Navnet henviser til placeringen i en lavning, idet Wis i den middelalderlige navneform Wisburg er gammel dansk for sump.
Visborggård tilhørte slægten Munk indtil 1527, hvorefter den fra 1530 var i slægten Seefeldts eje i 140 år. Gården nedbrændte under Grevens Fejde i 1534, og den blev først genopført i 1576 som herresæde for Jacob Seefeldt, der ejede en række af Himmerlands herregårde og opbyggede en stor formue ved fremstilling af bygningskalk fra kalkbrud i de høje skrænter ned mod Mariager Fjord, hvorfra kalken udskibedes til bl.a. bygningen af Kronborg.
Efter Claus Seefeldts død i 1671 overgik Visborggård til en række privatpersoners ejerskab, bl.a. Andreas von Arenstorff der i 1748 gennemførte en gennemgribende renovering. I 1931 blev Visborggård købt af et konsortium, der frasolgte en række af de tilhørende ejendomme, indtil Statens Jordlovsudvalg i 1938 købte gården, udstykkede det resterende jordtilliggende og indrettede slotsbygningerne til et hjem for 100 sindslidende kvinder. I 2011 anvendes gården fortsat som bosted for sindslidende.
Den nuværende Visborggård blev opført af Jacob Seefeldt 1575-76 som et prangende renæssanceslot, men anlægget fremstår i dag i stærkt reduceret og forandret form. Af det oprindeligt trefløjede bygningskompleks er kun sydfløjen bevaret, og selvom portåbningen med indgangen til slotsgården stadig præges af Jacob Seefelds nederlandsk inspirerede sandstensportal fra 1575, fremstår sydfløjen endda stærkt præget af ombygninger. Mens sydfløjen således efter alt at dømme oprindeligt har været opført med to boligstokværk over hvælvet kælder og har været udstyret med syv kobbertækkede tårne og sandstensafdækkede, svungne kamgavle, fremstår den således i dag i to stokværk med teglhængte tage uden kamgavle, mens kun tre af tårnene har overlevet i nedskåret tilstand og uden de oprindelige høje, etagedelte spir. Den nuværende udformning er resultatet af en ombygning af hele anlægget omkring 1748, der også indebar nedrivningen af et porttårn og af de oprindelige sidefløje samt fornyelsen af den østlige sidefløj med en bygning i to stokværk. I 1796 blev den trefløjede grundplan genoprettet med opførelsen af en ny vestfløj i ét stokværk.
Hovedbygningen blev restaureret i 1913 ved arkitekt Gotfred Tvede med henblik på etableringen af en tidssvarende bolig for gårdens ejere. Indvendigt blev der bl.a. opsat nye paneler og flere stuklofter, mens haven, der oprindeligt blev anlagt som en renæssancehave og siden havde fået barokpræg, blev genskabt af havearkitekt Edvard Glæsel. I 1938 blev vestfløjen forhøjet fra ét til to stokværk.
Beskrivelse
På et voldsted omgivet af vandfyldte grave på tre sider, ligger Visborggård, med et omfattende haveanlæg mod nord. Visborggård fremtræder som et mægtigt grundmuret, trefløjet renæssanceanlæg, over en sokkel af granitkvadre, med den sydvendte del som hovedfløjen. Adgang sker via en dæmning over vandgraven, og gennem en portal, placeret skævt fra midten med en rigt detaljeret sandstensindramning. Hjørnerne markeres af ottekantede tårne, som står direkte ned i vandet. Tagene er helvalmede og belagt med røde vingetegl. I rygningen sidder adskillige kraftige skorstene i blank mur. Vinduerne er firerammede og hvidmalede, i tilbagetrukne kurvehanksbuede nicher. Vinduerne til kælderen er udformet som skydeskår. Dørene er traditionelt udførte, rødmalede trædøre.
I det indre er alle tre fløje udnyttet til institution med beboelse, og fremstår generelt velbevarede, med historicistisk præg fra en ombygning i 1913. Denne medførte mørk træpanelering og kraftige søjler. Herudover findes adskillige velbevarede interiører med mange ældre og oprindelige detaljer, herunder døre med beslag, låsekasser og gerichter, paneler, stukkatur og feltinddelte vægge med en rigt detaljeret udsmykning. Loftet fremstår uudnyttet med understrøget tagværk.
Foruden hovedbygningen omfatter fredningen også den stensatte bro med sortmalet smedejernsgelænder, der fører fra gårdpladsen og til en velplejet, tilsyneladende symmetrisk anlagt renæssancehave med dominerende barokke træk. Havens centrale sti fuldender aksen fra dæmningen over vandgraven, via borggården, over broen og gennem hele haven, for at slutte i et lille, ligeledes fredet, ottekantet muret lysthus med stråtag og hvidmalede døre og vinduer. Mod øst afgrænses haven af en lindeallé, og mod vest findes en tidligere karpedam. Haven er omfattet af fredningen.
Miljømæssig værdi
For Visborggård knytter den miljømæssige værdi sig til det samlede, og yderst helstøbte, anlæg med den trefløjede hovedbygning på en borgholm med omgivende grave og forbindende bro og dæmning, samt den aksialt og tilnærmet symmetrisk anlagte renæssancehave med lysthus og drivhuse, samt de syd for hovedbygningen beliggende magasinbygninger, som hænger sammen med en mur, der har afgrænset avlsgården, og hvis portal fortsætter den centrale nord-sydgående akse gennem hele anlægget. Dette giver et samlet kulturmiljø med stor historisk fortælleværdi, hvor den statelige hovedbygning med sine, fra vandgraven opstigende, hjørnetårne demonstrerer stor autoritet og magt.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til fortællingen om det samlede herregårdslandskab med hovedbygningen placeret på borgholmen, den mod nord beliggende renæssancehave med terrasserede forløb, paradehus og lysthus, samt den tilhørende avlsgård, af hvilken kun muren og to magasinbygninger langs Visborggård allé er bevaret. Hertil kommer hovedbygningens facader, som i murværket bærer præg af ombygninger, og forskelle i de tre fløjes arkitektur, som antyder, at de er opført over tid, og derved udtryk for stedets omskiftelige historie.
I det indre findes kulturhistorisk værdi i de velbevarede rumstrukturer og interiører, hvor de forskellige stilarter i rummene, med skiftende former for dekorationer, vidner om en bygning, der har gennemlevet en lang historie med skiftende ejere, funktioner, og stilmæssige idealer. Endvidere findes stor kulturhistorisk fortælleværdi i de bevarede hemmeligheder i ydermurene.
For havens vedkommende kan man i havens forskellige stilarter aflæse de omlægninger anlægges har gennemgået, således at man både kan fornemme den oprindelige inddeling i 12 felter, udlagt som tre nord-syd gående rækker af fire felter, og den senere barokke behandling af de to østre rækker, som fremhæver hovedaksen gennem det samlede anlæg.
Arkitektonisk værdi
For Visborggård er den arkitektoniske værdi knyttet til den trefløjede hovedbygning med de massive og sluttede volumener, der med de røde munkesten og røde tegltag fremstår harmonisk og homogent, og samtidig yderst magtfuldt, som det hæver sig op af vandet. Hertil kommer den enkle men effektfulde detaljering på murfladerne, særligt ved vinduernes tilbagetrukne, kurvehanksbuede murnicher og omkring portgennemkørslen mod syd, der giver en monumental og stemningsmættet ankomst til anlægget.
Endvidere danner broen til haven, med sit udsmykkede smedejernsgelænder, optakt til renæssancehaven, som i sin genskabte, stramme symmetriske, og terrasserede form skaber en effektfuld helhed i samspil med den ligeledes symmetriske hovedbygning, placeret præcist i den centrale akse. Endelig danner det lille, men velproportionerede, lysthus en afslutning på monumentalaksen, som i kraft af sin beskedne størrelse og enkle detaljering giver et interessant modspil til den bastante hovedbygning.
