Begrebet "anlæg" benyttes om kulturhistoriske levn i en meget bred forstand: 1) De fleste anlæg er "jordfaste", dvs. i princippet uflyttelige såsom grave og gravhøje, bopladser, markskel eller andre spor efter produktionsaktivitet. 2) Genstande, der er fundet uden for grave, bopladser e.l., udgør i sig selv et anlæg. Nogle af disse genstande er uden tvivl tilfældigt tabt, mens andre må formodes at være ofret til en form for guddom ved f.eks. at blive lagt i en mose, og atter andre stammer sikkert oprindelig fra grave eller bopladser, uden at dette har kunnet konstateres. 3) Den tredje type anlæg er de immaterielle, dvs. sagn og overleveringer, der er knyttet til et fysisk - som regel jordfast - anlæg. Det vil typisk være folkesagn, der fortæller om overnaturlige fænomener i forbindelse med en bestemt gravhøj, eller navne som f.eks. "Galgehøj", der vidner om, at gravhøjen har været anvendt til rettersted.
