I yngre bronzealder afløser bæltesmykket eller bæltetutulusen, som den kaldes i arkæologisk fagsprog, den bælteplade, der hørte til kvindedragten i ældre bronzealder. De ældste af bæltesmykkerne, der er forholdsvis små, har form som en kegle, hvis spids i reglen afsluttes med en knap. I bunden sidder en knap eller en hjullignende skive, som har været brugt til at fastgøre smykket i et bælte. Dekorationen består fortrinsvis af stjerne- eller bueformede mønstre, der kan være indlagt med harpiks. I løbet af yngre bronzealder udvikles formen til nogle store halvkugleformede smykker med en kraftig cylindrisk spids, der øverst har en skive og en mindre knap. Med en diameter på op til 15 cm og en højde på omkring 10 cm kan disse smykker virke temmelig overdimensionerede. Knappen til fastgørelse på bæltet sidder indvendig, enten for enden af en tap i midten eller i den ene side kombineret med en øsken i den modsatte side. Denne type bæltesmykker er som oftest dekoreret med mønstre bestående af bølgelinier og plastiske lister. Begge typer kendes stort set kun fra offerfund, hvor de findes sammen med andre kvindesmykker, bl.a. hængekar.
