En celt, som den hedder i arkæologisk fagsprog, er en ret smal økse, der ender i et skaftrør (en dølle). Celte af bronze kendes gennem det meste af bronzealderen, især den yngre del, mens celte af jern kan forekomme i jernalderen. Celten er en arbejdsøkse, der sjældent optræder i gravfund, men er ret almindelig som offergave og navnlig som enkeltfund. Celtene har været skæftet på et vinkelbøjet træskaft og bundet fast hertil ved hjælp af en øsken under kanten eller på siden. De smalle pyntelister, som findes ved øsknen på nogle af celtene primært fra ældre bronzealder, skal muligvis efterligne snoren. Celtene fra yngre bronzealder er gennemgående mindre end de ældre typer, nogle eksemplarer er således kun omkring 5 cm lange, og ikke alle er forsynet med øsken.
