Grav med kiste, hvis bund og låg er dannet af en kløvet, udhulet og ofte afbarket egestamme (en "egebul"). I ældre bronzealder har egekister i gravhøje været en almindelig begravelsesform, men kun i særligt heldige tilfælde er kisterne og deres indhold af skind, træ og tekstil fuldstændig bevaret. Normalt finder man ved udgravning højst nogle opløste rester af kisten og det skind, den døde har været indsvøbt i. I de fleste tilfælde har egekisten stået på et leje af sten og været dækket af en stor stendynge, som har skullet støtte den og måske beskytte mod gravrøvere. Når kisten er rådnet væk, har den efterladt en trugformet fordybning i stendyngen, hvor eventuelle gravgaver af bronze befinder sig. Egekisterne kan dog også være anbragt enten direkte på jordoverfladen, evt. støttet i enderne af et par nedrammede pæle, eller på en stenlægning, i begge tilfælde uden en omgivende stendynge. Der er nogle få eksempler på, at egekister har været beskyttet af en ekstra udhulet stamme eller af store træflager, og på at de har været ompakket med mos eller tang.
