jordfæstegrav

Artikelstart

Definition fra Guder & Graves ordbog

Begravelse, hvor liget er lagt ubrændt ned i en trækiste eller blot i et hul i jorden, f.eks. indsvøbt i et skind. I de fleste tilfælde vil der ikke være noget bevaret af en evt. trækiste, og man kan derfor ikke afgøre, om den døde oprindelig har ligget i en sådan. Jordfæstegraven er den ældste begravelsesform, og der kendes efterhånden adskillige grave af denne type fra jægerstenalderen. Med undtagelse af den yngre bronzealder og ældste (førromerske) jernalder, hvor brandgravskikken er enerådende, forekommer der jordfæstegrave igennem hele oldtiden. De findes, afhængig af perioden, både under flad mark og i gravhøje. I jernalderen, navnlig vikingetiden, har man undertiden begravet den døde i en båd, en vogn eller et regulært træbygget gravkammer i stedet for i en trækiste.

Definition fra Trap Danmark

Allerede i jægerstenalderen (ca. 12.800-4000 f.Kr.) blev de døde lagt i jordfæstegrave; altså begravelser, hvor liget i ubrændt tilstand blev gravlagt i jorden eller egentlige gravhøje. Gravformen har lige siden været meget udbredt med undtagelse af en længere periode i yngre bronzealder og førromersk jernalder (ca. 1100-1. f.Kr.), hvor det var mest almindeligt, at den døde blev brændt. Jordfæstegravene findes i mange forskellige former fra jægerstenalderens mere simple konstruktioner til jernalderens og vikingetidens jordfæstegrave, hvor den døde i visse tilfælde er gravlagt i vognfaddinger, både eller egentlige træbyggede gravkamre.

Videre læsning

Læs mere om Bronzealderen

Læs også om

Se alle ord om bronzealderen

Se alle artikler om

Eksterne links