Udtrykkene "offer-" eller "votivfund" bruges om genstande fra oldtiden, der findes uden sammenhæng med en grav eller boplads, og som er af en sådan kvalitet, at de næppe kan være tilfældig tabt. Normalt skal et fund bestå af flere - som regel kostbare - genstande, før det betegnes som et offer, men i nogle tilfælde må enkeltgenstande også henføres til kategorien. Selve begrebet "offerfund" er udtryk for en nutidig tolkning af fænomenet, nemlig at de pågældende genstande er nedlagt som gaver til en form for guddom. Arkæologer foretrækker tit det mere neutrale ord "depotfund". De tidligste offerfund af flintøkser, lerkar og ravperler er fra begyndelsen af bondestenalderen, og skikken fortsætter igennem resten af oldtiden, men i varierende form. Det er gerne i moser, søer, enge og åer eller på steder, der tidligere var vådområde, at sådanne fund gøres, og mange er dukket op i forbindelse med tørvegravning eller opdyrkning af fugtige arealer. Offergaverne kan dog også være nedlagt på højere liggende land, f.eks. ved en stor sten eller en gravhøj. Igennem hele bronzealderen er det enorme mængder af metal, der er forsvundet i moser m.v. Offerfundene fra ældre bronzealder omfatter bl.a. Solvognen, flere store kultøkser og mange større og mindre samlinger af våben og smykker. Det er dog yngre bronzealder, der tegner sig for den største del af offerfundene - til gengæld er mængden af gravgaver fra denne periode yderst beskeden. Blandt de mest spektakulære fund kan nævnes lurer, hjelme, skjolde, bronzekar og guldskåle, og dertil kommer et stort antal våben, smykker og arbejdsredskaber. Offerfundene kan enten bestå af en samling forskellige genstande eller af to eller flere stykker af samme type. Undertiden indgår der også brudstykker og rester fra bronzeproduktionen i fundene.
