stenkiste
Definition fra Guder & Graves ordbog
Gravkister bygget af sten kendes fra både yngre stenalder, bronze- og jernalder. De varierer dog meget i form og størrelse igennem de forskellige perioder og fra landsdel til landsdel. I ældre bronzealder blev stenkister især anvendt på Sjælland og i Nordjylland. De er i reglen 2-3 m lange, bygget af stenfliser eller -blokke og som oftest dækket med stenfliser og en pakning af hånd- og hovedstore sten. Bunden er undertiden brolagt med mindre sten. Stenkisterne fra ældre bronzealder kan indeholde enten et ubrændt lig eller en brandgrav. I yngre bronzealder, hvor ligbrændingsskikken har taget helt over, indskrænkes stenkisternes størrelse gradvist. Fra den tidlige del af perioden finder man typisk stenkister på 1 m i længden og 0,5 m i bredden (indvendige mål). Da det derefter bliver almindeligt at samle de brændte knogler og evt. gravgaver i et lerkar, formindskes stenkisterne yderligere, og som oftest kan de kun lige rumme en urne. Disse små stenkister, der sædvanligvis er bygget af flade sten, kan være enten firkantede eller mere uregelmæssige.
Definition fra Trap Danmark
Stenkister kendes i forskellige udformninger gennem store dele af oldtiden og frem til i dag. Traditionen med at anvende sten til kister begyndte i bondestenalderen (neolitikum ca. 4000-1700 f.Kr.) og har – med skiftende intensitet – holdt sig frem til nyere tid. Blandt de fredede fortidsminder findes adskillige stenkister fra bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen (ca. 4000 f.Kr.-1050 e.Kr.), og stenkisterne kan ligge såvel under flad mark som inde i en gravhøj. Der findes mange forskellige varianter af stenkister, alt efter hvilken periode de er blevet opført i, og hvor de er placeret. Eksempelvis var trapezformede stenkister udbredt i Østdanmark og Sønderjylland i den sidste del af stenalderen. Selv om stenkisten i flere tilfælde kan dateres ud fra form og udseende, er det navnlig den gravlagte og gravgaverne, der er med til at tidsfæste graven.
