Øm Kloster ved Mossø var et cisterciensisk munkekloster grundlagt i 1172. I modsætning til alle andre danske middelalderklostre findes der fra Øm en udførlig krønike, Exordium Carae Insulae, skrevet af munkene selv i årene 1207‑67, om klosterets første næsten 100 års levetid. I denne berettes det, at stiftelsen skete efter ønske fra bisperne i Aarhus, måske fordi de ønskede et åndeligt center i stiftet, der endnu ikke havde et domkapitel. Oprettelsen skete med munke fra moderklosteret i Vitskøl, men først efter mislykkede forsøg i Sabro, Sminge, Veng og Kalvø lykkedes det at finde en passende lokalitet i Øm, der var »omgivet til alle sider af vand og moser«, og som munkene gav det latinske navn Cara Insula, »den kære ø«.
Stedet var nu ikke en ø, men en smal landtange mellem Gudensø og Mossø, hvor de hydroteknisk begavede cisterciensere anlagde et kanalsystem, der udnyttede vandstandsforskellen mellem søerne til at føre vand ind i klosteret, og som stadig svagt kan fornemmes i terrænet. En af kanalerne er den næsten 1 km lange Munkekanal øst for klosteret, som antagelig stammer fra klostertiden.
Det gode forhold til Aarhusbisperne endte brat i midten af 1200-tallet, hvor Øm Kloster røg ud i en lang, opslidende strid om bispens ret til gæsteri og tiende fra klosteret.
Munkene havde i klosterets første tid opnået betydelige godsbesiddelser fra bisperne, især i sognene omkring klosteret og på Djursland, som i senmiddelalderen udvidedes med adelige godsgaver i forbindelse med sjælemesseoprettelser og verdslige begravelser. Øm Kloster ejede i slutningen af middelalderen mere end 250 ejendomme i Midt- og Østjylland. I det første århundrede blev jorden i vidt omfang dyrket af klosterets egne lægbrødre fra et system af ladegårde (grangier), men efterhånden gik driften mere over på traditionelle fæstebønder. Indtægterne fra godset gik ikke kun til munkenes eget underhold, men også til en vis fattigforsorg ved klosteret. Fra slutningen af middelalderen er der tegn på, at en større hospitalsvirksomhed er foregået ved Øm Kloster, hvor også folk udefra fik udført endda komplicerede operationer og modtog længerevarende sygepleje.
Klosteret fortsatte faktisk et kvart århundrede efter Reformationen i 1536, idet munkene i Øm fulgte et kongeligt pålæg til rigets herreklostre om at drive protestantiske præsteskoler, hvilket fortsatte frem til den endelige lukning i 1560. Klosteret omdannedes da til den kongelige residens Emborg, som dog hurtigt blev opgivet til fordel for Skanderborg Slot, hvortil også mange sten fra klosteret blev overført. De sidste bygningsrester omtales i 1570’erne, hvorefter landsbyen Emborg tog form på den tidligere klostergrund.