Tre faser af Øm Klosters bygningshistorie, set fra nordøst. 1) Klosteret ca. 1260, da kirken og østfløjen var rejst. 2) Klosteret ca. 1450, hvor flere bygningsdele var kommet til, men klostergården endnu ikke var fuldt etableret. 3) Klosteret ca. år 1500, da klosteranlægget nåede sin fulde udstrækning med hospital (øst for østfløjen) og de to klostergårde.
.

Øm Kloster ved Mossø var et cisterciensisk munkekloster grundlagt i 1172. I modsætning til alle andre danske middelalderklostre findes der fra Øm en udførlig krønike, Exordium Carae Insulae, skrevet af munkene selv i årene 1207‑67, om klosterets første næsten 100 års levetid. I denne berettes det, at stiftelsen skete efter ønske fra bisperne i Aarhus, måske fordi de ønskede et åndeligt center i stiftet, der endnu ikke havde et domkapitel. Oprettelsen skete med munke fra moderklosteret i Vitskøl, men først efter mislykkede forsøg i Sabro, Sminge, Veng og Kalvø lykkedes det at finde en passende lokalitet i Øm, der var »omgivet til alle sider af vand og moser«, og som munkene gav det latinske navn Cara Insula, »den kære ø«.

Stedet var nu ikke en ø, men en smal landtange mellem Gudensø og Mossø, hvor de hydroteknisk begavede cisterciensere anlagde et kanalsystem, der udnyttede vandstandsforskellen mellem søerne til at føre vand ind i klosteret, og som stadig svagt kan fornemmes i terrænet. En af kanalerne er den næsten 1 km lange Munkekanal øst for klosteret, som antagelig stammer fra klostertiden.

Det gode forhold til Aarhusbisperne endte brat i midten af 1200-tallet, hvor Øm Kloster røg ud i en lang, opslidende strid om bispens ret til gæsteri og tiende fra klosteret.

Munkene havde i klosterets første tid opnået betydelige godsbesiddelser fra bisperne, især i sognene omkring klosteret og på Djursland, som i senmiddelalderen udvidedes med adelige godsgaver i forbindelse med sjælemesseoprettelser og verdslige begravelser. Øm Kloster ejede i slutningen af middelalderen mere end 250 ejendomme i Midt- og Østjylland. I det første århundrede blev jorden i vidt omfang dyrket af klosterets egne lægbrødre fra et system af ladegårde (grangier), men efterhånden gik driften mere over på traditionelle fæstebønder. Indtægterne fra godset gik ikke kun til munkenes eget underhold, men også til en vis fattigforsorg ved klosteret. Fra slutningen af middelalderen er der tegn på, at en større hospitalsvirksomhed er foregået ved Øm Kloster, hvor også folk udefra fik udført endda komplicerede operationer og modtog længerevarende sygepleje.

Klosteret fortsatte faktisk et kvart århundrede efter Reformationen i 1536, idet munkene i Øm fulgte et kongeligt pålæg til rigets herreklostre om at drive protestantiske præsteskoler, hvilket fortsatte frem til den endelige lukning i 1560. Klosteret omdannedes da til den kongelige residens Emborg, som dog hurtigt blev opgivet til fordel for Skanderborg Slot, hvortil også mange sten fra klosteret blev overført. De sidste bygningsrester omtales i 1570’erne, hvorefter landsbyen Emborg tog form på den tidligere klostergrund.

Bygningshistorie

Selve klosteret er helt nedrevet, men omfattende udgravninger siden 1896 har bid for bid frilagt ruinerne, der i dag udgør en stemningsfuld ruinpark med tilhørende museumsbygning (Øm Kloster Museum). Også fem af gravene i kirken er frilagt.

Hele anlægget har været opført i tegl. Byggeriet synes indledt med opførelsen af en stor treskibet basilika i et rigt, romansk formsprog. Mens byggeriet stod på, menes munkene dog at have benyttet sig af en midlertidig kirke. Basilikaen var efter ordenens forskrifter indviet til Vor Frue og har i udseende mindet om den bevarede cistercienserkirke i Løgum. I Øm fortæller krøniken, at kirkens østlige del, der omfattede kor, tværskib og ét fag af skibet, blev indviet i 1257, men et betydelig længere skib var planlagt. I hvilket omfang det fuldførtes, vides ikke. Syd for kirken opførtes østfløjen i forlængelse af tværskibet med bl.a. en smukt udstyret kapitelsal i det nedre stokværk og dormitoriet, sovesalen, i det øvre. Hovedparten af klosterets øvrige bygninger i 1200-tallet synes at have været bindingsværksbygninger.

Tilsyneladende efter længere tids stilstand kom der igen gang i byggeriet på klosteret i senmiddelalderen. Først nu synes klosteret at have udviklet sig til et sluttet anlæg omkring en kvadratisk fratergård med korsgang, og længere mod syd dannede en række bygninger endnu en klostergård.

I 1495 opførtes en stor, hvælvet bygning øst for østfløjen, hvis præcise datering skyldes årringsdateringer af stolper fra fundamentet. Den østlige klosterkanal løb igennem bygningen og tyder på, at den må have indeholdt et necessarium (lokum) med skyl, og måske anvendtes bygningen som infirmeri (sygestue).

Begravelserne

Ved udgravningerne er der undersøgt et stort antal begravelser både i kirken, kapitelsalen, korsgangen og fratergården samt et område øst for østfløjen. De gravlagte synes primært at have været klosterets munke, abbeder eller repræsentanter fra samfundets overklasse. Af særlig interesse er Aarhusbispen Peder Elavsen, som døde i 1246, og hvis grav i dag kan ses inde i kirketomten. Mere jævne folk blev begravet nord og vest for kirken, hvor mere end 700 grave er undersøgt.

Videre læsning

Læs mere om Klostre i Skanderborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Klostre