Hele landsdelen nord for Limfjorden, Thy, Hanherrederne og Vendsyssel blev på trods af områdets store udstrækning og mange forskelligheder præget af den samme byggeskik: højremshuset, der var dominerende overalt. Det er en konstruktion, hvor de bærende stolper, forbundet af bindbjælker på tværs af og højremme på langs af huset, står godt beskyttet inde i bygningen med såkaldte udskud: lave udbygninger på siderne, der dækkes af samme tag som hovedhuset. Derved opstår en tredelt struktur med et bredt midterfag og to smallere sidefag.

Tavlene i ydervæggene var ofte lerklinede på et skelet af stejler, der blev holdt sammen af simrer. Men da leret kunne være vanskeligt at skaffe, blev der også anvendt andre materialer som mark- og strandsten, opmuret i ler. Alle vægge blev hvidkalket. Tækkematerialet kunne være rør, strå eller lyng og i det nordligste Vendsyssel også marehalm. Tagryggen blev holdt på plads af græstørv lagt på tværs af mønningen. Tagene var ofte halvvalmede, hvilket vil sige, at den øverste halvdel af gavlen var skåret af og tækket som resten af huset. Skrå gavle tager nemlig mindre mod vinden end helgavle.

Den almindeligste gårdtype var parallelgården, hvor to længer ligger parallelt, med gavlene i øst og vest; men vinkelformede gårde forekom også, uden at længerne nødvendigvis var bygget sammen. Stuehuslængen lå som regel nord for udhuslængen, således at køkken og opholdsrum fik sydvendte vinduer ud mod gårdspladsen. Den daglige indgang til stuehuset var gennem bryggerset, og herefter kom køkkenet og dagligstuen. På større gårde kunne der også være en storstue og flere mindre arbejds- og opholdsrum.

I 1800-tallets sidste halvdel blev bindingsværket udskiftet med grundmur, efterhånden som teglbrændingen vandt frem, ofte som en hjemmeindustri knyttet til de enkelte gårde. De grundmurede huse har tit bærende midterskillerum og kan derfor gøres dybere.

Helt ind i 1800-tallet var den største del af husene i Sæby, Frederikshavn og Skagen enkle, enetages bindingsværkshuse med stråtag, der ikke adskilte sig væsentligt fra landsbyernes, hverken hvad angik størrelse eller konstruktion. Men i slutningen af 1700-tallet blev den klassiske arkitektur efterhånden idealet, anført af håndværksmestre, der var uddannet på Kunstakademiet i København. Selv de mindste købstadshuse fik nu rolige, murede og pudsede lyse facader med en profileret gesims som en klar afslutning mod det teglhængte tag. En tagkvist eller en trekantgavl kunne fremhæve midterpartiet, sidepartierne kunne fremhæves ved en vandret refendfugning, og facaden kunne udsmykkes med vandrette facadebånd og profileringer omkring døre og vinduer. Denne tradition har i særlig grad holdt sig i Skagen, hvis lave, gulkalkede huse med hvidtede taggesimser og røde tegltage med hvid forskælling langs rygning og grater danner et harmonisk hele af stor værdi.

Videre læsning

Læs mere om Kultur i Frederikshavn Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byggeskik