Dankvart Dreyer
Faktaboks
Dankvart Dreyer
- Født
- 13. juni 1816, Assens
- Død
- 4. november 1852, Barløse
- Kilde
- Kunstindeks Danmark
- Titel
- Maler
- Nationalitet
- Dansk
- Virkested
- Danmark
Biografi
Dankvart Dreyer voksede op under beskyttede kår i Assens. Bysbarnet, billedhuggeren J.A. Jerichau erindrede ham som en klejn, moderbunden dreng, der helst brugte tiden med at tegne inden døre. I 1831 blev D. optaget på Kunstakademiet, hvor han ved sit utrættelige arbejde indlagde sig et akademisk ry. Han belønnedes således både med den lille og den store sølvmedalje, før han i 1837 var 21 år gammel. På Akademiet havde D. som sine jævnaldrende, Lundbye, P.C. Skovgaard og Frølich, valgt Eckersbergs medprofessor, J.L. Lund, påvirkningen kan ses i en mod det visnede pillenhed. Mens man i figurfremstillingerne tydeligt mærker arbejdets møje, foldede D.s kunst sig helt ud, når han i Dyrehaven og Nordsjælland eller på sine lange sommerophold i Assens malede i og omkring byen. Således Udsigt fra Assens (Fyns Kunstmus.), der antagelig er identisk med hans debutmaleri på Charlottenborg i 1834. Der er i dette og en række beslægtede malerier en friskhed i opfattelsen, alt det fortrolige er fremstillet i sin sommerlige modenhed og med en tindrende lysfylde, der viser med hvilken interesse D. samtidig studerede Købke og hans små malerier fra Kastellet.
Også som tegner formåede D. både at detaljere og skabe en vældig forskydning i rum. Den nette Lundbye holdt sig personligt lidt på afstand af den altid stærkt usoignerede D., men han udtrykte noget dybt centralt om dem begge, da han i 1844 bl.a. udtalte om D.: "...det er, som om han trængte til at udtale mere, end hvad Landskabet er i Stand til at sige". D.s behov for at udtale eller udtrykke sig kommer højspændt til udtryk i hans store fremstilling af Marsk Stigs forladte døtre, hvor han har forsøgt at inddrage hele folkevisens orgeltone i sin fremstilling af de to forældreløse pigers håbløse situation på den yderste kyst, på bredden af et hav, hvorfra den lovede hjælp ikke vil indfinde sig. Samtidig viser D. sig med større kraft i en skitse til baggrunden, Marine med regntung luft, hvor man ser et lille skib krydse mellem den nære og den fjerne kyst. I D.s udvikling skulle det få den største betydning, at han lydhør lod sig fange ind af periodens voksende, nationalromantiske interesse for de jyske landskaber og vidder. Et slægtskab med Blicher havde betydning.
D. deltog 1838 i det første Himmelbjergsmøde. Fra det næsten østdanske Parti af kysten ved Århus arbejdede han sig ind til egnene omkring Himmelbjerget, hvor han ikke bare under indtryk af hollændernes malerier i danske samlinger nedfældede ødelandets store og tavse alvor, men desuden i flere værker arbejder med uvejrsmotiver, der bringer beslægtede motiver af J.C. Dahl i erindring. Rørbye havde været i Jylland otte år tidligere, men D. nåede på en anden måde det indre Jylland ind på livet og slap, hvor Hans Smidth skulle fortsætte. I 1843 kom D. helt ud til Vesterhavet ved Bovbjerg og Trans, et par malerier, 1843 og 1844 (Stat. Mus. for Kunst) fastholder det i et sommerligt mildt magsvejr, og en sølvtone tindrer i det blonde. Men sådan tålte kritikken ikke at se det vældige Vesterhav afbildet, man ville have skibskatastrofer og vældige bølger samt se den heltemodige befolkning aftvinge havet det daglige udkomme med dødsforagt. Samtidig med de jyske motiver begyndte D. at male mere og mere på Fyn, hvor hans fremstillinger af de dengang kullede bakker 1838 forlænger udtrykket og farveholdningen i de jyske landskaber, medens han i andre, mere åbne fremstillinger af især bøgelunde med fritstående træer giver det ene indtrængende billede efter det andet af det fynske landskabs ejendommelighed.
Antagelig kom han i 1842 første gang til den lille Brandsø i Lillebælt, stedet, der lå som et lille stykke Urdanmark under den høje himmel med sine stensætninger og græssende kreaturer. I modsætning til disse maleriers dybe og åndende ro finder man en række fremstillinger af landskabet ved Vissenbjerg under en uvejrshimmel (Statens Mus. for Kunst og Glyptoteket). D. udvidede landskabsmaleriet, han formåede efterhånden i allerhøjeste grad at få det til at udtrykke sjælelige tilstande og som Lundbye gøre det mindste græs til bærer af udtryk, der kan ses som en af ekspressionismens forløbere. I uvejrsbillederne lader han penslen jage som i blæstens retning, lærredet står fyldt til bristepunktet, med lys over fjerne egne, og som så ofte i guldalderen med en større kunstnerisk intensitet i skitsen end i den færdige komposition. I de senere år kan man især følge D. rundt på Fyn, hvor han arbejdede omkring flere af herregårdene og for såvidt hans malerier lader sig datere, kan der ikke tales om nogen svækkelse af talentet. Alligevel trak D. sig gradvist tilbage fra både sine venner og København, hvor Akademiet ikke ville tilstå ham et rejsestipendium. I 1849 noterer N.L. Høyen i sine papirer om ham: "....ikke længer Maler". D. havde i 1848 købt en gård i Barløse og taler i 1850 i et brev til Skovgaard om "os Landboer". Det hedder videre: "Ondertiden savner jeg Kunsten jeg der dog altid har elsket Maleriet saa høit, jeg maler nogle Studier engang imellem ellers ikke". Der kendes flere landskabsstudier fra Barløse, hvor D. endvidere arbejdede med en udsmykning af sit hus, og en ny ro og enkelhed gør sig gældende. En blond helhedstone dominerer og kunne måske have bragt kunstneren i nye retninger, men i 1852 døde han af tyfus og blev glemt, indtil Karl Madsen på Raadhusudstillingen i 1901 og en senere udstilling i Kunstforeningen i 1912 tilbagegav ham pladsen som dansk landskabsmaler ved siden af Lundbye og Skovgaard.
Genealogi
Dreyer, Dankvart Christian Magnus, 1816-1852, maler. *13.6.1816 i Assens, †4.11.1852 i Barløse, begr. i Assens. Forældre: Købmand Jørgen Christian D. og Caroline Dorothea Møller. Ugift.
Uddannelse
Til Kbh. sidst i okt. 1831; opt. på Kunstakad. Kbh., fra 1. til 2. frihåndstegnesk. 22.3. 1832, til modelsk. 1833 (J.L. Lund), lille sølvmed. 1834; undervist i perspektiv af C.W. Eckersberg foråret 1835; ant. samtidig privatelev af Christen Købke; st. sølvmed. 1837.
