De Danske Spritfabrikker Aalborg

De Danske Spritfabrikker A/S fabriksanlæg i Aalborg er opført i årene 1929-31. Projekteringen af fabrikken er udført af selskabets driftskontor under ledelse af ingeniør Svend Ringsted. Selskabets faste arkitekt, Alf(red) Cock-Clausen, stod for udformningen af alle fa-cader samt kontorbygningen.

Forud for opførelsen var gået flere års undersøgelser af jordbunds- og grundvandsforhold, idet man skulle sikre sig, at den kystnære grund var egnet til massiv bebyggelse, og at vandtilførslen var tilstrækkelig. Da disse forhold var på plads, blev der i 1927 indgået aftale med Aalborg Kommune om erhvervelse af grunden, mod at kommunen overtog selskabets hidtidige fabriksgrunde i Urbansgade og på Ved Stranden. Derudover fik kommunen udbetalt et kontantbeløb. Aalborg Kommune skulle som en del af aftalen etablere kajanlæg og føre et stikspor fra Havnebanen ind på grunden.

I løbet af efteråret og vinteren 1928-29 foregik størsteparten af det omfattende piloteringsarbejde, nedramning af ca. 5000 pæle, som var en forudsætning for byggeriet. På den sydlige del af grunden, nærmest byen, er der piloteret til fast grund, mens bygningerne nærmest Limfjorden står på et såkaldt svømmende pælefundament, hvor pælehovederne er fastgjort i en 50 cm tyk jernbetonplade.

En lang række firmaer var involveret i opførelsen, bl.a. hovedentreprenøren Jens Rasmussen & Sønner, Kampsax, der stod for funderingen og jernbetonarbejdet, og Andersen & Cordes, som opførte kedelhus og værkstedsbygning. Landskabsarkitekt G.N. Brandt leverede en beplantningsplan for grunden.

Siden opførelsen er der gennemført relativt få om-, ny- og tilbygninger. De vigtigste er: 1941: Værkstedsbygningen forhøjes med en etage, som indrettes til folkestuer. 1943: Op ad muren langs Strandvejen, mellem hovedporten og jernbaneporten, opføres en lille visitationsbygning (senere nedrevet). 1944: Der opføres et nyt kedelhus, der skal supplere det eksisterende, og som bygges sammen med dette. 1952: På forpladsen, umiddelbart vest for emballagebygningen opføres en gastæt beskyttelsesbunker. Baggrunden er lov om bygningsmæssige civilforsvarsforstaltninger fra 1950. 1961: Det oprindelige kartoffelvaskeri erstattes delvis af den nuværende kartoffelsilo. 1963: Aftapningsbygningen forhøjes med en etage. 1977-78: En ny chipsfabrik bygges til malteribygningens vestfacade. Malteribygningens 1. sal ombygges til kantine og omklædningsrum.

Fra omkring år 2000 har spritfabrikken haft skiftende ejere. Den blev i 2013 overtaget af den norske spirituskoncern Arcus-Gruppen, som i 2014 lukkede produktionen i Aalborg for at samle den i Norge. Spritfabrikkens bygninger ejes nu af det nordjyske entreprenørfirma A. Enggaard A/S, som sammen med erhvervsmanden Martin Nielsen vil forestå omdannelsen af området. Størsteparten af det tekniske udstyr tilhører Arcus-Gruppen og flyttes med til Norge.

Spritfabrikken ligger i Aalborgs Vestby, et kombineret erhvervs- og boligområde, som opstod i slutningen af 1800-tallet. Den knap 45.000 m² store grund er opdelt i to matrikler. Den afgrænses mod syd af Strandvejen, mod øst af C.A. Olesens Gade, mod nord af Limfjorden og Vestre Havnepromenade og mod vest af jernbanen. Umiddelbart nordvest for fabriksområdet føres jernbanen over Limfjorden ad gitterdragerbroen fra 1938.

Der er tre indgange til fabriksområdet: Den pompøse, diagonalstillede jernbaneport på hjørnet af Strandvejen og C.A. Olesens Gade, den gamle hovedport på Strandvejen øst for kontorbygningen samt en nyere port på havnesiden.

Anlæggets centrale bygninger er fabriksbygningen, brænderitårnet og aftapningsbygningen. De tre bygninger er sammenbygget i en ret vinkel og har et fælles trappetårn i vinklen. Fabriksbygningen er på den nordlige langside sammenbygget med kartoffelvaskeriet (fornyet 1961) og kogerbygningen. Bygningskomplekset kan – meget forenklet – anskues som en stor maskine, hvor der hældes kartofler ind i den ene ende og udleveres spritflasker i den anden ende.

Bag det centrale bygningskompleks ligger dels kedelhuset med værkstedsbygning og dampskorsten, dels den høje, smalle vandrensnings- eller kulfilterbygning. En luftbro forbinder fabriksbygningens vestgavl med malteribygningen og den bagvedliggende silobygning. Ud mod Strandvejen i gadelinjen ligger kontorbygningen, der oprindelig også rummede funktionærboliger.

Til det oprindelige fabriksanlæg fra 1931 hører også den lave, polygonale emballagebygning på forpladsen samt den kun delvist bevarede stald- og garagebygning nærmest havnen. Disse bygninger er stærkt ombyggede og ikke omfattet af fredningsforslaget.

Fabriksbygningerne er opført som jernbetonkonstruktioner med udfyldninger i røde mursten. Kontorbygningen er dog grundmuret, og siloanlægget er udført helt i jernbeton. Spritfabrikken var på opførelsestidspunktet landets hidtil største jernbetonbyggeri. Stilistisk er der tale om et møde mellem nyklassicisme og funktionalisme. Anlægget fremstår med en høj grad af ensartethed, selv om ingen bygninger er ens.

De røde teglstensfacader var dikteret af D.D.S.F.’s ”designprogram” fra 1920’erne, som foreskrev, at nybyggeri skulle opføres i røde mursten. Enkle, men samtidig effektfulde detaljer i gule sten bryder de røde facader. Det gælder først og fremmest indramningerne af de høje, lodrette vinduesnicher, som efterligner de hvidkalkede vinduesindfatninger på selskabets tidligere fabrik Ved Stranden, og som fremhæver bygningernes højde. Gule sten er endvidere anvendt til savsnitfriser på flere af bygningerne. Et andet gennemgående træk er de parvist anbragte vinduer, som forstærker den lodrette opdeling af facaderne. Langt størsteparten af vinduerne er originale, og der er generelt tale om to typer: firkantede støbejernsvinduer af forskelligt format, men med en ensartet opsprosning og cirkulære vinduer med sprosser af form som en sekstakket stjerne. De runde vinduer, som også har indfatninger i gule mursten, er generelt anvendt som højtsiddende vandrette bånd, som lodret placerede trappevinduer i malteribygningen samt i de lave enetages bygninger. De oprindelige døre og porte følger ligeledes et standardskema med to lodrette rækker fyldinger, typisk seks styk pr. dørblad, men høje døre med otte fyldinger forekommer også. Granitdørtrin foran alle yderdøre var en del af standardudstyret.

Produktionsbygningerne har flade tage beklædt med tagpap, kedelhuset har dog sadeltag, og kontorbygningen et helvalmet tegltag. Gesimserne er støbte, men har varierende udformning. Tre af produktionsbygningerne har støbte tagryttere omtrent i hele bygningslængden.

Anlæggets standardiserede udformning gælder også bygningernes indre. Her er de bærende jernbetonkonstruktioner synlige overalt. Søjlerne er kraftigst i de nedre etager og er her ofte ottekantede. I langt de fleste rum er væggene pudsede og malede. De mest centrale, ”fineste”, rum har en vægbeklædning af hvide fliser, der afsluttes af en flisebort med firmalogoet, det hvide malteserkors på rød bund, i næstøverste fliserække. I baderum og tilsvarende er der også anvendt hvide fliser. En nyere farvesætning med gul undervæg i forskellige nuancer adskilt fra den hvide overvæg af en rød stribe er meget gennemgående. Der er muligvis tale om en fortolkning af den oprindelige bemaling.

En del af gulvene har for relativt nylig fået en gullig, skridsikker epoxy-belægning. Det samme gælder trinene på visse af de nedennævnte jerntrapper samt løbebroer. Nogle få steder er der bevaret gulvbelægning af Hasleklinker.

I produktionsbygningerne findes to typer trapper. Hovedtrapperne er støbt i beton, beklædt med gule Hasleklinker og forsynet med et smedejernsgelænder. På alle trin er der monteret en forkant i støbejern. Derudover findes der i de højloftede bygninger spinkle, stejle jerntrapper og løbebroer med rækværk og gelændere i smedjern.

Der er endvidere bevaret et mindre antal originale døre. Det drejer sig dels om trædøre, der ligesom de udvendige døre har to lodrette rækker fyldinger, typisk seks, dels om branddøre af jernplade med asbestisolering og kraftige beslag. En del af dørene står med oprindelige bemaling, men de fleste døre – ude som inde – er i dag rødmalede.

De Danske Spritfabrikker udgør et særdeles markant element i Aalborg, et skarpt afgrænset område mellem by, fjord og jernbane. Med sin karréstruktur er anlægget omhyggeligt tilpasset den bymæssige sammenhæng, det mod syd og øst indgår i som del af Aalborgs Vestby. Mod havnen er strukturen mere åben og industriel med utilsløret procesudstyr. Spritfabrikken fungerer som fikspunkt i byen og kan med sine karakteristiske landmarks, jernbaneporten, den høje skorsten, neonbogstaverne, luftbroen og sømærket med firmalogo ses vidt omkring og er karaktergivende for området.

Anlæggets miljømæssige værdi knytter sig navnlig til den eksisterende profil med brænderitårn og skorsten som højeste punkter samt til de indre rumdannelser mellem de dominerende bygninger.

De Danske Spritfabrikker i Aalborg står som et af landets fornemste industrihistoriske monumenter. For sin tid var det en mønsterfabrik, hvor naturvidenskabelig viden blev omsat til teknologisk praksis i et gennemrationaliseret produktionsforløb. Effektivitet, standardisering og hygiejne var i højsædet, hvilket blandt andet udmøntede sig i faciliteter af høj standard for arbejderne.De Danske Spritfabrikker er samtidig en vigtig repræsentant for den centraliseringstendens, som fra slutningen af 1800-tallet dominerede visse dele af dansk industri, og som for spritfabrikkernes vedkommende førte til 50 års monopolstatus fra 1923 til Danmarks indtræden i EF. De Danske Spritfabrikker står endvidere som et tidligt eksempel på bevidst brandingstrategi. Selskabets designprogram, som omfattede alt fra bygninger til tryksager og emballage, videregav et indtryk af orden og soliditet og er kendt i hele Danmark. Designprogrammets elementer manifesterer sig fortsat i bygningsanlægget.

De Danske Spritfabrikker er et hovedværk i dansk industriarkitektur på overgangen mellem nyklassicisme og funktionalisme. Ved opførelsen var der tale om landets hidtil største jernbetonbyggeri og tillige et dristigt projekt, som krævede pilotering med 5000 pæle. Anlægget er resultat af et frugtbart arkitekt-ingeniør-samarbejde, hvor både funktionalitet og æstetik er tilgodeset. De røde teglstensfacader er velkomponerede og arkitektonisk bearbejdede med enkle og effektfulde dekorative detaljer. De murede facader indgår i et klart hierarkisk samspil med de in situ-støbte detaljer og bygningsdele. Bygningerne har et klart funktionsbestemt udtryk, og der eksisterer et tydeligt hierarki mellem de forskellige bygningskroppe. Bygningerne er såvel indvendigt som udvendigt kendetegnet af gennemarbejdede, standardiserede løsninger i gedigne materialer og med en håndværksmæssig udførelse af høj kvalitet. Samlet set fremstår anlægget særdeles harmonisk og helstøbt.

Læs videre om

• De danske spritfrabrikker, Trap Danmark
• Borgmester Jørgen Olufsens Gård
• Mellemgade 52
• Ting- og Arresthuset

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen