De Mezas Gård

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har hængt stærkt sammen med de svingende indtægter byen fik fra Sundtolden, den livlige handelstrafik, voldsomme epidemier, forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør bliver nævnt første gang i 1231. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen, hvorfra der var god udsigt over Øresund. I 1577 lod Kong Frederik d. 2 Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Opførelsen af Kronborg og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for Helsingør, fordi hundredevis af skibe ankrede op og provianterede. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, der kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. For at sikre et øget indbyggetal, fik byens borgere skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset man byggede var opført i træ eller sten. Efter ophævelsen af Øresundstolden i 1857 mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mere hjemlig. I 1860 blev en stor havneudvidelse igangsat og herved blev flere palæer i Strandgade revet ned, heriblandt den store rokokobygning, hvor Øresunds Toldkammer havde haft til huse. Den nu ryddede grund blev udlagt til plads. Grunden hvor De Mezas Gård ligger har sandsynligvis været bebygget siden 1700-tallet. I 1736 omtales en bindingsværksbygning i et stokværk med tilhørende side- og baghus. Omkring 1867 blev bindingsværket overpudset og vindueshullerne ændret og baghusets gavl mod Sophie Brahesgade fik et profileret gesimsbånd. Det nuværende forhus blev opført i 1835 af Premierløjtnant V. Lemmick. Flere kilder tyder på, at der ved opførelsen af det nye forhus blev anvendt sten fra det tidligere forhus. Da det nye forhus blev opført blev det østlige sidehus forkortet med fem fag. Oprindeligt var der kun en hoveddør mod Sophie Brahesgade, mens døren i det vestligste fag mod Stengade var en kældernedgang ligesom den i smigfaget. Bygningen havde tidligere mørke vinduesrammer og karme. I 1980'erne gennemgik baghuset og det østlige sidehus en større restaurering, hvor dele af bindingsværket blev udskiftet, ligesom taget og stort set alle indvendige overflader blev fornyet. I en rapport fra 1982 nævnes døre og paneler fra 1700-tallet. Disse må ved den efterfølgende istandsættelse være blevet fjernet. Vest for bygningen, findes Springposten, der var en del af byens offentlige vandforsyning, der fungerede helt frem til slutningen af 1800-tallet. Springposten er den sidste af de gamle vandposter. Den halvcirkelformede plads omkring er formentlig etableret i 1836, med midler fra Skt. Olai kirke til smedejernsgitteret.

Bygningen ligger omkring et markant hjørne midt i den ældre del af Helsingør. Forhuset er bygget sammen med et langt sidehus mod nordøst og et kort sidehus mod nordvest. Vinkelret på det østlige sidehus ligger et baghus. De fire bygninger samler sig således om et langstrakt gårdrum, der mod vest, i forlængelse af det korte sidehus, lukkes af en høj mur. Forhuset og det korte sidehus mod vest udgør tilsammen en grundmuret bygning i tre etager over en høj kælder. Forhuset har fire fag mod Sophie Brahesgade, et smigfag og fem fag mod Stengade. Forhusets nordlige gavl, der i stueetagen er sammenbygget med det østlige sidehus, er opført i bindingsværk. Facadens murværk er pudset og gråmalet med en lav, sortmalet sokkel, en kordongesims mellem første og anden etage samt en hovedgesims. Begge gesimser er hvidmalet, ligesom to rektangulære blændingsfelter, der ses mellem første og anden etage. Smigfaget og sidefagene til hver side af facaden har lette risalitter, og muren under kordongesimsen er i samme partier prydet af refendfugninger. Forhusets tag, der har en lav hældning, er et heltag belagt med nyere, røde vingetegl. I tagryggen findes to skorstenspiber og i tagfladerne ses flere mindre kviste med zinkflunker og et par enkelte nyere ovenlysvinduer. Bygningen har mod gaden tre døre; i hvert yderfag ses en nyere, tofløjet hoveddør med glas i fyldingerne, og på hjørnet er en kældernedgang og en nyere dør med rude i den øverste del. I gårdsiden findes en ældre dør med opsprosset rude og overvindue samt en skråtstillet lem til kælderen. Bygningens vinduer er hovedsageligt korspostvinduer, dog er der trefagsvinduer med seks rammer i smigfaget og i gårdsiden enkelt etrammede vinduer. De fleste kældervinduer mod gaden er udført med en stor ramme, mens enkelte er torammede. Alle vinduer er hvidmalede. Flere er ældre mens enkelte er nyere med koblede rammer. I det indre er der adgang til alle etager via en ældre hovedtrappe mod Sophie Brahesgade og en ældre køkkentrappe mod gården. Begge trapper har ældre bræddereposer, bræddetrin og drejede balustre samt vægge og lofter beklædt med strå og puds. Østgavlen fremstår indvendigt med synligt overkalket bindingsværk. I opgangen er nyere, tofløjede hoveddøre til lejlighederne. Forhuset er indrettet med en lejlighed på hver etage, en lejlighed i tagetagen og en butik i kælderen. Grundplanen i lejlighederne er præget af en traditionel plandisposition med stuer en suite mod gaden, mens køkkener og mindre værelser ligger mod gården. I det vestlige korte sidehus er indrettet nyere badeværelser. Interiørerne er gennemgående præget af bevarede ældre overflader, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk samt bygningsdetaljer som fyldningsdøre med gerichter og ved vinduerne er en del ældre anverfere, lysningspaneler samt i stueetagen indvendige skodder. Enkelte overflader er nyere, herunder parketgulve og glatte døre. Taglejligheden fremstår kun med nye overflader. Samtlige køkkener er nyere, dog ses flere steder spor efter tidligere ildsted. Det østlige sidehus og baghuset er opført i bindingsværk, der er rødkalket over en sorttjæret sokkel og afsluttes med en hvidmalet gesims. Sidehusets facade mod Sophie Brahesgade er dog hvidkalket. Sidehusets tag er et heltag med en skorstenspibe i rygningen, mens baghusets tag er halvvalmet med to skorstenspiber i rygningen. Alle tagflader er belagt med røde teglsten og her ses enkelte nyere støbejernsvinduer. Mod gården ses tillige i baghusets tagflade to nyere kviste med zinkflunker og i sidehuset en frontkvist i bindingsværk. Sidehuset har i det nordligste fag en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue både til gaden og gården, mens baghuset har nyere, enfløjede fyldingsdøre. Alle døre er grønmalede. Begge bygninger har nyere, hvidmalede vinduer, der enten er torammede korspostvinduer eller krydspostvinduer. Under sidehusets kvist findes i terrænet en skråtstillet luge ned til kælderen. I det indre er baghuset indrettet med tre lejligheder; to i stueplan og en i tagetagen. I sidehuset er en stor lejlighed, der råder over både stueplan og tageetage samt et gennemgående portrum i det sidste fag ind mod baghuset. Alle lejligheder har hovedsageligt nyere, traditionelle overflader. Der findes enkelte ældre spær i tagrummet og ældre detaljer omkring yderdørene til portrummet.

Den miljømæssige værdi for De Mezas gård knytter sig til beliggenheden på et hjørne, hvor bygningerne er med til at danne to vigtige gadeforløb i den ældste del af Helsingør. Hjørnebygningen indgår således i byens meget tidlige konstruerede og stringente gade- og karresystem. Forhuset er tillige et markant punkt set både fra Wiibroe Plads og fra Sct. Olai Kirkeplads. Hertil kommer, at forhuset sammen med sidehusene, baghuset og den høje mur mod vest skaber et helstøbt anlæg, der former sig omkring gårdrummet, hvis pigstensbelægning ophøjer det samlede traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi for bygningen knytter sig i det ydre til forskellen mellem forhusets pyntelige gadeside og den mere ydmyge gårdside, der ligesom det østlige sidehus og baghuset indskriver sig i et logisk og let aflæseligt bygningshierarki. Proportioneringen, pudsdetaljer og materialer er således med til at definere bygningernes oprindelige status og funktion. Dette gælder især det mere nedtonede og lavere baghus og østlige sidehus, hvor hejsekvisten vidner om, hvordan man tidligere har lastet tagrummet, ligesom det gennemgående portrum og den brede port i muren afspejler den tidligere gennemgang med vogne og heste fra gaden ind i gårdrummet. Baghuset og det østlige sidehus materialeholdning vidner endvidere om den tidligere enetages bindingsværksgård, og afspejler sammen med sidehusets korspostvinduer, med lige mange ruder i over- og underrammerne, bygningskulturen i starten af 1700-tallet. Hertil kommer den gamle tøndehvælvede kælder under sidebygningen, hvis konstruktion af munke- og kampesten samt ældre stengulv vidner om, at dette rum må stamme fra omkring 1600-tallet. Forhuset er derimod et eksempel på hvordan borgerskabet vandt frem i løbet af 1800-tallet grundet byens rigdom fra Øresundstolden og den driftige handel. Klassicismen begyndte i disse år at præge arkitekturen, hvilket ses af forhusets enkle, glatte og pudsede mure, der efter forskrifterne er grå og hvidmalede med kun få murdetaljer, der tillige genfindes i mange af byens øvrige bygninger fra perioden. Særligt kordongesims mellem stuen og førstesalen blev næsten obligatorisk, ligesom underfacadens refendfuger. Hertil kommer de klassicistiske vinduer, som er kendetegnet ved den større ramme forneden end foroven det såkaldte dannebrogsvindue. I det indre knytter bygningens kulturhistoriske værdi sig til forhusets delvist oprindelige planløsning med stuerne mod gaden og køkkener placeret mod gården og ved bagtrappen. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer som ses omkring de to trapper, de ældre fyldingsdøre med greb og gerichter, stuernes enkle stukkatur, indbyggede skabe, brystningspaneler samt spor efter åbne ildsteder, der alt sammen er med til at skabe et interiør, som vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi for De Mezas gård knytter sig i det ydre især til forhusets klassicistiske udtryk med det klare og enkle formsprog, hvor de lette fremhævede risalitter sørger for en svag reliefvirkning og vertikale delinger af facaden. De vertikale linjer slanker bygningen samtidig med, at de bryder det ellers overordnede horisontale snit, der dannes af gesimsbåndene, de rektangulære blændinger og de refendfugede partier, der tillige tildeler tyngde til den nederste del af facaden. Vinduernes taktfaste placering underbygger endvidere det horisontale udtryk. Den arkitektoniske værdi for baghuset og det østlige sidehus knytter sig til deres enkle fremtræden med næsten ubrudte tagflader og enkle bindingsværksfacader, der tydeligt markeres af den hvidmalede gesims. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til forhusets fyldningsdøre med gerichter og hængsler, der sammen med bevarede lysningspaneler og lofternes stukkatur giver et elegant og helstøbt udtryk i stuerne. Hertil kommer hovedtrappens kraftige mægler, imponerende durchsicht, rundebuet håndliste og drejede balustre, der sammen med de mange oprindelige overflader giver et velbevaret og herskabeligt interiør.

Læs videre om

• Fairbairns svingkran, Helsingør
• Lappen 10 A-B, Helsingør
• Spæths Gård, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen