Den traditionelle dialekt på Kalundborgegnen blev kaldt kalundborgjysk. Navnet svarer da også til det allerførste indtryk, man får, idet dialekten umiddelbart lyder jysk. Lytter man lidt nøjere til den, afslører den sig dog hurtigt som ærkesjællandsk. Det jyske præg skyldes sætningsmelodien og hænger sammen med, at det udlydende ‑e er svundet i ord som pølsern (pølserne) og skattern (skatterne) ligesom i jysk.
De sjællandske træk er dog langt flere og kommer til udtryk i de mange og kraftige stød, de mange diftonger og bløde d’er. Man sagde således di’, du’, nu’ (de, du, nu). Der var også stød på αwta’l (aftale), både i forbindelsen »indgå en aftale« og »aftale noget«, og det hed både enrαm’m (indramme) og trærαm’m (træramme).
Diftongerne viste sig fx i ord som si’e, bi’en, sy’e, smyer, gu’e og tru’eð (se, ben, sø, smøre, gå, tråd), mens det markante sjællandske bløde d hørtes i ord som deð og kræð’s (det, kreds). Sejerø havde sin egen dialekt, og man sagde fx bæ˛j˛j˛ (binde) i stedet for benn som i resten af området.
Den kalundborgjyske dialekt er der ikke meget tilbage af, og langt de fleste taler i dag et københavnskpræget moderne standardsprog, evt. med enkelte sjællandske indslag. Desuden tiltrækker både videregående uddannelser og en virksomhed som Novo Nordisk i Kalundborg folk med forskellig sproglig baggrund, hvilket fører til stadig større sproglig variation.
