Den traditionelle østslesvigske dialekt har ingen stød, men musikalsk accent (som i norsk og svensk), så »hus« og »huse« bliver begge udtalt hu:s, men med en jævnt stigende tone i ental og en stigende-faldende tone i flertal.
Både -b og -g er ustemte: dy:f (dyb), æ:fel (æble), ebax (bag) og axehø:n (agerhøne). Der er et vist sammenfald af aw og åw: nawwe (noget), og man skelner mellem hhv. l og ld og n og nd: hæ:l (hæl), men hælj: (hælde), og hæn (hen), men hænj: (hænde). Dertil kommer nogle træk, der er udbredt i (næsten) hele Sønderjylland: Man bruger foransat kendeord med to køn; de lange vokaler e, ø, o udtales som ej, øj, ow, fx hejl (hel), føj:l (føle), sowl (sol), og man siger æ om sig selv.
I Aabenraa talte man tidligere et særligt bymål, der var en forenklet udgave af omegnens dialekt. Mens man i det nærliggende Rise sagde stæj, staj, høj, båj (sted, stad, høj, bud), sagde man i Aabenraa staj (både sted og stad) og håj og båj (begge med åj). Endnu større forenkling var sket foran -w, hvor fx »lag«, »lov«, »løv«, »lav«, »lev« alle blev udtalt som law. Også hhv. -l og -ld og -n og -nd var faldet sammen: gul (gul, guld), pi:n (pine), pen: (pinde).
Desuden var der flere tyske låneord i bydialekten end i de omgivende landlige dialekter, hvilket var naturligt, da tysk fyldte mere i de sønderjyske købstæder end på landet. En del af befolkningen var tysksproget, mange tosprogede, og kirke og skole overvejende tysksproget, også før 1864.
Det tyske mindretal har traditionelt stået stærkt i dele af Aabenraa Kommune, men det er vigtigt at være opmærksom på, at dagligsproget ikke følger det nationale sindelag. I 1975 opgav 63 % af adspurgte medlemmer af Bund deutscher Nordschleswiger (BdN), at de talte sønderjysk i familien og med andre medlemmer af BdN, mens 33 % talte højtysk. Det gælder stadig, at mindretallet har tysk som kultursprog, men de fleste tysksindede har sønderjysk som dagligsprog. Der har endda været gudstjenester på sønderjysk i de tyske menigheder.
Sønderjysk står i det hele taget stærkere end nogen anden dansk dialekt. Mange bruger sønderjysk lokalt og i samtale med andre sønderjyder, men skifter til rigsdansk, når de taler med ikke-sønderjyder. Mange unge sønderjyder mener, at hvis man er sønderjyde, må man snakke sønderjysk – og de gør det. I skolen taler mange sønderjysk, både i frikvartererne og i timerne. Moderne sønderjysk er (selvfølgelig) ikke en uforandret traditionel dialekt, og der er ikke tale om en fast kombination af sønderjyske træk, men der indgår en del, fx æ (jeg), å (på), fær, stær (får, står), æ bul (bolden), ven (hvis).
