Ballerup Kommune oplevede især i 1960’erne en eksplosiv befolkningsvækst. Det gamle landsogn Ballerup var beboet af sjællandsktalende bønder, men en betydelig del af de nye beboere var københavnske arbejdere. Den demografiske udvikling har betydet, at talesproget i kommunen i højere grad bærer præg af moderne storkøbenhavnsk, der er en videreudvikling af 1960’ernes københavnsk, end af den lokale dialekt.
I 1960’erne var der stadig tydelige forskelle på arbejderklassens og middelklassens talesprog i København. Karakteristisk for arbejderkøbenhavnsk var fx det såkaldt flade, æagtige ȧ i ord som hȧt, mȧnd, plȧds, mens a’et i ord som lap, tak, kam, maj og mig var et meget åbent og tilbagetrukket α (dvs. samme a-lyd som i ord med r: rask, rat, kar og park). Den samme a-lyd blev også brugt i ord som ret og bræt, der ikke blev udtalt med æ, men lød ligesom rat og brat.
Også vokalen å havde en markeret arbejderklasseudtale, idet både blåt, godt og tosse blev udtalt med å ligesom råt og trosse, mens folk fra middelklassen kun brugte det åbne og tilbagetrukne å i forbindelse med r.
Et andet karakteristisk træk var, at t ofte blev udtalt som ts, tsið’ (tid), og mange korte vokaler blev forlænget. Man sagde tsα.k (tak), frα.kǝ (frakke) og trα.pǝ (trappe), og pα.kǝn (pakken) lød næsten som parken.
I dag er der ikke nær så tydelige klasseforskelle i talesproget. Indbyggerne i kommunen taler moderne storkøbenhavnsk, og der er en vis variation, men den er ikke entydigt socialt bestemt, snarere stilistisk. Nogle af de gamle arbejdertræk bruges i dag af næsten alle sociale lag, fx tilbagetrukket α i lap og mig og udtalen af ret som rat. Forlængelsen af korte vokaler er derimod næsten gået af brug.
