Frederikssund Kommune ligger i udkanten af det nordsjællandske dialektområde, og indtil midt i 1900-tallet havde den et landligt præg. Man brugte sjællandske stød i ord som kykkenha’w (køkkenhave), og mange sagde bi’en (ben), ka:w (kage), hyw’s (hus) og yð’ (ud). Øst for Roskilde Fjord kunne man også høre nordsjællandske former som ol (øl) og smor (smør); i Hornsherred sagde man som i resten af Sjælland øl og smør.
Hornsherred var et sprogligt konservativt område, og den traditionelle lokale dialekt blev brugt af de ældre et stykke ind i 1900-tallet. Her kunne folk sige de: jo føst fra ny:r tið’ a’ (det er først fra nyere tid (af)); så stow’ o:l fæ:rkå’el å go:r lång’t ansej’t u:ðen får go’ern (så stod Ole færgekarl og gjorde langt ansigt (dvs. var flov, skuffet) uden for gården). Man kunne også bruge ældre syntaktiske konstruktioner som deð vå låmbent gjow’rd a dæj a du ent kun: sa’wt mæj deð i ti:ð (det var lumpent gjort af dig, at du ikke kunne sagt (dvs. sige) mig det i tide).
I selve Frederikssund og i byens østlige opland brugte man et mere standardnært sprog, om end med visse lokale former.
Dele af kommunen har stadig et landligt præg, og der har indtil nyeste tid været mange industriarbejdspladser og dermed mange med praktisk uddannelse og færre med videregående boglig uddannelse. Derfor kan dagligsproget lyde lidt mere sjællandsk end i Nordsjælland generelt. De sproglige forskelle, der måtte være i dag, går mellem land og by, men er ikke store pga. den tidlige og stærke »afslidning« af sjællandsk.
