Der er tre kulturhistoriske museer, som formidler egns- og kulturhistorie i Frederikssund Kommune. Frederikssund Museum har til huse i Færgegården fra 1839. Museet blev grundlagt som Egnsmuseet Færgegården i 1984 af de lokalhistoriske foreninger i Frederikssund, Jægerspris, Slangerup og Skibby.

Museet på Jægerspris Slot rummer, foruden mindestuer, udstillinger om slottets børnehjem og om kongelig arkæologi. I Slotshegn ligger Mindelunden, et nationalt kulturhistorisk monument, som omfatter gravhøjen Julianehøj og 54 mindestøtter udført af billedhuggeren Johannes Wiedewelt 1777‑89.

Herregårdshistorie er i fokus på Selsø, der i 1973 åbnede som museum.

I Skuldelev ligger det privatejede Skuldelev Dukkemuseum og Legetøjssamling, stiftet 1989.

Foruden museerne formidler en række besøgssteder lokal kulturhistorie. Det drejer sig om Den gamle Smedje i Slangerup, Slangerup Miniby, Frederikssund Vikingeboplads og Jægerspris Mølle.

Videre læsning

Læs mere om Kultur i Frederikssund Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv